EU baner vejen for brintkøretøjer i Europa

Sammen med biobrændsel og elektricitet kan brintenergi i høj grad medvirke til at reducere vores afhængighed af olie

EUROPA-PARLAMENTET har næsten enstemmigt vedtaget en rapport omkring typegodkendelse af brintkøretøjer.

EU understreger, at brint-energi er et reelt alternativ, men indtil nu har der ikke været et fungerende indre marked for brintkøretøjer i EU. Europa-Parlamentet har derfor med denne vedtagelse banet vejen for den nye teknologi ved at etablere minimumsstandarder og licens- kriterier på EU-basis.

For de parter i Danmark, som for eksempel H2Logic i Herning, der allerede er i fuld gang på dette område, er det en særdeles god nyhed. Og formand for H2Logic, regionsrådsmedlem i Region Midt Poul Müller (K), siger om vedtagelsen i Europa-Parlamentet: Hermed får vi ny kraft til vores miljø- og energisatsning i Region Midtjylland. Vi skal nu markant styrke vores egen satsning på brintteknologi. Det hjælper på klimaområdet og giver meget perspektivrige og helt enorme erhvervsmuligheder.

Sammen med biobrændsel og elektricitet kan brintenergi i høj grad medvirke til at reducere vores afhængighed af olie. Yderligere vil brugen af brintenergi formindske luftforureningen og medvirke til, at vi når CO2-målene i transportsektoren.

IDÉEN MED EN brintøkonomi, som er totalt fri for skadelige elementer, er fascinerende, sagde Malcolm Harbour, som er medlem af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet. Jo hurtigere vi kommer i gang på dette område, jo højere vil antallet af køretøjer og brintstationer blive, mente flere parlamentsmedlemmer efter vedtagelsen.

Denne vedtagelse i Europa-Parlamentet er med til at understrege, at EU kan spille en meget afgørende rolle ved løsningen af store og grænseoverskridende problemer. Klima-, energi- og miljøudfordringer er i sandhed grænseoverskridende, og derfor er vi nødt til i Europa at stå sammen om løsningen af disse.

Det er i sandhed en god nyhed lige nu og her, at EU helt konkret har banet vejen for brintkøretøjer i Europa. Det er især en god nyhed for klimaet, energiudfordringerne og miljøproblemerne, men så sandelig også for alle de enkeltpersoner samt små og store virksomheder, der i årevis har kæmpet på dette område til gavn for os alle.

Tove Videbæk (K),
Birkebæk 10,
Brande