DISKUSSIONEN om, hvilken rolle kirkerne skal spille i EU, er endelig kommet i gang i Danmark – ikke mindst på grund af debatmødet "Kirkelige stemmer i EU" som Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd arrangerede i januar i år.
I den forbindelse argumenterede jeg i denne avis for, at den protestantiske kirke bør spille en større rolle i EU, ikke mindst som modvægt til en kraftig katolsk stemme. En protestantisk stemme i EU skal vise, at en kristen kirke kan være med til at sætte kraft og alvor bag centrale sider af det politiske liv uden at være formynderisk.
Iben Thranholm, der er nyudnævnt informationschef i Den katolske kirke i Danmark, mener, at det er en forkert tilgang til diskussionen om kirkernes rolle i EU. Hun opfordrer i stedet kirkerne i Europa til at stå sammen og "synge i kor", ikke mindst som modvægt til et "gennemsekulariseret Europa" (Kristeligt Dagblad den 23. februar).
Idéen om kirkelig forening er en sympatisk tanke og jo ikke ny i kirkehistorien. Men der er flere ting, der forhindrer mig i at tage imod en sådan opfordring, som sagerne står i dag.
For det første må man som protestant altid være lidt på vagt, når katolikker ønsker forening. Der ligger af og til en formynderisk holdning bag: forestillingen om, at protestanterne skal holde op med deres teenage-oprør, der snart har varet 500 år og vende tilbage til moderkirken. Tak, men nej tak!
JEGSKALIKKE ind under nogen autoritet, der fortæller mig, hvad jeg skal mene om homoseksualitet, prævention og sex før ægteskabet. På det punkt er jeg præcis så moderne og protestantisk et menneske, at den slags vil jeg gerne selv have lov at tage stilling til ud fra, hvad min fornuft og mine følelser fortæller mig.
For det andet har jeg ingen trang til kristen oprustning over for de voksende muslimske befolkningsgrupper i Europa, som Thranholm – helt uden dokumentation – forudser vil overtage det europæiske kontinent inden for nogle årtier, hvis ikke kirkerne står sammen.
Det, man kan frygte hos visse muslimske grupper, er en troskab mod Koranens bogstav, der gør dem umulige at diskutere med: Hvis det står i Koranen, kan det ikke være forkert, mener de. Men samme form for troskab kan man finde blandt visse katolikker. Her er det bare paven og Vatikanet, man er tro over for – ligegyldigt om ens egen fornuft eller følelser siger én noget andet.
Jeg har for eksempel svært ved at tro, at Iben Thranholm, hvis fornuft der ingen grund er til at tvivle på, for alvor kan mene, at prævention er så stort et onde, at hun hellere vil have, at hiv/ aids breder sig og lægger hele familier, byer og lande øde i Afrika, end at de bruger prævention.
MENJEGERINDRER ikke at have set hende på banen, da den katolske kirkes generalvikar Lars Messerschmidt for nyligt udtalte, at de hiv-smittede i Afrika selv er ude om det, fordi de har dyrket "løs sex". Havde Messer-schmidt været protestantisk præst, ville en stime af protestantiske stemmer have angrebet en sådan udtalelse – ikke mindst for at være dårlig teologi.
Men da det er Vatikanets officielle holdning, Messerschmidt udtrykker, er det vanskeligt for katolikker i Danmark at kritisere et sådant kynisk udfald mod en allerede hårdt ramt gruppe mennesker. Enkelte overvinder heldigvis vanskeligheden, eksempelvis Kaare Rübner Jørgensen fra VEOK. Derfor er jeg også glad for, at den katolske og den protestantiske kirke i disse meget vigtige spørgsmål taler med forskellige stemmer og ikke messer i kor.
Når det er sagt, så er jeg enig med Thranholm i, at man ikke kun skal fokusere på modsætningen mellem kirkerne. Som katolikken Erling Tiedemann fremhævede på førnævnte debatmøde, så er det ikke mindst kirkens opgave at tage sig af "enkerne, de faderløse og de fremmede". Med henblik på det diakonale arbejde og rollen som den, der giver stemme til grupper, der ikke har andre fortalere, er der allerede et udbygget samarbejde i gang kirkerne imellem, som gerne skulle kunne forsætte på trods af de grundlæggende uenigheder.
Ida Auken,
cand.theol. og forlagsredaktør,
Bragesgade 2, 3th, København N