”MAN SKAL KOMME overens med illusionen om, hvordan ens børn skal vokse op; man vil gerne have, at de får et godt liv. Og så lige pludselig: svusj! Så bliver alt revet væk.”
Tommy Sørensen, far til 22-årige Julie, fortæller om, hvordan fem års kamp mod datterens psykiske sygdom har vendt op og ned på tilværelsen. Han er med i en pårørendegruppe, der snakker lige ud af posen om at navigere i en hverdag med psykisk sygdom som det absolut dominerende. Og med i TV 2-dokumentarfilmen ”De pårørende”, der blev vist sent tirsdag aften, og som kan ses på TV 2 Play.
I 10 møder i gruppen registrerer kameraet trætte ansigter, tårer i øjnene og klumper i halsen. Men også glæde og betydning af at mødes med og snakke med mennesker i samme situation som én selv.
TV 2-dokumentaren føjer sig dermed ind i en række aktuelle fortællinger om psykisk sygdom. DR 1 har de seneste to mandage sendt en dokumentar om alternative behandlingsmetoder på Rigshospitalets lukkede afdeling. Og i søndags bragte Politiken en særsektion om livet som teenager på et børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit. Artiklerne er skrevet af Anders Legarth Schmidt, som et par dage inden fik journalistikkens fornemste hæder, Cavlingprisen.
Men om hæder, artikler og udsendelser gør en mærkbar forskel, er desværre tvivlsomt. Den politiske vilje til at prioritere indsatser mod psykisk mistrivsel og sygdom er udtalt, men når der skal findes penge i finanslovens stramme kolonner, kniber det. Lige nu er det bekæmpelse af coronapandemien, der præger sundhedsdagsordenen, men når den vender tilbage til sin normaltilstand, er det formentlig igen håndgribelige lidelser som kræft og hjertesygdomme, der optager politikerne.
Så meget desto vigtigere er det, at slagkraftige medier fortæller om det, der ellers risikerer at blive overset. Og efter 50 minutter i selskab med ”De pårørende” kan ingen være upåvirket af den fuldstændig fastlåste situation, deres liv er fanget i. Som når Julies mor, Marianne Sørensen, sætter ord på:
”Der er dage, hvor det hele sitrer. Hvor jeg frygter, at om et øjeblik er det slut, for så ringer de… Og hvis hun virkelig vil væk, så skal hun nok komme det, for hun gider ikke mere.”
For såvel Julies som de andres forældre er det nagende spørgsmål: Kunne vi have gjort noget mere? Hvad nu hvis…? Den gennemgående opfattelse er selvfølgelig, at alle har gjort, hvad de kunne. Men afmagten sætter ind, og der, hvor den enkelte families ressourcer slipper op, ville bedre og hurtigere hjælp måske have gjort en forskel.
”De pårørende” er således også et råb om hjælp.
Julies forældre, Tommy og Marianne Sørensen, advokerer i dokumentarfilmen for et system med såkaldte pårørendeplejersker, som kan være aktivt opsøgende og hjælpe med alle de praktiske udfordringer, forældre bliver mødt med.
Forhåbentlig bliver råbet hørt. Med efterfølgende handling. Og tilsvarende ressourcer.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.