Prøv avisen
Debat

Svar til Brinkmann: Man bliver ikke fundamentalist, fordi man har Gud med

Jeg er ikke med på, at man blive fundamentalist, fordi man tager Gud med i sine etiske overvejelser. Ellers ville der godt nok være mange etikere, der var fundamentalister, skriver Carsten Hjorth Pedersen

STOR TAK TIL Svend Brinkmann for bøgerne ”Stå fast” og ”Ståsteder”. Som jeg udtalte i Kristeligt Dagblad den 9. juni, er de en forfriskende vårvind i den psykologiske og pædagogiske debat. Men samtidig med at jeg glæder mig over hans bidrag, kan jeg jo godt mene, at han mangler noget væsentligt.

I en kommentar i Kristeligt Dagblad den 10. juni skriver Svend Brinkmann: ”Hvis Hjorth Pedersens synspunkt er, at kun kristendommen ved noget om etik og det gode, da er det efter min mening udtryk for en meget problematisk form for fundamentalisme.”

Det er enkelt for mig at svare på Svend Brinkmanns bekymring: Naturligvis kan man tænke – og praktisere – nyttig og livsfremmende etik uden et gudsbegreb. Det findes der, som han selv nævner, talrige eksempler på. Ja, det er faktisk en kristelig pointe, at der findes en almen etik. Vi har derfor en lang, spændende og meningsfuld etisk samtale at føre med hinanden, hvad enten vi har Gud med eller ej.

Jeg er imidlertid ikke med på, at man blive fundamentalist, fordi man tager Gud med i sine etiske overvejelser. Ellers ville der godt nok være mange etikere, der var fundamentalister. Årsagen til, at det ikke er sådan, er blandt andet, at der i kristen etik er store åbne områder, som ikke er fastlagt af, hvad Bibelen siger. Desuden ligger jeg jo ikke inde med sandheden. Jeg kan endda blive meget klogere ved at lytte til almene etikere som Svend Brinkmann og andre.

Men jeg mener ikke, der er samme forankring for en etik i et lukket menneskeligt univers som for en etik, der er forankret i en guddommelig udenforstående virkelighed (uden at være fundamentalistisk). Så kan man selvfølgelig indvende, at også Gud blot er en menneskelig/sproglig opfindelse, og dermed er vi alligevel ikke kommet ”uden for boksen”. Men det er jo en ontologisk diskussion, ikke en etisk.

Så vil jeg naturligvis opfordre Svend Brinkmann til at læse min nye bog ”Skift fokus”, der var afsæt for interviewet i Kristeligt Dagblad. Dens primære ærinde er nemlig ikke at skyde på almene etikere – og opdragere – som ikke tager Gud med i ligningen, men at prøve at påvise, hvor nyttigt, livfuldt og befriende det er, at vi har en Gud over os og en næste ved vores side. Vel at mærke således, at de to dimensioner holdes sammen, derved at vi har ansvar for over Gud i vores interaktion med næsten.

Jeg ser kort sagt et stort opdragelses- og dannelsesmæssigt potentiale i, at jeg og barnet sammen står under en højere autoritet. Det modvirker den overanstrengelse, der let opstår, når han er fraværende. Det rummer også guddommelig tilgivelse og evighedshåb.

Vores tid er præget af, at det er problematisk at have Gud med i den offentlige diskurs. Med min bog forsøger jeg – på mit felt, der er det pædagogiske – at påvise, hvor nyttigt og realistisk det derimod er at stå i en forpligtende gudsrelation, når det forstås og praktiseres ret.

Jeg er ikke sprogmand. Men det forekommer mig, at selve næste-begrebet historisk og fænomenologisk er knyttet til menneskets ansvar over for Gud. Søren Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad siger i hvert fald: ”Næsten bliver næste, fordi du ser Gud i din næste.” Så når jeg prøver at holde liv i dét begreb, er det for at fastholde, at de to dimensioner hænger sammen. Og jeg mener, at når Svend Brinkmann og andre bruger næste- begrebet (selvom de vist ikke bruger det så flittigt som jeg), så trækker de på en specifik kristen sprogbrug.

Carsten Hjorth Pedersen er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut og forfatter til bogen ”Skift fokus. Opdragelse med Gud og næsten i centrum”.