Etisk set: Pigerne i Simon Spies' kreds blev udsat for noget urimeligt og afskyvækkende. Men en undskyldning er meningsløs

Vi må ikke lade os anfægte af fortiden, det er kun nutiden og fremtiden, vi kan ændre på, skriver Katrine Frøkjær Baunvig

Det er let at slå fast, at noget sådan ikke må gentage sig. Men det krav om undskyldning, der rejser sig i udsendelsernes kølvand, er ukonstruktivt og fundamentalt meningsløst, skriver Katrine Frøkjær Baunvig.
Det er let at slå fast, at noget sådan ikke må gentage sig. Men det krav om undskyldning, der rejser sig i udsendelsernes kølvand, er ukonstruktivt og fundamentalt meningsløst, skriver Katrine Frøkjær Baunvig. Foto: Pressens Bild/TT/Ritzau Scanpix.

"Er du sikker på, at det ikke er krænkende?" Spørgsmålet runger på parkeringspladsen mellem Aarhus Universitets Nobelparks bygning 1451 og 1453. Det når mig gennem vinduet. Jeg sidder ved mit skrivebord på mit kontor og glaner ud over en forsamling af nye studerende. For tiden summer Aarhus Universitet af nystartede studerendes rystesammenlege. I år er de bemærkelsesværdigt ædruelige. Fra mit kontorvindue kan jeg se en hjertegribende flok af, hvad jeg antager, må være splinternye teologistuderende stavre sig igennem en lanciers uden andet end fælles forlegenhed at tildække sig med. Ser man bort fra det ydmygende ved at skulle kaste sig ud i dansen, foregår der virkelig ikke noget krænkende på pladsen. Les Lanciers er en tøjlet og overmåde tækkelig selskabsdans, som blev udviklet i England i begyndelsen af det 19. århundrede. Den faldt i brede dele af det europæiske borgerskabs smag fra midten af århundrede. Dansen er altså vokset til i en periode, som gerne kaldes "victoriansk" og er tilpasset et socialt miljø, der gerne betegnes som puritansk eller bornert. Den mulige krænkelse burde med andre ord ikke kunne være seksuel.

Men spørgsmålet kunne jo godt angå selve det at danse en dans fra en historisk problematisk periode – en periode fuld af koloniudnyttelse og kvindeundertrykkelse? Dansen rummer under alle omstændigheder indiskutabelt et ekko af en binær kønsopfattelse. Der er således letafkodelige kjole- og buksepositioner. På pladsen fortolkes disse imidlertid meget flydende. Det er ganske enkelt en nødvendighed, eftersom hovedparten af de studerende er kvinder.

Den vågne eller woke overvejelse muliggøres måske af de nye rammer, som Aarhus Universitet har sat for arrangementet. Universitetet har nemlig fastlagt, at alkohol ikke hører hjemme i rusugens faglige program – det vil i praksis sige, at der ikke må indtages alkohol i dagstimerne og på universitetets matrikel. Derfor gennemgår russerne deres initiation i en påfaldende vågen og veloplagt tilstand. Beslutningen er oplagt og fornuftig – den flugter med tidsånden og et tiltagende opgør med en uhensigtsmæssig drukkultur. Men jeg er spændt på, om spørgsmålet på parkeringspladsen er et forvarsel. Jeg venter spændt på, hvad generationerne omsætter den omsiggribende ædruelighed til. Mit ønske er, at den frisatte energi vil antage konstruktive former og løbe i retning af både de værdier og den kulturarv, vi værdsætter og de mange problemer, vi som samfund står overfor. Jeg håber med andre ord, at vi ikke alene veksler energien til et kollektivt og kulturelt selvhad til en fuld og upassende fortid. Men jeg har mine bekymringer.

I disse dage summer det offentlige rum af forargelse over en mand, der har været død lige så længe, jeg har levet: Simon Ove Christian Ogilvie Spies (1921-1984). Forretningsmand, bogholder, cand.psych., cand.polit., levemand, rejsekonge, provocateur. Sådan kunne en tøvende indkredsning af hans virkefelter begynde. Men den kunne og bør nok også fortsættes. Med mærkater som klam, sadistisk, liderlig, stofmisbruger. Det er under alle omstændigheder væmmeligt at høre beretninger om, hvad hans "morgenbollepiger" (for som 15-17-årige var de rettelig ikke "morgenbolledamer", sådan som de før har heddet) blev udsat for i 1960’erne og 1970’erne, således som man kan på flere udsendelser på DR for tiden. Pigerne blev bestemt udsat for noget urimeligt og afskyvækkende. Det er let at slå fast, at noget sådan ikke må gentage sig. Men det krav om undskyldning, der rejser sig i udsendelsernes kølvand, er ukonstruktivt og fundamentalt meningsløst. Simon Spies var - blandt meget andet - klam. Hans samtid var - blandt meget andet - klam. Fortiden er - blandt meget andet - klam. Men det er kun nutiden og fremtiden, vi kan ændre på.

Jeg foreslår, at vi lærer, hvad vi kan af fortiden, så vi kan forme en gunstig fremtid – frem for at lade os anfægte af historiske forhold, selskabsdanse eller personer, der, fordi de enten er døde eller aldrig har været levende personer, alligevel ikke er i stand til at forklare eller undskylde sig – for slet ikke at tale om at styre, vaske eller barbere sig.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer og ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.