Prøv avisen

Et stærkt troende menneskes tvivl

Dagens debattør skriver om det at blive kaldt en "stærkt troende."

Min tro er ikke stærk, men min tro og tvivl forholder sig til et stærkt budskab, skriver teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen

FORLEDEN HØRTE JEG igen mig selv omtalt som en af de "stærkt troende". En formulering, der – sammen med dens tvilling "stærk i troen" – som hovedregel ikke er entydigt positivt ment.

LÆS OGSÅ: Det er en fordel, at vi begge er stærkt troende

Jeg kommenterer sjældent de formuleringer. Dels er de ofte sidebemærkninger i samtaler om noget helt andet, og følgelig er stemningen sjældent til meget personlige kommentarer. Dels indrømmer jeg et ubehag over besværgelser på melodien: "Jeg tvivler da også, vil du se min flotte tvivl?" Dertil gør tvivlen faktisk for ondt.

Men dermed har jeg også sagt, at jeg ikke føler mig genkendt i formuleringen "stærkt troende". Mine tilbagevendende store og små ture med tvivlen over stort set hele mit liv gør formuleringen meningsløs.

Da jeg engang så digteren Halfdan Rasmussen citeret for, at "tvivlen er søvnløs og mere ond, end den troende tror", begyndte jeg at spekulere på, om digteren mon ved, hvor meget troende mennesker kan tvivle.

Jeg er godt klar over, at det er de – til tider – forholdsvis stærke teologiske markeringer både i dogmatiske og etiske spørgsmål, som har givet anledning til udtrykket, og dermed har jeg også en vis overbærenhed med, at folk får formuleret sig på den måde.

Men nu er det måske alligevel chancen for at tænke over forholdet mellem markeret bibeltroskab og tvivl. For der er nemlig en sammenhæng.

Jeg tror ikke, at jeg selv – eller folk, der deler teologisk anskuelse med mig – tvivler hverken mere eller mindre end kristne mennesker af mere liberal aftapning. Graden og intensiteten af tvivl har mange kilder i vores liv, hvoraf de fleste mere handler om den måde, vi er sat sammen på som mennesker, og den livshistorie, vi har haft, end om, hvilken teologisk dagligstue vi tilhører.

Men det har slået mig, at både indholdet af tvivlen og de strategier, vi vælger, når vi møder den, er endog stærkt påvirket af vores teologiske kurs.

Først om indholdet af tvivlen: For mig spiller det en stor rolle, at Jesus selv knytter forståelsen af sin gerning til det, der står skrevet i de hellige skrifter. Altså Det Gamle Testamente. Og at han giver sin egen autoritet videre til sine apostle og dermed giver Det Nye Testamente en tilsvarende autoritet.

Det får direkte eller indirekte den følge, at når tvivlen begynder at gnave, så kommer den ret hurtigt til at handle om hele pakken: "Er kristendommen overhovedet sand?"

Hos kristne af mere liberal observans har jeg oftere mødt en enkeltpunkts-tvivl: "Er dette punkt i troen overhovedet nødvendigt for hovedsagen?". Den sidste gruppe diskuterer læresætningers vægt, mens jeg anfægtes over, om der er virkelighed bag vores tro. Den aktuelle diskussion om jomfrufødslen kan måske bruges som illustration af denne mekanisme.

Følgelig vælger vi også forskellige strategier i behandlingen af tvivlen. Den liberale vil være mere tilbøjelig til at løse problemer med omtolkninger: Det er ikke så vigtigt, om det fandt sted. Det er vigtigere, hvad det betyder, og om det kan kommunikeres forståeligt i nutiden.

For mig spiller betydningen og den forståelige kommunikation så sandelig en stor rolle. Jeg bliver rimeligt irriteret, når nogen antyder noget andet. Men begge dele er på forhånd aflyst, hvis det ikke virkelig fandt sted. Så er der ikke nogen betydning at kommunikere. Når Luther understreger, at kristendom er et spørgsmål om præpositioner – altså at det skete for mig – så er forudsætningen, at det faktisk skete. Derfor spiller argumentationen for den historiske troværdighed en stor rolle for mig.

Man kan bemærke en lignende asymmetri i vores tilgang til nutidens etiske debatter, for eksempel den om vielse af homoseksuelle. Jeg har sans for frygten for, at vi kommer ud af takt med tiden, og at folk ikke forstår en bønne af det, vi siger. Jeg forstår godt dem, der er bange for, at kirken skal miste troværdighed, fordi den fastholder positioner, som mennesker finder komplet virkelighedsfjerne.

Men jeg er faktisk mere bange for at komme ud af takt med Gud og hans ord. I det første tilfælde kommer vi bare kommunikativt bagud på point. I det sidste mister vi åndelig kraft.

Til slut: Hvis nogen undervejs er blevet i tvivl om, hvorvidt ovenstående er psykologiske eller teologiske overvejelser, så forstår jeg dem. Det er jeg faktisk også selv! Ligesom jeg er bevidst om, at jeg alene behandler troens yderside og ikke det Helligåndens under, troen er.

Mit ærinde har været at lægge luft til betegnelsen "stærkt troende". Min tro er ikke stærk, men min tro og tvivl forholder sig til et stærkt budskab.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen