Et yndigt land?

Det danske landskab ser forpint ud efter vinterstormene og i det tidlige forårs nøgenhed. Det bliver tydeligere end nogensinde, at vi er kommet til at bo i et land, hvor offentlige steder forsømmes, og mennesker trækker sig tilbage til deres private lykke. Der er snavs og affald overalt. Ved Holbækmotorvejen på vej ind til København er siderabatterne fyldt til randen med rester af papir og plasticposer. På de små sogneveje i Vestsjælland kan man også møde små bunker af affald, efterladt af mennesker, der er ligeglade med deres omgivelser. For dem, der følger med i de endeløse tv-reportager om løgn over løgn i Thorsens forretningsverden er der et tilbagevendende motiv i optagelserne fra omgivelserne omkring domhuset i København: husvæggenes skrigende graffiti. På tærsklen til retfærdighedens hellige haller er der påmindelser om hærværk og foragt over for et af landets smukkeste klassiske bygningskomplekser. Den værste oplevelse i dette yndige land, for mig i hvert tilfælde, er angsten for at bruge offentlige toiletter. Det er altid en afvejelse mellem det naturlige behov og mødet med afføringsrester brugt til at male væggene eller gulvet. Også forleden på et ellers velholdt kirkegårdstoilet i udkanten af Odense. Selv når det ikke drejer sig om bevidst hærværk, er det svært at forstå, hvorfor folk, der bruger faciliteterne i togene, ofte ikke skyller ud efter sig. Synet af disse steder er nok til at give mig brækfornemmelser. På vej hjem i bil om aftenen kan jeg ofte være i tvivl, om jeg tør standse op ved motorvejens offentlige toilet. Selvom det står sort på hvidt, at stedet sidst er blevet rengjort samme eftermiddag, kan rummet få timer efter stinke af urin. Jeg kan kun konkludere, at nogle mennesker er ligeglade med, hvad de gør med deres efterladenskaber. Eller måske drejer det sig om en underlig glæde ved at gøre stedet utilgængeligt eller i hvert tilfælde ubehageligt for andre besøgende. Er vi blevet som hundene, der markerer deres tilstedeværelse på denne måde? Eller er jeg blevet hysterisk, overfølsom over for livets små overraskelser? Jeg mener, at jeg husker et andet Danmark. Det kan godt være, at jeg som så mange mennesker over 50 er begyndt at idyllisere gamle dage, men var det ikke bedre, dengang jeg først kom til landet i slutningen af 1960'erne? For mig, som var vant til amerikanernes mishandling af det offentlige rum i deres byer, var Danmark en behagelig overraskelse. Københavns gader var pæne og rene, og dengang kunne man bruge offentlige faciliteter uden at holde sig for næsen og lukke øjnene. I de sidste tredive år har Danmark ændret sig, og nogle vil måske her, som i så mange andre situationer, give indvandrere som mig skylden for, at alt er gået ad helvede til. Men det er alt for nemt at skyde skylden fra sig. Er vi ikke blevet for privatiseret? Har halvdelen af Danmark, specielt de unge, ikke trukket sig tilbage til Internets virtuelle verden? På denne måde kan man holde op med at se på sine fysiske omgivelser. Vi fylder vore hoveder med tv- og Internetbilleder lavet af dygtige mennesker, der gør livet lækkert og appetitligt, mens vore gader og andre offentlige steder bliver mere og mere grimme. Men livet leves endnu i nærmiljøet: Vores hjemmeside er endnu ikke så betydningsfuld som vores fysiske hjem og dets omgivelser. Måske vil næste generation forsvinde nogle år i Internetlege og den oppustede medieverden, hvor værdier skabes på grundlag af fantasi, og drømme er vigtigere end hverdagens virkelighed. Men en dag vil sæbeboblen briste. Hvordan vil vores landskab og offentlige steder se ud om ti eller tyve år? Vil velhavende danskere, som amerikanere for længst har gjort det, begynde at isolere sig i bevogtede idylområder for at holde snavset og grimheden på afstand? Der er et yndigt land. Der er stadigvæk små steder som Løgumkloster og Ribe, hvor en fælles ånd finder udtryk i smukke parker og forårsblomster på offentlige steder. Og hvor det ikke er ubehageligt at bruge offentlige faciliteter. Men Danmark som helhed? Som tidligere amerikaner mener jeg, at her som i så meget andet består faren ikke i en islamisering af vores land, men i en amerikanisering. Brian Patrick McGuire er professor i middelalderhistorie ved RUC