PÅ OVERFLADEN er meget ved det gamle sådan en tirsdag formiddag i Klareboderne 3, hvor Gyldendal har haft sit hovedsæde siden 1787. På et kontor fortæller forfatteren Jens Christian Grøndahl med vanlig veltalenhed om sin seneste bog, ”Europa er ikke sted”, den 14. i rækken af bøger fra hans hånd på det hæderkronede forlag, 36 bøger er det blevet til i alt. Men på den anden side af døren er omlægningen af Gyldendal til det 21. århundredes virkelighed i fuld gang, og et andet sted i byen denne tirsdag fortæller generaldirektør Maria Rørbye Rønn om det nye DR, som skal rejse sig af asken efter det seneste medieforlig. Det er nye tider for de klassiske kulturinstitutioner. Svære tider.
Tidens stemning af opbrud, omskiftelighed og undergangsstemning danner afsæt for Grøndahls tredje essay i serien af bøger om Europa. For hvad er dette Europa egentlig, som har været så meget, og så meget igennem, og som netop i disse år har sværere end længe ved at holde sammen på det hele. Det er ikke et sted, røber titlen, men hvad er det så?
”Europa er et mødested, en tradition for at kommunikere, for at tanker og strømninger, kulturelle og filosofiske, religiøse og kunstneriske, bevæger sig frem og tilbage over kontinentet. Og Europa er en idé, stedet, hvor demokratiet er opstået, forbundet ved en tanke om det universelt menneskelige. Tanken om, at vi ikke er defineret af vores ophav, rødder eller etnicitet, men at vi er mennesker slet og ret, individer på lige fod.
Og så er Europa også en reaktion mod samme universalisme, en reaktion mod oplysningens måske noget abstrakte forestilling om individet og mennesket med stort M.”
JENS CHRISTIAN GRØNDAHL holder af at formulere sig i modsætninger og paradokser og mener ikke, at Europa som fænomen kan indfanges uden.
”Europa forbliver denne modsætning, sat på formel modsætningen mellem det franske og det tyske, mellem humanismens idé og de universelle menneskerettigheder på den ene side og på den anden side den tyske romantik med den opblomstrende interesse for det folkelige, det rodfæstede, det partikulære, som i sin yderste perversion ender med at blive inspirationsgrundlag for nationalisme, fascisme og antisemitisme. Det er også Europa.”
Parallellen til 1930’ernes ekstreme nationalismer er imidlertid ikke Grøndahls forsøg på at tage afstand fra nationalfølelsen. Selvom den står i modsætning til universalismen som idé, er begge poler også indbyrdes forbundne. Afhængige af hinanden, så at sige. Det er den mageløse opdagelse i Grøndahls bog om Europa, som også bliver til en bog om det danske, om udgangspunktet.
”Et sted i bogen når jeg frem til, at dansk litteratur for mig ikke er et sprog for det danske, men et sprog for det menneskelige, sådan som det opleves, når man er født og opvokset i Danmark. Deri ligger ikke en fornægtelse af det nationale, heller ikke en nærsynet fordybelse i det. Der ligger den
opfattelse, at det nationale eller det lokale er vores udgangspunkt, men ikke nødvendigvis vores endemål.”
Det er ingen ringere end supereuropæeren Georg Brandes, som leder Grøndahl på sporet af det nationale som det naturlige afsæt for blikket ud i verden. ”Verdensborgerfølelsen er ikke blot vel mulig paa Grundlag af Nationalfølelsen, men den er unaturlig uden den,” siger Brandes i en tale.
”Og så fortsætter han med at sige, at socialister viger tilbage for at tale om det nationale, og det er dumt af dem. Og at datidens højrefløj hellere end gerne ville tage patent på det nationale, og det er klogt af dem.”
Brandes’ indsigt bliver opmuntrende for Grøndahl. Også fordi den bryder med 150 års fastlåst modsætning i dansk åndshistorie mellem de kulturradikale uden sans for det nationale og de kulturkonservative, som ikke kan få nok af den. Grøndahl har aldrig kunnet finde sig til rette i ét af de to spor, som fortsat rumsterer under dansk kultur- og åndsliv.
”Det er både fattigt og irriterende, at hvis man som kunstner eller intellektuel i Danmark ikke erklærer sig som venstreorienteret, eller ukritisk efterplaprer, hvad der er god latin i kulturradikale kredse, så er man pr. definition borgerlig. For mig handler det om åndsfrihed, om at kunne bevæge sig frit.”
Men selv kulturkampen fremstår efterhånden som et ekko af sig selv. De fleste i en forjaget, forbrugerfokuseret samtid kan ikke rigtig længere gå op i den slags. Og tiden, hvor den intellektuelle havde sin naturlige platform i den borgerlige offentlighed, er ved at være forbi. Også den melankoli, som knytter sig til den erkendelse, er noget særligt europæisk, påpeger Grøndahl.
”Melankolien er blevet den europæiske grundfølelse. Det følger af, at det 19. århundrede, der var en kulmination på den europæiske dannelseskultur, brugte første halvdel af det 20. århundrede på at begå selvmord.”
DET ER SVÆRT AT FORESTILLE SIG I DAG. Men i løbet af 1800-tallet udfoldes i Europa en humanisme, som dyrkede mangfoldigheden og sameksistensen mellem vidt forskellige kulturer. Det blev suppleret, forklarer Grøndahl, af videnskabens tro på, at vi kan bemestre naturen, tæmme dens kræfter til menneskehedens fremme og bygge et samfund, som er mere humant og retfærdigt.
”Der er en kolossal optimisme, en tro på at historien havde retning, med pil opad. Og så kommer Første Verdenskrig og ødelægger alt. Anden Verdenskrig sætter eftertryk på. Det Europa, som bygges op på ruinerne af katastrofen, er et andet Europa, finansieret af amerikanske penge og stærkt påvirket af amerikansk kultur. Melankolien og længslen efter det, der var, er i dag en efterglød fra Europa før verdenskrigene.”
Aktuelt har den europæiske melankoli fået en følgesvend i og med et Europa i splid med sig selv, tilføjer Grøndahl.
”Vi står med et Europa, der ikke kan bekvemme sig til at være solidarisk, når man står over for tidens udfordringer fra terrorisme til migration, i en situation, hvor USA er blevet et galehus, hvor Rusland igen
rumsterer, hvor Polen og Ungarn viser deres sande ansigt, som ikke er demokratisk, men totalitært. I den situation, hvor der mere end nogensinde er brug for at besinde sig på det europæiske samarbejde, har alle travlt med at pleje deres egeninteresser.”
Men, og det er nødvendigt at huske på, påpeger Grøndahl, der er også et korrektiv til melankolien og modløsheden. Og det er den reelle udvikling og forbedring af levevilkårene for flertallet af europæere de seneste mange årtier.
”For arbejderklassen var begyndelsen af det 20. århundrede ikke kun verdenskrige og ragnarok. Det var også tiden for de store socialreformer i 1930’erne, hvor forestillingen om et velfærdssamfund inden for nationalstatens rammer bliver til. Hvis vi ser på virkeligheden i dag, så er den betydeligt bedre for flertallet af mennesker, end den har været tidligere, og det har vi det med at glemme.
Det skal vi huske på, hver gang vi begræder dannelsestabet, hvad jeg heller ikke selv kan sige mig fri for,” indrømmer Grøndahl.
”Midt i jammeren over tidens åndløshed må jeg med jævne mellemrum standse mig selv og sige: ’Hov, var det bedre, dengang flere læste Henrik Pontoppidan, og stuepigerne sad i et værelse under taget og frøs og længtes hjem til Jylland, og en gang imellem fik besøg af husets herre, der gjorde hende gravid?’. Nej, det var ikke bedre.”
DET ER NÆSTEN, som om den intellektuelles naturlige tilbøjelighed til pessimisme er ved at gå til i Grøndahls begejstring for sociale fremskridt. Men langtfra alt i det 21. århundredes maniske offentlighed begejstrer den 58-årige forfatter. Det kræver blot et spørgsmål om de sociale mediers indflydelse af den offentlige samtale at få kritikken til at køre igen.
”Den fælles samtale i den digitale tidsalder er ved at æde sig selv op. Der er gået inflation i offentligheden, eller den er slet og ret gået i opløsning, fordi de sociale medier helt og aldeles ophæver grænsen mellem det private og offentlige. Med sociale medier har vi fået en fuldstændig fragmenteret tilstand, som man ikke engang kan kalde offentlighed længere.”
Selv vil han ikke have noget med sociale medier at gøre, velvidende at han dermed fraskriver mange former for kontakt og reducerer sig selv til en form for dinosaur, som han formulerer det.
”Men jeg føler simpelthen en spontan afsky. Og jeg bliver bekymret, når jeg ser mine døtre blive hvirvlet ind i den blindgyde af spejling, behov for bekræftelse og eksistentiel usikkerhed. Alle de her jeg-svage narcissister, der går rundt med deres telefoner på gaden. Jeg synes, det er så skræmmende.”
Men, medgiver Grøndahl, det giver heller ikke meget mening at sidde i sit hjørne og anmelde virkeligheden til fire stjerner.
”Det nytter ikke noget, for den digitale verden er kommet for at blive. Men man kan jo godt foreslå sine børn, sine venner, sine medborgere at slukke deres telefon en gang imellem. At sætte sig ned og tale lidt med hinanden. Det tror jeg faktisk også, at der er et voksende behov for, og det mærker jeg som forfatter, når man kommer rundt i
landet. Folk vil gerne mødes, de vil gerne tale med hinanden, være i det samme rum, indånde den samme luft og udveksle tanker. Det synes jeg er kolossalt opløftende, og den reaktion tror jeg egentlig vil blive stærkere.”
Et andet fællesskab, som har fremtiden for sig ifølge Grøndahl, er kirkens og kristendommens fællesskab. Hvis styrke både er at yde en nødvendig modstand og tilbyde en dybde til den overfladiske samfundskultur, der omgiver den, men også at insistere på tilgivelsens mulighed.
”Der ligger jo en kolossal aflastning i tilgivelsen, at kristendommen i en kultur, hvor alt handler om at have styr på tingene, tør sige: ’Du behøver ikke alt det der, på et tidspunkt er du nødt til at overgive dig’. Pludselig har du ikke styr på noget som helst mere, så er der kun håbet tilbage. Er det i virkeligheden ikke det, der er troen? At man mod bedre vidende giver sig hen i et håb eller til en kærlighed, som er større end en selv?
Måske er min tro ikke en størrelse, som der findes et autoritativt religiøst sprog for, men jeg oplever, at når jeg har håbet allermest, har der ligget en tro i det. Og når jeg har elsket allermest, så har der også ligget en tro i det. Resten er ukendt for mig og skal være det.”
Selvom han erkender, at kristendommens ritualer og styrke som institution er svækket, så mener han, at kristendommens indflydelse på vores fælles liv fortsat er enorm.
” Man kan sige, at kristendommen har sejret i en grad, så den nærmest er diffunderet ud i menneskers måde at være på i en grad, så det slet ikke er nødvendigt at gå i kirke. Det danske samfund er i langt dybere grad, end vi er os bevidste, formet og præget af den lutheranske kristendom. Fra vores forvaltning af velfærdsstaten og det socialdemokratiske menneskesyn, som er dybt kristent, til vores omgang med hinanden, hvor mennesker, der ikke nødvendigvis kender hinanden, igen og igen manifesterer en spontan tilskyndelse til at tage sig af hinanden.”
Det er samtidig den fundamentale tillid og omsorg for hinanden, som er på spil i disse år. Ikke fordi onde islamister har sat sig for endsige evner at underminere den, men fordi de kulturelle konflikter, små som store, i mødet mellem islam og kristendom rummer en risiko for, at samfundet går op i limningen.
”Jeg håber ikke, at den konflikt bliver afgjort af råbende mænd, brune eller hvide, som slås om, hvem der bærer den tungeste byrde, og hvem der har ret. Jeg håber og tror, at vi finder pragmatiske løsninger og måder at leve sammen på, som ofte handler om de helt konkrete og nære ting. Skal børnene nødvendigvis have svinekød i børnehaven? Nej, vi kan da godt servere oksekød. Skal drenge og piger svømme sammen? Ja, det skal de altså. Det er min personlige holdning til to små, praktiske spørgsmål, den ene restriktiv, den anden ikke. Det hænger ikke logisk sammen, men sådan tror jeg, vi er nødt til at tage det, én ting ad gangen.”
Det bliver et langt og sejt træk, medgiver han. Men der er ingen vej udenom, selvom debatten ifølge ham allerede har nået udmattende dimensioner. Og undervejs bliver det også nødvendigt at trække nogle klare grænser.
”Det kan jo beskrives som en slags forhandling, hvis mål er sameksistens. Og som i enhver forhandling er det utrolig vigtigt at vide, hvad man ikke vil give køb på. Det gælder lighed mellem mænd og kvinder. Det gælder ytringsfrihed, og verdslighed, adskillelsen mellem stat og kirke. Det fælles fundament er i høj grad også det europæiske, og vores evne til at være uenige på det fælles grundlag er, hvad forhandlingen står om.”