Sognepræst Marie Høgh hævder i et debatindlæg den 11. juli, at jeg er præget af selvretfærdighed, moralisme, fundamentalisme og marxisme, fordi jeg tillader mig at spekulere over, hvad det mon kan betyde for Europas fremtid og for sammenhængen mellem folk og politisk elite, at et stigende antal regeringsledere i Europa er barnløse.
Det er jo en ordentlig svada – navnlig set i lyset af, at det vel næppe kan komme bag på Marie Høgh, at det hører til konservatismens klassiske tankegods at forsvare familiens rolle i samfundet og argumentere for, at netop den er et grundlæggende fundament i skabelsen og opretholdelsen af et godt og sammenhængende samfund, hvor traditioner, moral og kærlighed videregives til de kommende generationer.
Marie Høghs læsning af mit indlæg er da også noget overfladisk.
Jeg skriver således netop, at man naturligvis ikke kan bebrejde den enkelte person – eller den enkelte regeringsleder – at vedkommende ikke har evnet eller ønsket at stifte familie. Det har altså intet med moraliseren over for enkeltpersoner at gøre, men alene med en påpegning af en tendens i de europæiske samfund, som efter min bedste overbevisning er meget bekymrende.
For at starte med det åbenlyse, så taler de europæiske fødselstal deres tydelige og bekymrende sprog. Danske kvinder føder gennemsnitligt 1,7 barn, hvor tallet skulle være 2,1, hvis vi skulle opretholde vores befolkningstal. Værre ser det endda ud i mange andre europæiske lande, hvor Italien med en fødselsrate på 1,4 pr. kvinde hører til bundskraberne.
Med andre ord decimeres de europæiske landes befolkninger i løbet af nogle generationer, medmindre der suppleres med indvandring i betydelig grad. Kan man opretholde europæisk kultur, som vi kender den og Europas grundlæggende værdier med en fundamentalt anderledes befolkningssammensætning? Det vil jeg gerne tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved. De lave fødselsrater hører derfor uden for enhver tvivl til de absolut største trusler mod den europæiske kulturs opretholdelse og er i høj grad et tema, som er væsentligt at diskutere årsager til og løsninger på.
Der kan være mange forskellige forklaringer på, at de europæiske landes traditionelle befolkninger svinder ind. Min egen vurdering er, at en væsentlig del af forklaringen er, at ønsket om at blive en del af en familie gradvist er blevet skubbet i baggrunden til fordel for en usund selvrealisering og overdreven fokus på egne umiddelbare behov. Derfor forekommer den behovsudskydelse og de store praktiske ulemper, der uomtvisteligt er forbundet med at få børn, mindre og mindre attraktive for mange.
Det er en længere – og gammel – diskussion, om man kan forvente, at politikere selv står i spidsen for at udvise en efterstræbelsesværdig samfundsmæssig adfærd, og selvfølgelig er det ikke deres ansvar som enkeltindivider, at der bliver født for få børn i Europa, men ansvaret for at sikre en god fremtid for Europa er fælles og går fra top til bund i samfundet.
At påpege dette har intet at gøre med at overskride grænsen til privatlivets fred eller på marxistisk vis gøre enkeltindivider til samfundsredskaber. Men at afvise – som Marie Høgh tilsyneladende gør – at problemet kan diskuteres, og at de barnløse regeringsledere er et symptom på det, det er til gengæld udtryk for en liberalistisk tankegang, som bestemt ikke fremmer et godt samfund, tværtimod.
Nikolaj Bøgh er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg.