Europæerne har ikke opdaget dette faktum. De forestiller sig, at de står som en neutral observatør til konflikten og deler ris og ros ud til kombattanterne. De har i al deres naivitet og selvgodhed overset, at de selv er hovedansvarlige for opkomsten af antisemitismen og antijudaismen.
LÆS OGSÅ: "Hvornår er man antisemit?"
Og med den europæiske middelklasses alliance med palæstinenserne er de med al deres oparbejdede ideologisme med til at vitalisere idiosynkrasierne mod Israel. De ser palæstinenserne som de svage og jøderne som de stærke.
De overser således, at Israel er et produkt af europæisk antisemitisme. Den danske udenrigsminister Søvndal (SF) er eksponent for denne ideologiske tankegang med sit forsøg på at skabe en palæstinensisk ambassade i København. Søvndal ville næppe med samme iver advokere for etableringen af en baskisk, bretonsk eller kurdisk ambassade.
Som ideologi er antisemitismen skabt af den europæiske intelligentsia i det 19. århundrede. På det polemiske plan må man derfor stille sig det spørgsmål, hvorfor den europæiske opinion er så voldsomt negativ over for staten Israel, når den vestlige civilisation har accepteret koloniseringen af Australien, Canada, New Zealand og USA.
Svaret er, at europæerne allerede inden koloniseringen af Israel et område på størrelse med Jylland havde oparbejdet en lærd ideologi mod jøderne. Men i modsætning til europæernes kolonisering af Australien, New Zealand og USA, så var jødernes kolonisering af Israel en reconquista, det vil sige en tilbagevenden til landet.
Der har således boet jøder i området siden 1200-årene før vor tid. Araberne erobrer først Israel i 600-årene. Jødiske menigheder har altid eksisteret i området også efter den arabiske okkupation, og der er også kommet diaspora-jøder til Israel op gennem historien, for eksempel i forbindelse med den store jødiske katastrofe i Østeuropa 1648-1658 og efter 1492, hvor det blev forbudt jøderne at opholde sig på den iberiske halvø.
Theodor Herzl (1860-1904), der blev grundlæggeren af zionismen, ser antisemitismen som en del af europæisk kultur. Han erfarede, at den vestlige jødedom efter Napoleonskrigene, hvor jøderne insisterede på en europæisk integration, blev ofre for antisemitismen.
Den tysk-amerikanske jøde Hannah Arendt (1906-1975), hvis holocaustparadigme har været altdominerende siden publiceringen af hovedværket Det totalitære herredømmes oprindelse (1950), gør gældende, at jo mere jøderne ville integration og assimilation, jo mere markant blev antisemitismen.
Denne absurde lovmæssighed skabte forudsætningerne for Herzls zionisme og etableringen af staten Israel. Herzls zionisme blev kreeret som en negation til den europæiske antisemitisme i det moderne. Jøderne måtte ifølge Herzl etablere en nation, der kunne beskytte jøderne mod vilkårlig vold.
Arendt skelner mellem en social og økonomisk antisemitisme. Den sociale og økonomiske antisemitisme byggede på erfaringer, om end fordrejede erfaringer med de jødiske samfund. Den totalitære antisemitisme derimod fandt sin næring i storbyernes massesamfund blandt bærerne af moderniteten i den fragmenterede udgave.
De var uden erfaringer med de jødiske samfund. Her konstruerer man ganske enkelt en antisemitisme, det vil sige en ideologi løsrevet fra al erfaring med de jødiske samfund. Det var denne totalitære antisemitisme, der blev fundamentet for nazismen, sådan som nazismen udviklede sig efter Nürnberg-lovene i 1935 og Krystalnatten i 1938.
For Hannah Arendt er ondskabens banalitet forbundet med massemennesket og er nøglen til forståelsen af holocaust. Ondskabens banalitet er således ikke universel eller et ahistorisk fænomen, men epokalt bestemt.
I et samfund, hvor borgeren er uden menneskeligt perspektivbytte, er tilliden og etikken umulig. Her kan samfundet kun fungere ved hjælp af ideologi og regelstyring. Det er i et sådant samfund, ondskabens banalitet har sin genese. Hvis samfundet er uden social sammenhængskraft eller national forankring, vil potentialet således være til stede for det totalitære. Så baseres samfundet ikke længere på erfaringer, men på social-konstruktivisme og ideologi.
Det var socialkonstruktivismen, der skabte Tyskland som en top down-udviklingsmodel, altså som ideologi efter Den Fransk-tyske Krig, og som desværre er blevet motoren i EU-projektet.
Den danske folkelighed i en grundtvigsk optik er derimod en markant modvægt til socialkonstruktivismen, fordi den er baseret på erfaringer hos almindelige borgere. Europa er derfor tvunget til at tage et selvopgør med historien, sådan som tyskerne har gjort efter Anden Verdenskrig, hvis vi skal imødegå socialkonstruktivismen, antizionismen og antisemitismen.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus