OVERSKRIFTEN TIL disse spalter er hentet fra fjerde akts slutscene i Henrik Ibsens skuespil ”Brand” (1866). Her udtaler hovedpersonen Brand de berømte ord: ”Sjæl, vær trofast til det sidste./ Sejrens sejr er alt at miste./ Tabets alt din vinding skabte; - evigt ejes kun det tabte.”
Formuleringen kan forekomme selvmodsigende. Hvordan kan evighed og tab høre meningsfuldt sammen? Spørgsmålet vælger jeg her at besvare på denne måde: Historieskrivning har at gøre med at bevare det flygtige for en tid. Foranderlighed er i sig selv historiens væsen. Evig forgængelighed er selve livets vilkår.
Bestemte tydninger af såvel genstande som handlinger og idéer kan imidlertid fastholdes ved at formulere dem i ord. Vi kan på den måde få en slags ukrænkelig ejendomsret og nærmest eviggyldig copyright til det, der ellers ville være fortabt. Tidens mange biografiske bøger giver mængder af eksempler på, hvordan det forgangne kan genskabes for næsten tid og evighed.
SÅDAN VIRKER DET PÅ OS. Sådan kan vi lide det. Det fornemmes godt sådan at få hold på fortiden med henblik på fremtiden. Evigt kan det tabte ejes, når for eksempel medierne igen og igen finder på at samle det tabte op for bæredygtigt at komme et kollektivt hukommelsestab til undsætning.
Disse tanker er affødt af de fyldige omtaler af den bedrøvelige brandulykke, der i mandags forårsagede, at ”91 års dansk feriehistorie gik op i flammer”. Sådan lød overskriften til den artikel, der i tirsdagens Kristeligt Dagblad blev bragt dagen derpå. Teksten var illustreret af et mareridtsagtigt realistisk foto af det brændende Svinkløv Badehotel.
Lykkeligvis blev de mange hotelgæster reddet ud i tide. Efter artiklen og de mange andre reportager at dømme, så var det ikke tilfældet med hotellets møbler, malerier og andet indbo. Ifølge de seneste nyheder var en defekt tørretumbler årsag til branden. Det fremgik også, at lokale myndigheder har måttet sætte vagt ved brandtomten for at værne stedet mod souvenirsamlere.
SOUVENIR ER DET FRANSKE ORD for minde, det vil sige, egentlig betyder det at komme (hukommelsen) til undsætning. Og mon ikke vi i dag er mange, der ønsker det stilrene badehotel reddet i form af en genrejsning med nøjagtigt samme proportioner, materialer og farver?
Der må findes så detaljerede arkitekttegninger, så mange fotografier og beskrivelser, at det med vore dages digitaliserede billedteknik er muligt at rekonstruere den historiske træbygning til fuldkommenhed. Det er jo sket overalt på kloden, at bombede monumenter og byområder har rejst sig fra asken med forbløffende autenticitet. Også frilandsmuseer giver overbevisende eksempler på bevaring af det ellers uigenkaldeligt tabte.
Restaurerede huse, templer, kirker og andet bevaringsværdigt kan tilmed tit give værdifuld indsigt i fortidens byggeteknik, værktøjsbrug og materialeforståelse. Det genopståede gamle får da en ny og næsten eviggyldig karakter.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.
