Prøv avisen
Debat

Europa efter Brexit: Når frygten sejrer over fornuften

Europa må genopfinde sig selv for at sikre sin fremtid, skriver debattør. Foto: Irina Kalashnikova/Sipa

Det kan da godt være, at Cameron og hans parti vandt valget sidste år ved at kaste benzin på frygtens og frustrationens bål; men det har også skabt den storbrand, som nu har raseret hans parti og hans land og den arv, han efterlader, skriver Dominique Moisi

Den tidligere præsident Roosevelt erklærede engang, at ”det eneste, vi har at frygte, er selve frygten”.

Den britiske exit-afstemning har lige vist os, at det havde han ikke helt ret i.

Lige over halvdelen af dem, som stemte, valgte at træde ud af Den Europæiske Union. Vi bør således også frygte folk, der som de britiske folkeforførere nærer sig ved folks frygt med skræmmende udkomme som resultat.

Udkommet kan i dette tilfælde meget vel blive, at EU falder fra hinanden.

Efter 43 års medlemskab har Storbritannien valgt at trække sig ind i sig selv. Det har briterne gjort på en tilsyneladende dadelfri demokratisk manér.

Men lige så pragmatiske og realistiske, briterne ellers har ry for at være, har de stemt imod deres egne interesser. Med deres afvisning af EU har de formentlig dømt deres land til gradvis at synke ned i fattigdom og måske til en hel del mindre gradvis opløsning af Det Forenede Kongerige: Skotland og Nordirland stemte i stort tal for at forblive i EU, og deres ledere har meddelt, at de vil ud af Storbritannien.

Brexit var faktisk det, som briterne havde grund til at være bange for.

Alligevel formåede fornuften ikke at klare mødet med frygten for, hvad der kunne tænkes at komme ind gennem døren, hvis man fortsat lod den stå åben mod Europa og mod resten af verden.

Til sit forsvar havde fornuften alene uinspirerede røster fra the establishment, som folk ingen tillid havde til.

Det egentlige paradoks og det virkelige problem er vel nok, at det er netop, når de siger nej til Europa, at briterne mest er i synch med resten af de europæiske borgeres følelser.

Charles de Gaulle nedlagde jo i sin tid veto mod Storbritanniens første ansøgning om at komme med i EU.

Folk er fælles om at være bange i hele Europa, ja, hele verden. Mest af alt frygter de globaliseringen, som for dem at se har trukket den truende ”anden” ind i deres dagligdag og undermineret deres levevej, alt imens eliten har vundet ved det.

Folk frygter for deres sikkerhed og deres arbejdspladser, og de er rasende på politikerne, som ikke har formået at forsvare deres interesser.

Så ”the have-nots” vender sig i stigende grad mod den privilegerede elite og dermed også imod den åbenhed, som eliten er glad ved.

De kræver en tilbagevenden til en fortid, som de opfatter som mere forudsigelig og sikker. Nostalgi var en af drivkræfterne mod ud-kampagnen, og trangen til at straffe banditterne ved roret var en anden.

Valgresultatet var ikke noget tilfælde og burde ikke være kommet som nogen overraskelse.

Det var resultatet af lang tids frygt og frustration, endskønt det nok kan komme bag på én, at briterne denne gang lod sig styre af deres instinkter.

For få år siden ville de ikke have forladt EU baseret på instinkter. Det var en alvorlig politisk fejlberegning, som muliggjorde denne politiske tragedie.

En af de vigtigste lærer, man kan drage af Brexit-kampagnen, er, at når politikere forsøger at manipulere et samfunds følelser til egen fordel, sådan som premierminister David Cameron gjorde det, så kan de hurtigt miste grebet om situationen.

Det kan da godt være, at Cameron og hans parti vandt valget sidste år ved at kaste benzin på frygtens og frustrationens bål; men det har også skabt den storbrand, som nu har raseret hans parti og hans land og den arv, han efterlader.

Problemet for resten af Europa er, at en britisk exit i sig selv kan få folkelige lidenskaber til at flamme op, alt imens uhæmmede folkeforførere begejstret puster til flammerne.

Om det så er Donald Trump hele vejen ovre i den amerikanske præsidentvalgkamp, har han udtrykt sin støtte til Brexit. Al sin uforstand til trods er han udmærket i stand til at se, hvor kraftfuldt løftet om at ”tage sit land tilbage” kan være. Og folk som Trump virker temmelig ligeglade med konsekvenserne. De er ikke nogen moderne tids Churchill.

Vi har endnu til gode at se, hvor meget Europa vil falde fra hinanden, og hvad konsekvenserne vil blive af den proces. Men vi kan med rette forvente, at populistiske og løsrivelsesbevægelser i Europa og andre steder i verden vil vejre morgenluft. Forestillingen om Europa i dødskramper vil med sikkerhed underminere unionens evne til at øve indflydelse.

Nu hvor Europas rolle på den internationale scene er truet, må de europæiske ledere ufortøvet give sig i kast med en omfattende revurdering af Unionen og dem selv.

De er simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det er, de har gjort – eller forsømt at gøre – som har fortabt dem deres borgeres tillid. De er nødt til at udtænke en plan på såvel nationalt som europæisk plan for at genvinde borgernes tillid.

Det er helt afgørende, at en sådan selvkritisk analyse finder sted forud for bestræbelser på større sammenkøring af de europæiske lande. Hvis EU i panik kaster sig fremad og ud i en sådan proces, vil det afsløre Unionens manglende forståelse af, hvad det virkelig er, der foregår.

Den 23. juni 2016 vil ikke gå over i historien som Storbritanniens uafhængighedsdag, sådan som Londons tidligere borgmester Boris Johnson lovede det i sin rolle som leder af ud-kampagnen.

Men grebet rigtigt an kan det blive den dag, hvor Europa omsider vågnede op og indså, at Europa må genopfinde sig selv for at sikre sin fremtid.

Dominique Moisi underviser ved L’Institut d’études politiques de Paris (Sciences Po). Han er tillige ledende rådgiver ved det franske institut for internationale forhold (IFRI) og gæstelærer ved King’s College London