EU-politiker: Vi må tage hånd om almindelige menneskers frustrationer

Hvis Europa ikke skal falde i populismens og protektionismens kløer, er det nødvendigt, at vi stopper op og tager folks bekymringer alvorligt. Den eneste løsning på tidens tendenser er at gøre EU til et samarbejde til gavn for alle

Hvis Europa ikke skal falde i populismens og protektionismens kløer, er det nødvendigt, at vi stopper op og tager folks bekymringer alvorligt. Den eneste løsning på tidens tendenser er at gøre EU til et samarbejde til gavn for alle, skriver Ole Christensen, som er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.
Hvis Europa ikke skal falde i populismens og protektionismens kløer, er det nødvendigt, at vi stopper op og tager folks bekymringer alvorligt. Den eneste løsning på tidens tendenser er at gøre EU til et samarbejde til gavn for alle, skriver Ole Christensen, som er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

FOR OTTE ÅR SIDEN jublede vi europæere i takt med amerikanerne, da de valgte Barack Obama til præsident. Den 8. november i år var verden en anden. Forretningsmanden Donald Trump havde vundet nøglen til Det Hvide hus.

I Europa lød der ramaskrig over valget. Hvordan kunne amerikanerne dog vælge en mand som Trump?

Sandheden er desværre, at Trump også kunne være valgt i Europa. Overalt i den vestlige verden ser vi de samme strømninger. Trump repræsenterer blot en del af en æra, hvor ethvert land har nok i sig selv. Hvor internationalt samarbejde kun er acceptabelt, hvis det kan måles i sorte tal på bundlinjen. Og hvor mangfoldighed er et skældsord snarere end et ideal.

Jeg er ikke enig i disse synspunkter, og de bekymrer mig. Europa og den vestlige verden har opnået meget de seneste 70 år. Vi har frie og åbne samfund, og vores internationale samarbejde har sikret, at kun de færreste nulevende europæere har oplevet krig i deres eget land. Det skal vi holde fast i.

DE TENDENSER, som Trump repræsenterer, trækker i den stik modsatte retning. Men i stedet for kun at have hån til overs for denne udvikling må vi kigge indad.

Donald Trump fik opbakning fra en stor, frustreret arbejderklasse. De har ikke oplevet gevinsterne ved globaliseringen. Tværtimod er de blevet fattigere, og de frygter, at udefrakommende kræfter skal lægge hele det fundament brak, som de og deres familier har opbygget.

Den samme situation kan overføres til Europa. Mange er frustrerede over at se deres arbejdspladser flytte til udlandet, hvor arbejdskraften er billigere, og hvor arbejdsgiverne ikke i samme grad skal bekymre sig om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Over at se banker og store virksomheder køre på frihjul, mens almindelige mennesker betaler gildet. Jeg forstår dem godt.

Men i stedet for at afskærme os fra internationalt samarbejde, skal vi ændre EU-systemet indefra. I 20 år har en borgerlig-liberal akse styret EU. Mens banker og store selskaber har haft kronede dage, er den almindelige europæer nogle gange blevet glemt. Det dur ikke, og derfor skal der andre boller på suppen.

I EUROPA-PARLAMENTET kæmper jeg for den almindelige danskers og europæeres rettigheder. Jeg vil ikke finde mig i, at danske chauffører mister deres job, fordi arbejdsgivere hyrer udenlandske chauffører til at køre i Danmark på ulovlige og urimelige vilkår. Eller at kabinepersonale og piloter i luftfarten arbejder under helt horrible forhold, mens selskaber kan udbyde latterligt billige flybilletter og samtidig høste en fed fortjeneste.

På samme måde skal vi slå hårdt ned på virksomheder, der begår skattesnyd og skatteunddragelse. Vil man sælge produkter og tjenester til de europæiske forbrugere, skal man bidrage til samfundet. Disse er blot nogle af de ting, vi socialdemokrater arbejder for i Europa-Parlamentet. De skal ikke ses som en måde at spise en kritisk befolkning af på, så vi kan fortsætte i den samme rille. Tværtimod skal de ses som en måde at ændre systemet indefra på.

Hvis Europa ikke skal falde i populismens og protektionismens kløer, er det nødvendigt, at vi stopper op og tager folks bekymringer alvorligt. Den eneste løsning på tidens tendenser er at gøre EU til et samarbejde til gavn for alle.

Ole Christensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.