”Jim og Ghita” er et umage par på en smuk ø

Smalltalken i "Jim og Ghita" er trættende, men der er noget at hente hos de personer og steder, makkerparret besøger, skriver Jesper Bacher

Foto fra DR-serien "Jim og Ghita".
Foto fra DR-serien "Jim og Ghita". Foto: Bjarke Iversen/DR Presse.

Danmark er et eventyrligt land. Det er præmissen for DR’s serie ”Jim og Ghita på nye eventyr”, som i denne uge gik ind i sin anden sæson. Her drager skuespilleren Ghita Nørby og designeren Jim Lyngvild rundt i landet for at besøge ”hemmelige, glemte, nye og overraskende kulturperler i Danmark”. Det koncept er da tv til tiden.

Coronakrisen lægger jo en stor dæmper på udlandsrejserne. Er tiden ikke til at søge eventyret på tropestrande, kan eventyret nu også findes ved hjemlige kyster. Palmernes sus er herligt, men bøgeskoven er heller ikke at foragte.

Poul Martin Møller skrev det så smukt, mens han var skibspræst på den langfart, mange må kigge langt efter i denne tid: ”Selv iblandt Constantias fulde ranker/ mindes jeg med længselsfulde tanker/ løvet i Charlottes bøgelund.” (Constantia findes i det sydafrikanske Kapland, og bøgelunden i danske Charlottenlund). Jo, Danmark er en rejse værd og ikke uden eventyr.

Man kan dog hurtigt få nok af idéen med at udstyre kendte mennesker med værtskabet i den slags programmer. Jeg ved det godt. Kendte navne sælger og vækker interesse, men når det kommer til sagens kerne, virker deres udbrud og kommentarer lettere forstyrrende og uvedkommende. Er det for meget at bede om værter, som er kvali-ficeret ved andet end deres kendisstatus fra andre sammenhænge?

I denne uge tog Ghita Nørby og Jim Lyngvild til Fanø. Jeg fik bestemt noget ud af at høre fannikkerne fortælle om natur og kultur, om egnsretter – og dragter, men jeg kan ikke sige, at der var meget udbytte i værternes gemytlige smalltalk.

Der var lidt ping-pong mellem den ældre diva og noget yngre designer og begejstrende udbrud. ”Gud, hvor jeg elsker det her,” lød det fra Jim Lyngvild, og Ghita Nørby istemte Fanøs pris: ”Hold kæft, hvor jeg synes, her er vidunderligt.” Jamen, så ved vi det. Man forstår, hvorfor de to faldt for Sønderho, men det blev noget trættende at lægge øre til.

Man fik dog lyst til at gøre en tur til Fanø, hvor jeg kun har været en enkelt gang for at se mindestenen for et økumenisk kirkemøde med deltagelse af den tyske modstandsteolog Dietrich Bonhoeffer.

Det siger selvfølgelig ikke så meget om Fanøs historie, så når mindestenen ikke var med i ”Jim og Ghita på eventyr”, skyldes det nok ikke Jim Lyngvilds udsagn om, at kristendommen er det værste, der er sket i danmarkshistorien.

Hvilket lys kaster den indstilling mon i øvrigt over rundturen i Danmark? Danmark ville jo være et helt andet land, også kulturelt, uden den kristendom, som Lyngvild altså regner for det værste, der er hændt os.

Der blev afsluttet med dans til muntre spillemandstoner og Ghita Nørby og Jim Lyngvild som frivillige bænkevarmere. De dansende par favnede hinanden på en speciel måde og meget langt fra den aktuelle holden afstand i sundhedens navn.

Således trådte dansen ud af corona-ens skygge. Det var nu ikke nogen ringe afslutning.

Jesper Bacher er sognepræst.