Etikken halter i medicinske forsøg

LÆGEETIK: Patienter, der deltager i medicinske forsøg, skal ikke forvente at blive informeret tilstrækkeligt om gener, der kan opstå i forbindelse med et forsøg

Når jeg tilbagevendende forholder mig kritisk til den lægelige etik, specielt i forbindelse med den udbredte forsøgsvirksomhed med patienter, får jeg af læger og embedsmænd at vide, at jeg taler om stenalderen. Etikken har nemlig forbedret sig betydeligt i de seneste årtier, mener de.

Dette vil jeg ikke benægte, den kan dårligt være blevet ringere, og der findes da også især blandt yngre læger en øget bevidsthed om patienters rettigheder, information og samtykke. Men alligevel er der grundlæggende ikke sket de store fremskridt på trods af diverse lægeetiske dokumenter og lovgivning. Dette får jeg desværre gang på gang dokumenteret ved henvendelser fra patienter, som har følt sig svigtet og frataget deres rettigheder.

Senest fik jeg en henvendelse fra en ung mand – lad os kalde ham Per – som er indforstået med, at jeg her fortæller hans historie. Han blev overtalt til at medvirke i et medicinsk forsøg vedrørende astmavacciner. Som den slags forsøg plejer at være opbygget, bestod forsøgspersonerne af to grupper af astmapatienter inddelt efter lodtrækning, én gruppe, som fik den vaccine, man ville afprøve, og en anden gruppe, som fik placebo, det vil sige et ikke-virksomt stof, og ingen af de to grupper vidste, hvem der fik hvad.

Per fik i alt 32 injektioner og blev dårlig hver gang med kraftig hovedpine og træthed, lidelser, der efterhånden også fratog ham arbejdsevnen. Dette påtalte han naturligvis over for den ansvarlige læge, der blot trak på skuldrene. Da forsøget var afsluttet, blev det åbenbaret, hvilke patienter der havde fået astmavaccinen, og hvilke der havde fået placebo. Det viste sig nu, at Per havde fået sidstnævnte. Dette undrede ham naturligvis, idet placebo sædvanligvis ingen virkninger eller bivirkninger har, og han gravede derfor ned i sagen og anmodede blandt andet om at se forsøgsprotokollen, altså det dokument, som beskriver forsøget og danner grundlag for dets godkendelse i Den Centrale Videnskabsetiske Komité. I protokollen og i den skriftlige patientinformation stod der intet om, at placebo indeholdt et aktivt stof (histamindihydroklorid), som hos astmatikere kan fremkalde hyperallergi, hvilket skete i Pers tilfælde.

Jeg har fulgt sagen meget nøje, da Per har tilsendt mig kopier af sin fyldige korrespondance med Den Centrale Videnskabsetiske Komité, Lægemiddelskadeankenævnet, Patientforsikringen med videre. Det har været en sej omgang. Først benægtede man, at Per havde haft de omtalte symptomer. Dernæst benægtede Den Centrale Videnskabsetiske Komité, at de havde behandlet protokollen sjusket ved ikke at have anmodet om en uddybning af placebostoffets karakter. Dette forhold blev dog ændret, fordi en henvendelse til sundhedsministeren bevirkede, at komiteen måtte give Per en undskyldning.

Endelig indbragte Per sagen for Patientforsikringen med en anmodning om erstatning for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste. Her fik han afslag blandt andet med den begrundelse, at det injicerede stof var blevet givet i så små mængder, at det ikke kunne have givet de tilbagevendende gener. Dette afslag indbragte han omsider for Lægemiddelskadeankenævnet, der medgav, at Per sandsynligvis var blevet påført fysiske skader som følge af det injicerede stof. Alligevel fandt man ikke anledning til at ændre Patientforsikringens afslag på erstatning under henvisning til, at de omtalte gener ikke oversteg "hvad man måtte forvente ved deltagelse i medicinske behandlingsforsøg".

Dette til skræk og advarsel for patienter, der opfordres til at deltage i medicinske forsøg: For det første kan man ikke forvente at blive informeret tilstrækkeligt til at foretage et ægte samtykke. For det andet kan man ikke forvente at blive tilstrækkelig orienteret om de gener, der kan opstå i forbindelse med forsøget. For det tredje kan man ikke have tiltro til, at Den Centrale Videnskabsetiske Komité er en tilstrækkelig garant for forsøgets etiske aspekter. Og endelig, hvis man ønsker at klage over manglende overholdelse af patienters rettigheder, er vejen lang og trang med ydmygende fordrejninger og afslag til følge.

Lone Scocozza er professor i folkesundhed