Den 9. maj fejrer vi Europas fødselsdag, for på denne dag i 1950 fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman forslaget om oprettelse af Kul- og Stålunionen, der senere blev til en vigtig del af Rom-traktaten. Den 9. maj er altså starten på den lange og møjsommelige proces, der sluttede med underskrivelsen af Rom-traktaten den 25. marts 1957.
At det europæiske samarbejde i sit udgangspunkt er et fredsprojekt, er helt ubestrideligt. Få år efter Anden Verdenskrigs afslutning blomstrede der flere ”samarbejder” op mellem de Europæiske lande: Vestunionen, OEEC/Marshall-hjælp, Nato og Europarådet. Oven på krigens rædsler og med de allieredes samarbejde under krigen mod Hitler som inspiration, indså man nødvendigheden af, at landene samarbejdede fredeligt for at løse de meget påtrængende problemer, Europa stod over for.
De europæiske diplomater havde i tidens løb forsøgt at forhandle og intrigere sig frem til løsninger på nationalstaternes evige stridigheder, men jo tydeligvis med ringe held i hele første halvdel af det 20. århundrede. Nu skulle der organisation til, det vil sige et forpligtende overstatsligt samarbejde. I det nye overstatslige og mellemstatslige samarbejde var der ikke i så høj grad som tidligere brug for fortidens veltalende og arrogante diplomater.
Det var selveste Winston Churchill, der i en tale i Zurich i efteråret 1946 opfordrede de vesteuropæiske stater til at indgå i et snævert samarbejde. Ja, han talte ligefrem om dannelse af Europas Forenede Stater. Formålet var først og fremmest at forsone Frankrig og Tyskland. Men formålet var også at gøre Vesteuropa så stærkt, at det kunne imødegå USSR’s ekspansionstrang. Med andre ord skulle det europæiske samarbejde både sikre fred indbyrdes mellem de vesteuropæiske lande og skabe sikkerhed mod den fælles ydre fjende. Churchill sad ikke i regeringen i 1946, og hans forslag indbefattede da heller ikke England, men alene de vesteuropæiske lande.
Repræsentanter for Frankrig og Tyskland med flere fortsatte drøftelserne, som først udmøntede sig i Kul- og Stålunionen, hvor nogle få lande (de seks: Frankrig, Vesttyskland, Italien og de tre Benelux-lande) i 1951 etablerede Det europæiske Kul- og Stålfællesskab. Det betød, at den europæiske våbensmedje (blandt andet den fransk-tyske kul- og stålindustri i Ruhr-området og i Nordfrankrig) blev fjernet fra nationalstaternes domæne. Våbenindustrien blev stillet under en fælles overnational myndighed. Dermed var krige mellem de to arvefjender, der i århundreder havde bekriget hinanden, udelukket. Seks år senere fulgte traktaterne om Euratom og Fællesmarkedet.
Det var statsmænd præget af krigen, der udformede traktaterne. For eksempel havde den franske udenrigsminister Schuman været tysk soldat under Første Verdenskrig (født og opvokset i Lorraine, der var tysk besat efter 1870) og kæmpede mod sine landsmænd i første verdenskrig.
Schumans samarbejdspartner i Tyskland hed Adenauer, og han stammede fra Rhinlandet, det vil sige grænseområdet mod Frankrig. Deres italienske samarbejdspart hed De Gasperi, som stammede fra Sydtyrol, der først blev en del af Italien efter Første Verdenskrig. Han havde siddet i fængsel under Mussolinis fascistiske styre. Den franske socialistleder Leon Blum deltog også i forberedelserne til oprettelsen af et forpligtende europæisk samarbejde, ja, faktisk så nedskrev han sine første tanker om tysk-fransk udsoning, medens hans sad i tysk koncentrationslejr.
Med andre ord var de ledende skikkelser i forbindelse med starten af det europæiske samarbejde stærkt prægede af deres krigsoplevelser. De var alle enige om, at noget radikalt nyt måtte gøres for at forhindre nye krige mellem de europæiske lande.
Rom-traktaten indledes med den kendte formulering om ”at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, det vil sige unionen. Det stadigt tættere samarbejde ville i løbet af kort tid udvikle sig som en tretrinsraket: toldunion, økonomisk union og en politisk union. Sådan troede de mest integrationsivrige statsmænd optimistisk, at samarbejdet ville udvikle sig. Men sådan kom det slet ikke til at gå i de første mange år. Man fik realiseret toldunionen og etableret landbrugspolitikken. Trin to og tre nåede man slet ikke i de første mange år. Op gennem 1960’erne blokerede Frankrig med de Gaulle i spidsen for et dybere overnationalt Europa, altså trin tre, den politiske union. I stedet fik vi staternes Europa og enkelte overstatslige institutioner i Bruxelles.
Det europæiske samarbejde blev i de første mange år præget af kriser, hvor helt konkrete problemer skulle finde deres løsning. Det lykkedes at overvinde kriserne og optage nye lande i 1970’erne og 1980’erne. De europæiske statsmænd oplevede på den måde EF/EU som et stort forhandlingsmaskineri. Langt de fleste vil sige, at denne udvikling er fredsskabende og fredsbevarende.
For undertegnede hersker der ikke tvivl om, at dannelsen af Kul- og Stålfællesskabet må siges at være en effektiv fredsforanstaltning i Vesteuropa.
Etableringen af Euratom og Det Økonomiske Fællesskab får hos de fleste samme bedømmelse. Det, at regeringerne nu sætter sig ved et forhandlingsbord for at løse de interessekonflikter, der tidligere i historien udløste blodige krige, er et stort fremskridt. Nu udfoldede konflikterne mellem landene sig ved forhandlingsbordet og ikke i skyttegravene. Man lærte at indgå kompromisser, når man hørte modstandernes argumenter. Helt tossede var ”modstanderne” jo ikke.
Den erkendelse slog igennem, at alle havde legitime interesser at varetage. Det nyttede at tage sig tid til at indgå ofte besværlige kompromisser. Løsning af interessekonflikter på det handelsmæssige område udviklede sig til en særlig disciplin, der snart smittede af på hele det udenrigspolitiske område. Der var ofte tale om alvorlige konflikter, som krævede vanskelige og langvarige forhandlinger.
Nu har der været fred i Europa – med Eksjugoslavien og Østeuropa som undtagelser – i snart tre generationer. (Man fristes til at spørge, om Jugoslavisk medlemskab af EU kunne have forhindret borgerkrigen) EU modstanderne vil sige, at der formentligt også uden EU ville have været fred i Europa. Deres argument lyder nogenlunde således: De vesteuropæiske stater er alle demokratier, og demokratier fører ikke krig, slet ikke mod deres naboer.
Man kan selvfølgelig ikke bevise, at freden skyldes det europæiske samarbejde, men på den anden side er det en velkendt erfaring, at international handel og internationalt samarbejde ikke blot er velstandsskabende, men også fredsfremmende. Og det europæiske samarbejde efter anden Verdenskrig intensiverede netop samkvemmet mellem de europæiske folk.
EF/EU har desuden spillet en positiv og understøttende rolle i forbindelse med Grækenlands, Portugals og Spaniens overgang til demokrati ved at optage dem i det europæiske fællesskab i 1980’erne. På få år opnåede befolkningerne i disse tre lande stor fremgang i levestandard og demokrati. Samme proces med overgang fra diktatur til demokrati foregik også i Central- og Østeuropa efter Murens fald, men her tog processen længere tid, fordi disse landes udgangspunkt, politisk og økonomisk, var mere udfordrende.
Med Rumæniens og Bulgariens optagelse i 2007 var alle de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa blevet en del af det europæiske fællesskab. Her må vurderingen også være, at medlemskabet har dæmpet de konflikter, der tidligere prægede Central- og Østeuropa, for eksempel konflikten mellem Rumænien og Ungarn om det ungarske mindretal i Transsylvanien.
EU blev omsider anerkendt som et fredsprojekt, da Nobels fredskomite i det ellers så EU-skeptiske Norge i 2012 tildelte EU årets fredspris. Det var på tide, og det var velfortjent.
Kjeld Erbs er cand.scient.pol.