Bliver vi politisk enige, hvis vi bare taler længe nok sammen? I visse tilfælde, men bestemt ikke i alle tilfælde. Konsensus er ikke altid muligt og ikke altid ønskeligt. Er enigheden for massiv, bliver fejltagelserne og de blinde vinkler det også.
Derfor kunne man godt ønske sig mere ikke bare politisk diskussion, debat og ordstrid, men også politisk samtale. Det var Hal Koch, som sagde, at demokrati er samtale. Demokrati er selvfølgelig også en måde at træffe afgørelser på. Man kan ikke nøjes med at tale sig til rette, stundom må man stemme sig til rette.
Når det er sagt, bliver en politisk retorik, som gør det moralsk diskvalificerede at være anderledestænkende og kaster om sig med salvelsesfulde bandbuller, hurtigt trættende.
Det var lidet klædeligt, at den nyvalgte amerikanske præsident betegnede Hillary Clinton som ”Djævelen”. Ligesom det er lidet klædeligt, at forfatteren Carsten Jensen omtaler Donalds Trumps – og dermed også hans vælgeres – virkelighed som ”et kvindehadende, racistisk, voldsdyrkende, brutaliseret, sandhedsfornægtende samfund, der med demokratiets egne midler afvikler demokratiet”. Dæmoniseringen går sandelig begge veje, selvom Carsten Jensen sikkert er betydeligt mere tynget af Donald Trump, end Donald Trump er af Carsten Jensen.
Vigtigheden af at lytte, før man fordømmer, blev også betonet i interviewet med Marie Krarup i søndagens ”Europa lige nu” på P1. Marie Krarup er som bekendt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og kan dårligt beskyldes for at gå i ét med tapetet eller på listefødder. Marie Krarup deler vandene, men derfor kan hun godt have fornemmelse af, ”hvor silden står i folkehavet”, for nu at bruge et udtryk af Jens Peter Jensen, Venstre-politiker og i øvrigt Uffe Elleman-Jensens far.
Marie Krarup talte i lyset af såvel Brexit og Donalds Trumps valgsejr om de folk, som ikke føler sig hørt og set, men snarere overhørt og nedgjort af medier og magthavere. Marie Krarup henviste til de mennesker, som mister deres arbejde og får naboer, der ikke kan tale med dem. Dem, som mærker globaliseringens bagsider i eget liv. Uanset hvad man mener politisk, er der her en forsømt samtale, som har givet sig udslag i det politiske tidehverv, som skyller ind over den vestlige verden.
I ”Europa lige nu” spørges de medvirkende: ”Er EU ved at gå i opløsning?”. Marie Krarup ville græde tørre tårer, om Europa blev skåret ned til et handelssamarbejde, og erklærede, at hvis ”EU er medicinen, er det farligt at være patient”.
Bliver vi i billedet, kunne man sige, selvom der ikke bliver uenighed om den rette medicin, at det kunne være befordrende, om man ikke bare stemplede patienterne som irriterende hypokondere med plagsomme vrangforestillinger frem for virkelige sygdomme.
”Er EU ved at gå i opløsning?”. Hvem ved? Verdens gang kommer også bag på de verdenskloge. Dog tør man nok sige med den engelske salme ”Vær du mig nær”, skrevet længe før Brexit: ”Alt står for fald, og alt forandres her”.
Jesper Bacher er sognepræst.