Det er lidt ærgerligt, at aviser har for vane at "fyre en artikelserie af" uden at tage hensyn til de indvendinger, der måtte komme undervejs.
Serien om "Europas tomme vugger" blev således den 11. november mødt med en særdeles relevant indvending. Den kom fra biolog Niels Jepsen, der anholdt serien for fuldstændig at se stort på bæredygtigheden.
Når Jepsen skriver, at dette, at mange mennesker ikke har lyst at sætte børn i en overbefolket verden, "burde ses som et tegn på fornuft og ikke som et problem", så er det så sandt, som det er sagt, men det er jo på den anden side noget, der fuldstændig underminerer den vinkel, redaktionen har anlagt med serien "Europas tomme vugger". Derfor er det lidt ærgerligt, at man bare fortsætter, som om intet var sket.
Den 15. november i en artikel om Spaniens lave fødselsrate dukker så den forestilling op, som måske har ligget på lur hele tiden: at indvandringen må øges for at råde bod på de tomme vugger. Og det er klart: Har man fået skildret den lave fødselsrate og det derfor aftagende befolkningstal som et problem, så synes en forøgelse af indvandringen at kunne være en løsning, omend ikke den eneste.
Men det spørgsmål melder sig: indvandring af hvem? Herhjemme har indvandringen hidtil været en underskudsforretning. Og det er lidt svært at se, hvordan man kan ændre på det forhold, ikke mindst fordi vi jo nu (meget sent) har erfaret, at indvandrere ikke blot er et økonomisk begreb: "arbejdskraft"; der er faktisk tale om mennesker af kød og blod, som får børn, der skal i skole, og som bliver ældre og har brug for pleje på sygehuse med mere. Så den økonomiske indsprøjtning, de måske gav engang i 1960'erne, er herhjemme for længst ædt op af udgifter til kontanthjælp, skolegang og ældrepleje.
Dertil kommer, at man måske tidligere kunne skrive, at man må indstille sig på, at samfundet bliver et multikulturelt samfund. Men kan man det i dag? Ja, artiklen den 15. november gør det. Men har man helt gjort sig klart, hvad et "multikulturelt samfund" vil sige? Vi har nødtvungent accepteret, at integrationen af specielt muslimer tager meget længere tid, end vi troede. Og vi bliver tilsyneladende også nødt til at acceptere, at med til et muslimsk mindretal hører en lille gruppe af ekstremister, der bruger terror som middel. Vi er nødt til at affinde os med det med hensyn til det muslimske mindretal, vi har. Men skal vi her i Europa ligefrem frivilligt skabe os problemer i fremtiden? Det forekommer mig uklogt.
Var det ikke bedre at acceptere klodens begrænsede bæredygtighed? Var det ikke mere relevant at spørge til, hvordan et samfund med mange gamle kan komme til at fungere? Det gør magasinet "Scientific American" i deres septembernummer om "En korsvej for planeten". Og dèr når man frem til, at udsigten til et befolkningstal for kloden på ni milliarder i 2050 ikke gør problemerne totalt uløselige, men at man med lidt omtanke nok skulle kunne bære "ældrebyrden".
Derfor: Vi kan lige så godt begynde med det samme. Og det kan vi blandt andet gøre ved ikke at stole alt for meget på de økonomer, der kun tænker i vækst, men ikke i forandrede samfund. Når de siger, at det er "nødvendigt" med cirka 500.000 indvandrere i Spanien pr. år i de næste 15 år for at råde bod på den stigende mangel på arbejdskraft, så skal vi gøre os klart, at de mener: "nødvendigt i de teorier, de bevæger sig i", og at mangel på arbejdskraft betyder: "mangel på arbejdskraft til den løn, de lavtlønnede får nu".
Men det var måske en idé til en fremtidig artikelserie: Hvordan kommer et samfund i balance til at fungere? Den vil i så fald skulle gå imod en meget udbredt trend. Men det skulle vel ikke være nogen hindring.
Ricardt Riis,
Carit Etlars Vej 25,
Horsens
www
De øvrige artikler i serien "Europas tomme vugger" kan læses på www. kristeligt- dagblad.dk