Europæerne strejker. Er det et tegn på en gryende klassekamp?

Flere lande i Europa lægger i disse dage og uger gader til strejker og demonstrationer for bedre vilkår til det arbejdende folk

I Portugal er det landets lærere, der er gået på gaden. Her i Lissabon.
I Portugal er det landets lærere, der er gået på gaden. Her i Lissabon. Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix.

Strejker har været en del af Europas historie siden den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet. De arbejdendes rettigheder er sikret gennem lange kampe og kompromiser mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Men strejker fremprovokerer gang på gang en grundlæggende debat: Hvornår er det politisk og moralsk forsvarligt at strejke? Det spørgsmål stilles lige nu i en lang række europæiske lande.

”Arbejdere strejker på tværs af Europa midt i den stigende inflation,” som Euronews skriver på sin hjemmeside.

I Lissabon, hvorfra jeg skriver i denne uge, har gaderne i de seneste dage været fyldt med strejkende skolelærere. De kræver mere i løn og bedre ansættelsesforhold. Læserbreve i Diario di Noticias stiller de strejkende lærere til ansvar for de konsekvenser, det har, når familier ikke kan sende deres børn i skole.

I søndagens udgave af Publico går en sygeplejerske imidlertid til forsvar for lærerne:

”Det er mine skolelærere, der har gjort mig til den, jeg er i dag. I kampen for skolen vil jeg altid stå ved siden af dem, der hver dag arbejder for at holde sig oppe. Lad os ikke glemme det: Landets undervisere er samfundets bærende søjle.”

For et par uger siden nedlagde de britiske sygeplejersker arbejdet, og det har ligeledes fremkaldt både vrede og sympati.

”De strejkende arbejdere fortæller sandheden om England. Ikke så underligt, at politikerne prøver at lukke munden på dem,” skriver forfatter Nesrine Malik i en artikel i The Guardian. Malik beskriver, hvordan der i England er en historisk aversion mod strejkende arbejdere:

”I sidste uge stemte 45.000 yngre læger om strejke. De vil slutte sig til transportarbejdere, sygeplejersker, ambulancearbejdere og en række andre offentlige og private fagfolk. Deres karikaturer er allerede blevet levende malet: de magtfulde fagforeningsledere, de beskyttede arbejdere, det ligeglade sundhedspersonale, der udnytter svære tider til at snuppe en højere lønseddel; alt sammen på bekostning af små virksomheder og patienter. En læge, der nægter at sætte sig ind i sin ambulance, er en mere synlig skurk end rækker af ministre, der i en årrække har vedtaget fejlslagne politikker.”

Men Malik aner kimen til et mere generelt holdningsskift:

”Både regeringens foreslåede antistrejkelovgivning og Labours forsigtighed med at støtte de strejkende er baseret på den samme tro: at strejker er upopulære. Det er de måske i normale tider. Men det er ikke normale tider. Den offentlige opbakning til strejkeevnen i de fleste erhverv er vokset siden juni sidste år. Strejker kan blive populære, når en økonomisk krise stikker så dybt, at der udvikles en klassebevidsthed.”

Også i Paris er gaderne fyldt med strejkende arbejdere i protest mod regeringens planer om at hæve pensionsalderen, støttet af Frankrigs otte vigtigste fagforeninger. Der er også støtte til Macrons argument om, at det er nødvendigt at hæve pensionsalderen, hvis den franske økonomi på sigt skal kunne hænge sammen.

Men det går den kendte økonom Thomas Piketty i kødet på i en opinionsartikel i Le Monde: 

”Vil Emmanuel Macron i 2023 igen præsentere sig selv som præsidenten for de rige? Det er desværre det, der er i vente med pensionsreformen. I sin første periode som præsident afskaffede han formueskatten. Resultatet var en stærk følelse af uretfærdighed, der førte til de gule veste-bevægelsen, der var vred over de nye afgifter på brændstof, som arbejderne blev pålagt at betale, mens de rigeste modtog checks.”

For Piketty handler det helt grundlæggende om social retfærdighed. Ifølge ham kan staten nemlig snildt skaffe de fornødne ressourcer ved at hæve skatterne for de rige:

”Vi har brug for retfærdighed og gennemsigtighed. Du behøver kun at gå på internettet for at vide, at millionærer og ledere klarer sig fantastisk godt. I Frankrig er de 500 største private formuer steget på 10 år fra 200 milliarder til 1000 milliarder euro. At beskatte denne usædvanlige stigning i formue med 50 procent ville være nok til at indbringe 400 milliarder euro. Størrelsen af ​​den tilgængelige skattepulje ville være endnu større, hvis vi udvidede fokus til de rigeste 500.000 skatteydere (1 procent af befolkningen) eller de rigeste 10 eller 20 procent. Alle disse grupper skal beskattes på en gradueret måde i henhold til retfærdighedsprincipper, som skal debatteres i det fri.”

Le Figaro har interviewet geografen Christophe Guilluy om baggrunden til de voldsomme strejker, og han peger på ”en middelklasse, der har mistet tilliden til dem, der tager fra dem”. For geografen er pensionsreformen, og den modstand, den fremkalder, blot en afspejling af en meget dybere utilpashed, der præger det franske samfund:

”Det handler om eksistentielle kvaler hos det store flertal, der uden at finde det søger en elite, der kan repræsentere dem.”

Er Europas mange strejker lige nu tegn på en gryende klassekamp?

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.