Prøv avisen
Kanten

Regeringen presser sundhedsvæsenet og løber fra ansvaret

"Men den skrappe prioritering og kravet om at få mere aktivitet i sundhedsvæsenet for relativt færre penge har jo også en negativ betydning, som man med aftalen har truffet en politisk beslutning om at ville acceptere." Arkivfoto. Foto: Sofia Busk/Ritzau Foto

Personligt vil jeg også gerne kunne købe mere for mine penge, end jeg kan. For eksempel en bondegård. Det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har – modsat regeringen – ikke muligheden for at uddelegere ansvaret for, hvad det betyder for mad på bordet og tøj på kroppen til min familie, hvis jeg gjorde det, skriver psykologformand Eva Secher Mathiasen

Tirsdag aften indgik landets regioner en ny økonomiaftale med regeringen, som blandt andet betyder, at personalet på landets sygehuse og hospitaler skal løbe hurtigere frem mod aftalens udløb i 2018.

Helt nøjagtig er der tale om et krav på en fortsat årlig produktivitetsstigning på to procent i sygehusvæsenet, og selvom formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, havde fundet smilet frem og udtalte til pressen, at han var ”tilfreds”, da han gav finansminister Kristian Jensen (V) håndslag, kunne man som tilskuer ane, at smilet var en smule stift.

Bent Hansen gik nemlig til forhandlingerne med et krav – eller måske nærmere et håb – om, at de politisk bestemte produktivitetsstigninger i sygehusvæsenet skulle aflives, og at sektoren skulle tilføres tæt på to milliarder kroner ekstra om året.

I stedet blev han sendt hjem med en aftale om 500 millioner kroner ekstra om året i perioden og et uændret krav om produktivitetsstigninger, som i øvrigt har opbakning fra dele af oppositionen.

Det kan man kun forstå som en klar tilkendegivelse fra politikernes side, og det er på sin vis helt fair at ville noget, og bruge magten til at få det.

Men magt forpligter.

Når man for en tid har fået magten og helt oplagt bruger den til at gennemføre ting, som man gerne vil have – så er man samtidig forpligtet til at stå ved, hvad man så ikke får.

”Regeringen ønsker en styring og finansiering af sundhedsområdet, der sikrer kvalitet og værdi for patienterne og dermed mest mulig sundhed for pengene,” forklarer innovationsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

Javel. Hvem vil gerne have kvalitet, værdi og mest mulig sundhed? De fleste, går jeg ud fra.

Men den skrappe prioritering og kravet om at få mere aktivitet i sundhedsvæsenet for relativt færre penge har jo også en negativ betydning, som man med aftalen har truffet en politisk beslutning om at ville acceptere.

For eksempel, at kvaliteten faktisk ikke bliver bedre for behandling af langt de fleste sygdomme. At medarbejdere, der i forvejen løber rigtig stærkt, skal løbe sig selv ned i sokkeholderne. At mellemledere i hele væsenet ikke har mulighed for at udøve reel ledelse. At genindlæggelser fortsat vil eksplodere i dele af væsenet, fordi borgeren ikke er rask, før de udskrives. At det fortsat tilsyneladende er vigtigere at levere aktivitet, end det er at levere effekt for borgerne – selvom effekten er hele sundhedsvæsenets raison d’être.

Det er en ærlig sag, at de politiske magthavere beslutter, hvordan pengene skal bruges, og at de gerne vil have mere for dem. Personligt vil jeg også gerne kunne købe mere for mine penge, end jeg kan. For eksempel en bondegård. Det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har – modsat regeringen – ikke muligheden for at uddelegere ansvaret for, hvad det betyder for mad på bordet og tøj på kroppen til min familie, hvis jeg gjorde det. Og jeg kan heller ikke kræve af sælger, at han sætter prisen ned til det halve.

Det er legitimt at ville have ”mest muligt for pengene”. Men mest legitimt er det nu, hvis man står ved det på både godt og ondt.