Et tidligt møde med døden. Et livslangt forhold til angsten

Det er en traumatisk oplevelse at få en kræftsygdom både for barn og familie. Det kræver psykologisk opfølgning efter raskmeldingen, skriver Michael Graversen

"I kølvandet på kræften kan der opstå en række psykiske lidelser som angst, tvangstanker og depression. Baseret på egne erfaringer med børnekræft og angst efterspørger jeg en opfølgende psykologisk indsats efter endt behandling og raskmelding," skriver Michael Graversen.
"I kølvandet på kræften kan der opstå en række psykiske lidelser som angst, tvangstanker og depression. Baseret på egne erfaringer med børnekræft og angst efterspørger jeg en opfølgende psykologisk indsats efter endt behandling og raskmelding," skriver Michael Graversen.

TRE UD AF FIRE børn overlever i dag kræft. I kølvandet på kræften kan der imidlertid opstå en række psykiske lidelser som angst, tvangstanker og depression. Baseret på egne erfaringer med børnekræft og angst efterspørger jeg en opfølgende psykologisk indsats efter endt behandling og raskmelding.

LÆS OGSÅ: At være tæt på en kræftsyg er også en kunst

Jeg løber frem og tilbage i lejligheden. Jeg græder og græder og er helt ude af den. Jeg kan ikke være i min krop og vil bare ud af den. Væk fra smerten og angsten. Jeg har ikke sovet i flere nætter. Nu får jeg sovepiller og føler, at jeg blokerer mig selv. Jeg bliver mere desperat, som timerne går. Sovepillerne må jeg snart ikke tage mere, og hvad skal jeg så gøre? Det er, som om der er en indre kraft, der er større end min egen vilje, som har taget over, og jeg er bange for at dø eller for at ende i en psykose.

Jeg sidder nu i en taxa. På vej til den psykiatriske skadestue i Hvidovre. Jeg ankommer til Brøndbyvester, hvor skadestuen ligger. Der er helt stille, og vinden risler harmonisk og fredfyldt i træerne. En kæmpe kontrast til det kaos, som hersker inden i mig. Jeg bliver indlagt på en afdeling for angst og depression og bliver sat i behandling med antidepressiv medicin.

Nu er der snart gået to år siden mit kollaps. Efter min indlæggelse har jeg haft et længerevarende psykologforløb og er trappet ned i min medicin. Det har været en benhård kamp indtil nu. Jeg føler, at jeg har været oppe imod Muhammed Ali, Mike Tyson og Mikkel Kessler på én gang.

Jeg er samtidig ikke i tvivl om, hvor min angst stammer fra. For 25 år siden vandt jeg i det forkerte lottospil, da jeg som 4-årig år fik konstateret leukæmi. Kun 3 ud af 100.000 børn om året får leukæmi, og der er kun 150 tilfælde af børnekræft om året.

I fem år bestod min hverdag af at tage piller, blive stukket, få kemo, kvalme, narkose og opkastninger. To gange fik jeg et anafylaktisk chok. Det er en ekstrem allergisk reaktion, hvor kroppen går i chok og dør, hvis ikke der bliver gjort noget hurtigt. Læger og sygeplejersker stormede ind på min stue, og det føltes som ét stort kaos. Jeg fik adrenalin i tide og overlevede.

I tiden efter ændrede jeg adfærd. Jeg blev bange for at falde i søvn, fordi jeg var bange for at dø, mens jeg sov. Jeg begyndte at snakke til mig selv i spejlet og lave en masse mærkelige ritualer. Og så fik jeg akut panik-angst, hvor jeg pludselig troede, at jeg ikke kunne trække vejret. Panikangsten fortsatte i en årrække efter jeg blev erklæret rask og har efterfølgende ligget latent og vist sig, hver gang jeg har været i forbindelse med sygdom eller sygehus.

INDTIL JEG BLEV 18 ÅR, gik jeg årligt til kontrol, hvorefter jeg var heldig at blive tilknyttet Rigshospitalets afdeling for senfølger, hvor jeg går til kontrol hvert andet år. Disse kontrolbesøg har primært været med fokus på det fysiske, og lægerne har gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe, men de har ikke været uddannede psykologer eller psykiatere.

Hvis man alligevel har kontrol op til 18-årsalderen, hvorfor så ikke indføre en psykologisk screening eller samtale, hvor man kan vurdere, om patienten og familien trænger til yderligere hjælp på det mentale område?

Da jeg havde kræft, var det kun 30-40 procent, der overlevede sygdommen, og i dag er man næsten oppe på fire ud af fem børn, der overlever kræft. Dermed opstår der et endnu større behov for, at der efter udskrivelsen bliver taget hånd om disse børn og ikke mindst deres familier.

Det er en traumatisk oplevelse at få en kræftsygdom både for barn og familie. Jeg ved, at der i dag bliver gjort et større psykologisk arbejde i den tid, hvor barn og familie er på sygehuset, men jeg vil bare gerne slå et slag for, at der at der indføres en psykologisk opfølgning efter raskmeldingen.

Michael Graversen,
studerende,
16B Ronald Road,
HP91AJ Beaconsfield,
Bucks,
England