Modsat Kristeligt Dagblad mener jeg, at den offentlige opinion og vore politikere i alt for lang tid har beruset sig i selvtilstrækkelighedens lade følelse, og det omtalte billede af den døde dreng på stranden kan måske omsider få os til at komme til fornuft.
Billedet kan måske via fornuften få os til at handle - vække vore fantasikræfter og vor forestillingsevne, så vi får øjne og øren for medmennesket i nød. Hvis dette sker - og noget tyder på, at det allerede er sket i Tyskland - så har billedet netop ikke tilvejebragt en følelsesrus, men en folkelig fornuft og medfølelse. En sådan burde for længst være søgt aktiveret og motiveret af et politisk vågent lederskab.
At billedet af den lille syriske dreng skulle kunne være anstødeligt og krænkende er jeg uforstående over for. Er døden anstødelig og krænkende? Jo - måske når den vækker den samvittighed, der indser, at den for længst skulle have handlet og forsøgt at ændre dette lille menneskes livsvilkår. Nu ser vi måske kun modvilligt på billedet, fordi det så alt for tydeligt spejler vor uformåenhed - vort svigt. Og vi finder på ”gode etiske grunde” til ikke at konfrontere os med dette svigt - vort medansvar for den lille drengs dødsvilkår.
Apropos billedet af et afsjælet legeme, så kan man jo grunde over, om Kristeligt Dagblads etiske retningslinjer - og dets læsere - tåler synet af den korsfæstede Jesus Kristus.
Der er sikkert nogle, der vil finde Jesu Kristi korsfæstelse både anstødelig og krænkende. Ikke desto mindre er de kristne kirker i vid udstrækning fokuseret omkring netop dette billede. Og der er givetvis også rigtig mange ”årvågne” iagttagere, der vil mene, at dette billede ”rejser langt flere spørgsmål, end det besvarer”.
I hvert fald har det nu i over 2000 år givet anledning til rigtig mange refleksioner og afstedkommet en mangfoldighed af handlinger, der har været og stadig er båret af såvel fornuft som medfølelse.
At dele af den skrevne presse er mere optaget af at forklare og forsvare egen journalistiske etik end af den virkelighed, som det omtalte billede gengiver, siger mere end så meget andet om den kulturelle selvtilstrækkelighed, som de europæiske lande har hyllet sig i.
Som et menneske, hvis dagligdag er usikkerhed og sult, er man nok ikke så optaget af, hvorvidt den hånd, der rækker hjælpen frem, er båret af fornuft eller følelse - måske følelsesrus. Den slags motivforskning har man kun overskud til, når man sidder trygt og godt i sit europæiske elfenbenstårn.
I øvrigt mener jeg, at en etik, der ikke tåler synet af verdens realiteter, bør skrottes.
Mogens Ancher Pedersen, Egelandvej 75, Egtved