Prøv avisen
Debat

Det europæiske samarbejde må tænkes om, hvis EU skal overleve

Det handler heller ikke om, at vi slår de gyldne porte til Europa op og venter på at tage imod alle, der gerne vil have en bid af den europæiske drøm. Derfor er det også vigtigt at differentiere mellem økonomiske migranter og flygtninge, der er flygtet fra krig og politisk forfølgelse. Foto: Nima Stock

I dag fejrer EU 60-året for indgåelsen af Rom-traktaten. Mens jubilæet markerer 60 års samarbejde på tværs af grænserne i EU, står Unionen måske mere end nogensinde før ved en vigtig korsvej, hvor den selvskabte EU-boble har vokset sig så stor, at den er på randen af at briste

I dag fejrer EU 60-året for indgåelsen af Rom-traktaten. Mens jubilæet markerer 60 års samarbejde på tværs af grænserne i EU, står Unionen måske mere end nogensinde før ved en vigtig korsvej, hvor den selvskabte EU-boble har vokset sig så stor, at den er på randen af at briste.

Den hurtigt voksende populisme har været med til at sætte ild til EU’s splittelse og gjort politikerne handlingslammede.

Vi havde set det komme. Symptomerne var der. EU-ræset om at belære os om den rette sandhed gjorde, at befolkningerne mistede tilliden. Den voksende nationalisme er et godt eksempel på dette. Forstår man ikke det fremmede, i dette tilfælde EU-politik, kigger man indad og dyrker den nationale selvforståelse, som er genkendelig for mange.

Og Unionen er presset. Faktorer som Putin, Trump og populisme spiller en betydelig rolle, men EU’s handlingskraft og kapacitet til at varetage både eksterne og interne faktorer er afgørende. Skulle der i virkeligheden Brexit og en flygtningekrise til, før EU vågnede op fra deres indspiste boble og forstod, at den måde, man fører politik på, ikke virker længere?

Selvom der er meget, der kan fejres, når EU markerer 60-årsjubilæum i dag den 25. marts, heriblandt vores bevægelsesfrihed, frihandelsaftaler, demokratiske spilleregler for alle EU-lande og promovering af frihedsrettigheder, ser vi en Union, der er presset og er gået på kompromis med mange af de værdier, som den engang havde grobund i. For selvom Brexit, Trump og Putin er store hovedpiner, er det nok snarere en fejlslået asyl- og migrationspolitik, der allerede har og vil komme til at spænde ben for EU som regional magt, der kan handle i verden.

Mange af medlemslandene ved, at asyl- og migrationspolitik er alt for politiseret, og derfor ser man også, at de er diskrete og ikke særligt transparente angående den politik, de fører, hvor der heller ikke bliver taget initiativer eller konkrete forpligtelser over for asyl- og migrationspolitik. Der bliver taget hastebeslutninger ved at udelade eksperternes domme på området, og hvor inkompetente politikere tager beslutninger på området. Det er også tilfældet med Danmark, selvom vi står uden for EU’s asyl- og indvandringspolitik.

Problemets kerne er en fejlslået Dublin-forordning og manglende ansvar fra medlemsstaterne, der fremstilles som et rædselsslagent populistisk slogan om, at flygtningekrisen er ved at knække EU.

Det får mange borgere til at blive skeptiske over for EU’s kapacitet til at løfte opgaven.

Problemet med Dublin-forordningen er, at den placerer asylbehandlingen i det land, hvor flygtninge først bliver registreret, altså hovedsageligt Grækenland og Italien. På denne måde frasiger de andre medlemsstater sig et fælles ansvar.

I stedet pumper vi penge ud til indsatser for at kontrollere Europas grænser, mens mange medlemslande, heriblandt Danmark, gennemfører nationale foranstaltninger, der medfører, at flygtninge vælger at tage til et andet land.

Vi ser et system, der laver lappeløsninger ved at kaste penge ud til kontrol og ydergrænser, og hvor sikkerhed bliver topprioritet på bekostning af de menneskerettigheder og værdier, Unionen engang har bygget sig selv på. Og når Unionen ikke beskytter sine værdier, eksisterer den ikke længere.

Det handler heller ikke om, at vi slår de gyldne porte til Europa op og venter på at tage imod alle, der gerne vil have en bid af den europæiske drøm. Derfor er det også vigtigt at differentiere mellem økonomiske migranter og flygtninge, der er flygtet fra krig og politisk forfølgelse.

Det handler om, at EU tager ansvar for de værdier, Unionen bygger på.

Duygu Cakir er cand.mag. i mellemøststudier.