Kristeligt Dagblad mener: EU og USA må gå sammen om at konfrontere Kina

"Rusland er stormen, Kina er klimaforandringer." Sådan beskrev lederen af den tyske efterretningstjeneste BfV, Thomas Haldenwang, for nylig den geopolitiske virkelighed, som Vesten står over for i det 21. århundrede. 

Selvom det er Ruslands invasion af Ukraine for et år siden og de deraf følgende konsekvenser for Europa, der lige nu optager regeringer og offentligheden i vores del af verden, så er det rivaliseringen mellem stormagterne i øst og vest, Kina og USA, der former århundredets største og vigtigste geopolitiske brudlinje. Som det blev beskrevet i lørdagens avis, betegner nogle denne konflikt som "en ny kold krig" mellem to ideologisk uforenelige blokke. 

Spændingerne vokser. Det så vi eksempelvis i februar med balladen om USA's nedskydning af en kinesisk luftballon, som amerikanerne hævdede havde spionageformål. Og rivaliseringen er ikke bare kommerciel og teknologisk, men har i stadig højere grad også ideologiske og endda militære undertoner. 

Men mens USA går frontalt i clinch med den kinesiske gigant, så kritiserer nogle udenrigseksperter EU for at pleje sine økonomiske interesser i Kina – og sin afhængighed af kinesiske råvarer – og lade den amerikanske allierede udkæmpe slaget mere eller mindre alene. Eksempelvis holdt europæiske ledere sig på sidelinjen, da USA nedskød den kinesiske ballon ud for sin sydøstlige kyst. EU's udenrigschef, Josep Borrell, har dog gjort det klart, at en rød linje overskrides, hvis Kina begynder at levere våben og ammunition til Rusland. Et scenarie, som USA har advaret om. 

USA's præsident, Joe Biden, lægger op til, at "ligesindede lande skal stå sammen". Men EU er ikke en nation og kan have vanskeligt ved at tale med én stemme. Landene på Europas østlige flanke opfatter typisk USA som en garant for deres sikkerhed og er tilbøjelige til at lægge sig i amerikanernes kølvand. Andre, heriblandt først og fremmest Tyskland, har et meget stort og forståeligt behov for at værne om økonomiske interesser i Kina. 

EU er mere villig end USA til at samarbejde med Kina og ser i mindre grad det store land i øst som en eksistentiel trussel. Men Europa bør ikke betragte den nye kolde krig som en bilateral magtkamp mellem Kina og USA. Dette vil blot gøre det gamle kontinent irrelevant og utroværdigt i den nye verdensorden samt give Kina blod på tanden til at tilrane sig mere indflydelse. Det er ikke i USA's eller Europas interesse, at EU blot påtager sig rollen som passiv tilskuer til det 21. århundredes største magtopgør. 

Europa skal balancere mellem idealisme og pragmatisme og begrænse sin økonomiske afhængighed af Kina uden at kappe båndene. Europæerne skal ikke gøre skade på sig selv i forsøget på at holde Kina i ave, men udnytte kinesernes store interesse i EU's markeder som redskab til at øve indflydelse på Beijing.