Naturligvis er det tyrkiske ja til forfatningsreformen ved søndagens folkeafstemning en stor sejr for statsminister Erdogan. Han er blevet styrket forud for parlamentsvalget, der senest skal komme til næste år, og kan måske se frem til en tredje periode som regeringschef.
Men set med danske og europæiske briller er resultatet først og fremmest et ja til reformer, som er nødvendige, hvis Tyrkiet skal gøre sig håb om at komme med i EU. Det nu vedtagne forslag indeholder i alt 26 ændringer i Grundloven, der blandt andet sigter mod indførelse af en ombudsmand, mulighed for kollektiv forhandling for offentligt ansatte og positiv særbehandling af ældre, børn og handicappede. Reformen vil også gøre det muligt at retsforfølge kupmagere i militæret og give parlamentet større medindflydelse på udnævnelser i retssystemet.
Det store oppositionsparti, CHP, afviste blankt regeringens forslag - og har her lavet et rent selvmål. Partiet har ellers haft vind i sejlene, efter at det smed den tidligere leder, Baykal, på porten, og Kilicdaroglu overtog lederskabet. Men partiet er blevet taget på det forkerte ben - formentlig fordi Baykal i sin tid gik imod forslaget, og partiets konservative generalsekretær blev siddende efter lederskiftet og fortsat er magtfuld. CHP argumenterede med, at reformforslaget skyldtes AKP's ønske om at sætte sig på domstolene.
Der skal dog mere til end et ja ved folkeafstemningen for at bringe forhandlingerne om tyrkisk EU-medlemskab tilbage på sporet – i øjeblikket blokerer EU 17 af de 33 kapitler, der skal forhandles, før tyrkisk EU-medlemskab kan komme på tale.
Den tyrkiske regering bør fremskynde reformprocessen og i særlig grad sikre domstolenes reelle uafhængighed, modernisere reglerne for partistøtte og styrke retten til at ytre sig og foreningsfriheden. De seneste års reformforslag har i særlig grad øget AKP's politiske magt og ikke i tilstrækkelig grad fremmet en mere dybtgående demokratisering og liberalisering af det tyrkiske samfund. Et særligt problem er, at spærregrænsen for at komme i parlamentet er på 10 procent, hvilket er uhørt i et vestligt demokrati – i Danmark ligger den på to procent. Det kurdiske parti bliver særligt ramt heraf – hvilket næppe er noget tilfælde - da partiet typisk får omkring syv procent af stemmerne.
Men også EU bør rykke. Det er helt uacceptabelt, at Republikken Cypern bruger sit medlemskab af Unionen til at sabotere forhandlingerne med Tyrkiet: Cypern har blokeret forhandlingerne om en række kapitler og har nedlagt veto mod, at den tyrkisk-cypriotiske del af øen får mulighed for at handle med EU - hvilket EU-lederne ellers lovede Tyrkiet tilbage i 2004. Det gør ikke sagen bedre, at Frankrig og Tyskland dækker sig bag Cypern - de to lande ønsker ikke fuldt tyrkisk EU-medlemskab, men kun et "privilegeret partnerskab", hvilket er et slags B-medlemskab.
Europa og Danmark har en vital interesse i at knytte Tyrkiet tættere til EU: Et hastigt voksende tyrkisk marked og stærk økonomisk vækst, Ankaras afgørende rolle i fredsprocessen i Mellemøsten og landets omfattende betydning i forhold til europæisk energiforsyning - indikerer med al tydelighed, at EU har mindst lige så meget brug for Tyrkiet, som Tyrkiet har brug for EU, og at fremskridt i Tyrkiets optagelsesforhandlinger kan få omfattende betydning for EU?s fremtid.
Har vi i Danmark overhovedet indset de mange potentielle fordele, EU ville kunne nyde godt af med et Tyrkiet indlemmet under EU's vinger, og ja, lært at vende tingene lidt på hovedet og stille os selv det afgørende spørgsmål: Kan EU undvære Tyrkiet?
Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen