Prøv avisen
Debatinterview

Adam Holm: Europa har svigtet sine idealer

”Det Europa, vi står op til, er jo ikke umiddelbart ved at køre af sporet. Men hvis man kigger på det institutionelt og i forhold til en idé om politisk sammenhængskraft, kan jeg godt se, at den europæiske togstamme slingrer temmeligt kraftigt,” siger Adam Holm, som er aktuel med bogen ”Endestation Europa”. Foto: Thomas Borberg

I en ny bog har journalisten og historikeren Adam Holm talt med 10 europæiske intellektuelle om et Europa i krise, og i lighed med interviewpersonerne ser han selv lettere sortsynet på fremtiden. Men, siger han, ”i stedet for at diskutere, om det europæiske glas er halvt fyldt eller tomt, skal vi hellere være glade for, at der fortsat er noget at drikke”

I 1951 steg Frankrig og Tyskland i fællesskab på et damplokomotiv. Den franske udenrigsminister Robert Schuman var fyrbøderen, der hældte kul på toget af stål, som de næste seks årtier skulle skifte navn flere gange, tilføres en snes flere vogne og udvikle sig til et højhastigheds-TGV-tog. Så stærkt kørte det, at mange passagerer ikke kunne følge med og følte sig fremmedgjort i det futuristiske design. Flere savnede lokomotivet, og sidste år blev der slået revner i skinnerne i tunnelen under Den Engelske Kanal.

Journalisten og historikeren Adam Holm, af mange kendt fra DR 2’s ”Deadline”, er glad for togmetaforer om Europas aktuelle tilstand. En tilstand, han har interviewet 10 europæiske intellektuelle, filosoffer, historikere og journalister om til bogen ”Endestation Europa”, der udkommer i næste uge.

Hvor befinder Europa sig nu?

”Hvis jeg må citere en af de medvirkende, den britiske historiker Antony Beevor, så siger han, at det europæiske tog er på vej til at ryge af skinnerne og ende i en ulykke. Jeg ved ikke, om jeg selv kan være lige så kategorisk. Det Europa, vi står op til, er jo ikke umiddelbart ved at køre af sporet. Men hvis man kigger på det institutionelt og i forhold til en idé om politisk sammenhængskraft, kan jeg godt se, at den europæiske togstamme slingrer temmeligt kraftigt.”

Du kalder bogen for ”Endestation Europa”. Hvad er det for en endestation?

”Titlen er måske lidt højstemt. Men der er i det politiske establishment, der støtter EU og måske tænker våde føderalistiske drømme, en forestilling om, at Europa kan blive en stærk politisk union. Og den idé, tror jeg, er meget langt fra at blive virkelighed. Jeg tror, at de mange kriser, Europa i disse år slås med, er udtryk for at vi er kommet til endestationen. Jeg har svært ved at se toget køre videre i retning mod et føderalt Europa.”

Adam Holms bog ser på kontinentets udvikling i både øst og vest. Men især i øst. Og det er særligt samtalerne med liberale, russisktalende kilder, eksempelvis nobelprismodtageren i litteratur i 2015, Svetlana Aleksijevitj, der har gjort indtryk på forfatteren.

”Jeg er ærligt talt overrasket, for ikke at sige forskrækket, over, hvor bekymret Aleksijevitj og andre af de russisksprogede medvirkende er over Putin. Ganske vist har vi herhjemme med jævne mellemrum hørt nogle, der ringer med alarmklokken. Men når man også hører det fra hestens egen mund, fra russere, der siger, at vi i Vesten ikke er klar over, hvilken militariseret bevidsthed, der præger den jævne russer, så gør det særligt indtryk.

Noget af det, der står i bogen kan måske forekomme overdrevent set gennem danske briller, men ud fra den virkelighed, der bliver iagttaget – for eksempel i Finland eller Ukraine – er der ikke så meget at rafle om. For dem er frygten for russisk militær indblanding både velbegrundet og reel.”

Set over hele kontinentet remser Adam Holm Europas kriser op som Brexit, Marine Le Pens mulige franske præsidentskab, ”demokratifjendtlige politiske vinde” i Polen, Ungarn og Tyrkiet, eurokrisen i Sydeuropa, flygtningestrømme og islamistisk terror.

”Jeg synes, at den franske filosof Bernard-Henri Lévy siger det meget klart: Europa har svigtet sine egne idealer. Europa er ikke et mål i sig selv, men et middel til at udbrede nogle idealer om politisk pluralisme og medbestemmelse. Historisk set har vi oplevet langt mere splittelse og konflikt på kontinentet, ingen tvivl om det, men vi befinder os nu i et Europa, som er mere internt splittet end længe og samtidig i stigende grad presset af tendenser på den globale scene, ikke mindst af et stadig stærkere Asien. Europa er i vildrede,” siger Adam Holm.

”Forestillingen om, at den logiske slutsats på disse års forvirring og kaos skulle føre os frem til et nyt Auschwitz, anser jeg for ubegrundet. Vi er ikke i gang med at gentage fortidens synder, og vi befinder os ikke i en opdateret udgave af mellemkrigsårene.”

Alligevel er han ”tiltrukket af 1930’er-parallellen”, selvom ”jeg vil skynde mig som historiker at tage det forbehold, at enhver æra og periode er særegen”.

”Da jeg for nogle år siden var i Budapest og med egne øjne så Jobbik (stærkt højrenationalt parti, red.) marchere i sorte uniformer under et banner, hvor der stod, at de krævede ’den endelige løsning’ – det var så på ’roma-problemet’ – blev jeg mildest talt forbløffet. Foran mig gik en støvletrampende kolonne af mænd, der trak på de samme impulser, vi så gøre sig gældende for to generationer siden.

Den slags kan man ikke bare ignorere og opfatte som en banalitet. Demokratierne vil ikke falde på stribe og blive afløst af autoritære regimer, så vidt kommer det næppe, men vi ser politiske bevægelser, som kræver opgør med internationale institutioner og værdier og åbenlyst agiterer for stærkt fremmedfjendtlige synspunkter. Mark Twain sagde engang, at historien har det med at rime.”

I bogen kalder han tidsånden en kamp om ”idéerne fra 1789”, året for oplysningstidens franske revolution og ”et ideal om en form for fællesskab på tværs af religion og socialstand”.

”En god nationalkonservativ vil mene, at ’1789’ indebar en gyselig og farlig forandring af stat og samfund. Den tilgang er jeg meget langt fra. Omvendt kan jeg godt forstå, hvorfor der er et voksende krav om bevogtning af grænser og et ønske om stærkere nationalstater. Der er stor usikkerhed i forhold til nationernes identitet som følge af masseimmigrationen. Med den demografiske udvikling i Afrika og Mellemøsten og med fortsatte krige og konflikter i de regioner, bliver presset på Europa formentlig kun større i de kommende år. Vi står virkelig i en prekær situation.”

Der synes i bogen at være en konsensus om, at det står skidt til i Europa, at Putin er en skidt karl og Brexit en hovedpine. Hvorfor ikke tale med en type, der rent faktisk ser tiden som en slags positiv tilbagevenden til fædrelandenes Europa?

”Du har fuldstændig ret. Det er bestemt en mangel,” siger Adam Holm.

”En europæisk optimist havde gjort underværker. Det samme måske med én, der er lykkelig over EU’s krise. Jeg har ikke bevidst ledt efter folk, der dyrker undergangsstemningen. De medvirkende i bogen sidder i mange forskellige lande og kender ikke hinanden personligt, men alligevel er de påfaldende enige om, at det stort set ikke har været værre. Geert Mak, den hollandske Europa-kender par excellence siger jo ligefrem, at ’vi befinder os i det måske mest afgørende tiår siden Anden Verdenskrigs afslutning’.”

Selv vakler Adam Holm mellem at være ”let optimist og tung pessimist”.

”Jeg hælder desværre mest til sortsynet. Men jeg synes at en af de medvirkende, Daniel Cohn-Bendit, siger det meget godt. Når man sidder foran et glas, der er halvt fyldt, skal man ikke spekulere på, om det mest er tomt eller ej. Vi skal hellere være glade for, at der fortsat er noget at drikke. Det gælder også for Europa. Der er stadig noget at hente og holde fast i.”

Her ses Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Hollande på togrejse. Foto: Peter Klaunzer/AP/Polfoto