Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Melodi Grand Prix er en hyldest til skumfiduser

Anja Nissen nåede ikke i finalen i årets European Song Contest. Foto: FLINDT MOGENS

Den europæiske sangkonkurrencen fremstår i dag mest som et vidnesbyrd om en europæisk kultur, der hylder skumfiduser, skriver Sørine Gotfredsen

Det store årlige Melodi Grand Prix fører altid debat med sig. Op til finalen i lørdags, der fandt sted i Ukraine, har det især handlet om forholdet mellem værtslandet og Rusland, og det endte med, at russerne blev hjemme.

Melodi Grand Prix-tanken opstod oprindeligt som led i en drøm om at skabe fred og forståelse mellem de europæiske lande – lad os mødes og synge sammen på hvert vort tungemål.

Siden er meget sket. Begivenheden er vokset ud over alle bredder, en lang række østeuropæiske lande er optaget, selv Australien er nu med, og mens sloganet i Ukraine lød, at man skal hylde mangfoldigheden, synger stort set alle i dag på det samme gebrokne engelsk.

Tilmed er showet svulmet op til en glitrende størrelse, der efterhånden gør det lige så uoverskueligt at afholde som De Olympiske Lege. Spørg blot de danske arrangører, der i 2014 rodede sig ud i et enormt underskud, og ukrainerne har efter sigende været ved at drukne i opgaven.

Midt i alt dette sender DR hvert år en kommentator afsted ved navn Ole Tøpholm. Han er journalist og dedikeret Grand Prix-fan og udfylder sin rolle med civil høflighed, men til gengæld stort set uden kritisk sans. De fleste numre finder han ”fantastiske”, og når man på den måde går til fænomenet Melodi Grand Prix foruden ironi eller en form for distance og nærmest kommenterer showet, som var det et folketingsvalg, kommer man til at fremstå som et menneske, der blot køber hele pakken.

Ole Tøpholms begejstring for den danske sang, som de fleste garanteret vil have glemt allerede om en uge, var entydig, og enten gennemfører Ole Tøpholm sin glatte sælgerstil, fordi han har en aftale med DR om, at showet i seertallenes navn skal markedsføres for enhver pris. Eller også er han én af dem, der virkelig opfatter populærkulturen med al sin hule fyrværkeri-lysende ensretning som harmløs.

Det er svært at vide, men tilbage står, at når der ikke hersker en fornuftig, humoristisk og kritisk sans i forhold til fænomenet Melodi Grand Prix, står man tilbage med symbolet på en slags kulturel kapitulation og understregning af vestlig tomhed. Sørgeligt nok ikke mindst og ret tankevækkende repræsenteret ved lande som Danmark og Sverige, der i lørdags optrådte temmelig kønsløst.

At opfatte Melodi Grand Prix`et uden ironi svarer til at hævde, at flødeboller er sunde og nærende, og sangkonkurrencen fremstår i dag mest som et vidnesbyrd om en europæisk kultur, der hylder skumfiduser og flad underholdning.

Der er stadig tegn tilbage på den oprindelige idé med flag og nationale symboler, men det overordnede indtryk af pomp og plastikkvinder taler sit eget sprog. Man aner indvarslingen af en slags nedtælling, for på et kontinent, hvor kulturen og den nationale identitet er i krise, bliver en sangkonkurrence som denne i længden til en klar katalysator.

Dog skal det siges, at vinderen i lørdags blev en introvert portugiser, der sang på sit eget sprog. Helt uden fyrværkeri i baggrunden. Længe leve resterne af mangfoldigheden.