JEG GIK TIL LÆGEN den anden dag. Fordi mit ben var brækket. Gips på, sagde hun. Desværre er jeg for gammel til at få gips på på et offentligt hospital, så jeg fik en henvisning til et privat, hvor jeg kan betale selv.
Lidt tidligere på året har jeg også været til lægen, fordi min hukommelse svigter mig, og jeg har svært ved at holde styr på tid og sted, og fordi min mand siger, at jeg har forandret mig. Lægen henviser mig til udredning. Neuropsykologen er både dygtig og grundig, og det viser sig, at jeg har begyndende demens.
Desværre er jeg for ung til at få den hjælp, der ellers kan både løfte min og mine pårørendes livskvalitet og holde mig langt længere på arbejdsmarkedet. Men jeg kan selvfølgelig købe mig til den – hvis jeg har penge.
Eller måske får vi et barn mere, men er for unge til, at familien kan få en vuggestueplads med tilskud. Eller min søn er for gammel til at komme i folkeskolen, fordi han rundede de seks år på den forkerte side af sommerferien.
Det er selvfølgelig absurde eksempler. Og heldigvis er de ikke taget fra virkeligheden.
Men det er virkeligheden for de mange danske borgere, som lider af behandlingskrævende angst – men som enten er for unge eller for gamle til at få en henvisning til psykologhjælp, som er den behandling, der virker bedst for de fleste.
Den virksomme hjælp kan du få, hvis du er over 18 eller under 38 år. Du kan selvfølgelig betale selv, men lidt ligesom det brækkede ben, demensen, vuggestuepladsen og folkeskolen er den effektive hjælp ikke velfærd, hvis omkostningseffektivitet alene kan måles i den offentlige udgift til behandlingsforløbet.
Angst koster nemlig det danske samfund 9,3 milliarder kroner om året, opgør Sundhedsstyrelsen. En meget lille del udgør omkostninger til behandling – blandt andet fordi behandlingsudgifterne holdes nede med absurde aldersgrænser.
Hovedparten af de 9,3 milliarder kroner udgøres af udgifter til, at virksomheder taber omsætning, fordi en medarbejder bliver helt eller delvist fraværende, samt udgifter til overførselsindkomster for de mennesker, som angsten rammer – fordi de ikke modtager behandling.
Der findes ikke nogen tryllestav eller magisk formular, der kan få angst til at gå væk. Men psykologbehandling er det mest effektive valg – og modsat medicin langt mere effektiv til at forebygge, at angsten vender tilbage med uformindsket styrke, når livet igen trænger sig på.
Måske er du ramt. Måske er du for ung eller for gammel. Ærgerligt for dig. Og ærgerligt for samfundet. En så absurd politisk prioritering koster både menneskeligt og økonomisk.
Eva Secher Mathiasen er formand for Dansk Psykologforening