Evigt liv eller evig ild

I Kristeligt Dagblad den 22. oktober gjorde Finn B. Andersen med rette indsigelse mod rektor Henning Thomsens prædiken fra ugen før, da denne kraftigt afsvækkede den bibelske tale om dommens dobbelte udgang. Allerede dagen efter - d. 23. oktober - dukkede emnet imidlertid op igen; nemlig i Kaj Mogensens »Ordet«, som han afsluttede på følgende vis: »Jeg kan ikke andet end at tro på Guds kærlighed ved Jesus Kristus og i den tro afvise enhver ukristelig tale om evig pine«. Den 4. november tager samme Kaj Mogensen for alvor bladet fra munden og skriver, at han ikke forstår, hvorledes præster, der i bogstavelig forstand tror på en dobbelt udgang, kan komme igennem en begravelsesgudstjeneste. Selv tror han, »at Kristus kommer for at dømme levende og døde«, men også at »Guds tilgivelse og kærlige nyskabelse er overordnet dommen.« Han ville ganske enkelt ikke kunne gennemføre en begravelsesgudstjeneste uden troen på, »at Gud til sidst tager ethvert af sine skabte og faldne menneskebørn til sig og fører dem ind i sit evige kærlighedsrige.« Det kunne være interessant at høre, hvorledes Kaj Mogensen forestiller sig, at Kristus skal komme for at dømme - men at Gud alligevel samler alle ind i kærlighedsriget. For mig at se nøjes han ikke med at afsvække læren om den dobbelte udgang - han afskaffer den simpelthen, og det er temmelig alvorligt. I dette spørgsmål taler vi nemlig ikke om noget, hvor Skriften eller vor kirkes bekendelsesgrundlag overlader os til mere eller mindre sandsynlige fortolkninger. I to af vore bekendelsesskrifter udtrykkes den bibelske lære om den dobbelte udgang så klart, at der ikke er noget at være i tvivl om. Der siges direkte i Den Athanasianske Bekendel-ses artikel 37-39, at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde - og i forhold til den apostolske bekendelse klargøres det, at der er tale om en dobbelt udgang fra denne dom: evigt liv eller evig ild! Vi finder altså allerede i den-ne oldkirkelige bekendel-se en knæsættelse af læren om den dobbelte udgang. Også på reformationstiden har man fundet det vigtigt at udtrykke denne del af Skriftens vidnesbyrd i bekendelsesform. Således hedder det i Confessio Augustana, artikel 17: Om Kristi genkomst til dom, at »Kristus vil komme til syne ved verdens afslutning for at dømme, og at han vil opvække alle døde; de fromme og udvalgte vil han give evigt liv og uophørlige glæder, men de ugudelige mennesker og djævlene vil han fordømme til at pines uden ende.« Det er ubehageligt at blive mindet om fortabelsens realitet - og ikke mindst dens evighedskarakter, men at kalde det for ukristelig tale, som Kaj Mogensen gør det, synes temmelig fejlagtigt! Evangeliet om den ufortjente frelse er og bliver kirkens og forkyndelsens hovedsag. Så langt er vi enige. Derfor må vi også afvise enhver ukristelig tale, om evig pine - nemlig en tale som ynder at svælge i fortabte sjæles pine. Dette udelukker imidlertid ikke, at der findes en kristelig tale om den evige pine - om den evige fortabelse som en grufuld realitet, der hverken skal forties eller gøres til centrum. Den dobbelte udgang er således ikke et valgfrit tema i evangelisk-luthersk kristendom; at benægte den er derimod at forlade folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag! Peter Kofoed Herbst, stud. theol., Åbyhøjgård 25, 1.th, Åbyhøj