Begår europæerne samme naive fejl i forhold til Kina, som man gjorde med Rusland, inden invasionen af Ukraine åbnede deres øjne for Vladimir Putins sande hensigter?
Spørgsmålet er vokset, i takt med at konfrontationen mellem USA og Kina i stigende grad tager form af en ny kold krig mellem to ideologisk uforenelige blokke.
Europa er mindst lige så afhængig af kinesisk teknologi og af det kinesiske marked, som man var af den russiske olie. Men mens USA går frontalt i clinch med den kinesiske gigant, plejer EU stille og roligt sine økonomiske interesser og lader den amerikanske allierede udkæmpe slaget, lyder kritikken.
”Vågn op, Europa. Det, der skete i Europa, kan også ske i Asien,” advarede Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ved sikkerhedskonferencen i München op til årsdagen for den russiske invasion den 24. februar, hvor Europa og USA ellers stod skulder ved skulder.
Advarsel om rød linje
Europæernes dilemma er klart: Skal de følge USA’s hårde linje i en stormagtskonfrontation mod Kina eller holde sig på behørig afstand, medmindre Kina overskrider de røde linjer i form af en invasion af Taiwan eller våbenleverancer til Rusland? Og skader det mere end det gavner EU’s egne interesser at melde sig bag USA’s frontale strategi mod Kina?
Foreløbig er det især den sidste holdning, der er fremherskende.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har skarpt advaret Kinas præsident, Xi Jinping, om, at en rød linje overskrides i tilfælde af kinesiske våbenleverancer til Rusland, og kommissionsformand Ursula von der Leyen har afvist den kinesiske fredsplan for Ukraine.
Til gengæld har USA’s nedskydning af den kinesiske ballon ud for USA's kystlinje kun fået høflig opbakning fra de europæiske lande, men heller ikke mere.
Og mens den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har udskudt sit planlagte besøg til den kinesiske hovestad på ubestemt tid som følge af ballonstriden, forventes både Josep Borrell og den franske præsident, Emmanuel Macron, at have planer om at besøge den kinesiske præsident.
Ingen i Europa benægter, at EU’s afhængighed af Kina er problematisk i forhold til alt fra medicin og værnemidler til strategiske produkter som sjældne jordarter og de såkaldte halvledere eller semiconductors, som er essentielle i højteknologisk produktion. Alt fra den grønne omstilling til udviklingen af ny militærteknologi hviler på kinesiske produkter og teknologi, advarer lektor ved Forsvarsakademiet Camilla Tenna Nørup Sørensen.
”Derfor kommer kritikken af, at EU har sovet i timen og ikke lært af den russiske invasion, også indefra. Det, USA siger, er, at man i højere grad skal tænke sikkerhedspolitikken ind i økonomien og overveje, hvor det er et sikkerhedsproblem at være økonomisk bundet op på Kina, og hvor det ikke gør så meget. Det er en meget relevant risikovurdering at foretage,” påpeger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Det er dog ikke det ellers meget omtalte forbud mod det kinesiske sociale netværk Tiktok på EU-Kommissionens arbejdstelefoner, der for alvor markerer en stramning af europæernes risikovurdering af kinesisk teknologi – selvom forbuddet nu breder sig til andre lande – mener Tim Rühlig, seniorforsker ved det tyske udenrigspolitiske selskab, DGAP, og specialist i forholdet mellem EU og Kina.
”EU-Kommissionens forbud mod Tiktok er mest symbolsk. Men det er ikke sådan, er der slet ikke er nogen opmærksomhed om truslen i disse spørgsmål. Det handler snarere om, at alle ikke er enige om, hvordan afhængigheden og den potentielle trussel, den indebærer, skal gribes an,” siger Tim Rühlig.
Et af de afgørende lande i den sammenhæng er Tyskland, som netop beskyldes for at sætte sine økonomiske interesser i Kina over hensynet til den fælles sikkerhed. Kina er Tysklands største samhandelspartner, og Tyskland er det land i EU, som har investeret mest i det store kinesiske marked. Forbundskansler Olaf Scholz’ besøg i Kina sammen med en stor erhvervsdelegation i november, netop som præsident Xi Jinping havde konsolideret sin magtposition med et tredje mandat, skabte spændinger i forholdet til flere europæiske lande.
Og også de kinesiske investeringer i blandt andet havnen i Hamborg, som den socialdemokratiske partner i regeringskoalitionen ikke fuldstændig ville opgive, tyder på en form for naiv selviskhed, der kendetegner mange europæiske lande, mener Andrew Small, seniorforsker ved den amerikanske transatlantiske tænketank German Marshall Fund i Berlin.
”De europæiske lande lader i vid udstrækning USA om at tage ansvaret for at holde Kina i ave. Både politikere og virksomheder håber på, at det er muligt at undgå omkostningerne ved at imødegå Kina, og at man kan blive ved med at gøre gode forretninger med Kina et langt stykke hen ad vejen. Europa bliver nødt til at påtage sig en del af smerterne,” siger han.
Nu er en ny Kina-strategi på vej i Tyskland, der foretog en geopolitisk kovending i forhold til Rusland med den såkaldte Zeitenwende og en accept af militær støtte til Ukraine efter den russiske invasion. Men der bliver næppe en tysk kursændring i forhold til Kina, mener Tim Rühlig.
”Man skal ikke forvente sig for meget. Årsagen er ikke så meget de tyske økonomiske interesser i Kina, men hele forståelsen af at geopolitiske kriser løses ved gensidig involvering, som især præger den socialdemokratiske regeringspartner. Og hvis ikke Tyskland, som har den største samhandel og er mest afhængig i Kina, er med på vognen, vil Europa ikke ændre strategi,” siger Tim Rühlig.
USA's interesser er ikke Europas
Men den europæiske strategi er også båret af en fundamental uenighed med USA om konfliktens natur, som USA italesætter som en ny kold krig mellem to blokke, hvor ”ligesindede lande skal stå sammen”, som den amerikanske præsident, Joe Biden, har sagt, lige siden han tiltrådte.
USA er langt mere direkte berørt af en eventuel optrapning af konflikten mellem Kina og Taiwan og en eventuel militær invasion for at bringe øen tilbage til Kina.
”Europæerne bebrejder USA, at de voksende spændinger med Kina snarere øger risikoen for en kinesisk militæraktion mod Taiwan,” medgiver Andrew Small.
"Det, der øger risikoen for en militæraktion, er ikke en optrapning af spændingerne, som vi så efter Nancy Pelosis (daværende demokratisk formand for Repræsentanternes Hus, red.) besøg i Taiwan i august eller et eventuelt kommende besøg fra Kevin Mccarthy (Pelosis republikanske efterfølger, red.). Det, der øger risikoen, er, at Kina i højere grad end tidligere er militært i stand til at gennemføre en invasion. Men europæerne kunne i stigende grad deltage i fælles overvejelser med USA om, hvordan man skal reagere sammen om andre mulige optrapninger – som for eksempel en kinesisk blokade af øen,” siger Andrew Small.
Det sidste er Tim Rühlig i nogen grad enig i.
”Så længe Kina så nogenlunde respekterer sanktionerne mod Rusland, er det ikke effektivt at indtage en stærkt konfrontatorisk linje. Men man bør have sanktionerne klar i skuffen, for det tilfælde at Kina gennemfører andre fjendtlige handlinger end en invasion eller begynder at levere våben og ammunition til Rusland. Kina skal være klar over, at det vil have omkostninger og skade Kinas økonomiske interesser. Det arbejder USA allerede med, men EU gør ikke,” påpeger Tim Rühlig.
Men på andre områder skal EU holde de diplomatiske kanaler åbne til Kina, som vil være en vigtig partner i løsningen af globale trusler fra klima og atomspredning til humanitære kriser. Hvilket også er den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (Mod) standpunkt, påpeger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
”For USA er kampen mod Kina også et spørgsmål om at forsvare USA’s globale dominans. Det er ikke i Europas interesse at kæmpe den kamp. EU har derfor en interesse i ikke at lægge sig fuldstændig i USA’s kølvand. Men uden at vende tilbage til den totale frihandelsstrategi,” siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.