Prøv avisen

Exit fra Horserød Fængsel: Forberedelsen til friheden er blevet lettere

Horserød Statsfængsel. Foto: ANNETT BRUHN

i Horserød Fængsel tænker man på, hvordan menneskelivet i Horserød kan være med til at skabe en god baggrund for livet i frihed

HORSERØD ER sådan et godt fængsel. Her passer vi godt på de indsatte. Virkelig, så det gør noget. Det er meningen med Kriminalforsorgen: Vi passer på folk, så de ikke smutter i svinget. De er i vores varetægt, frihedsberøvede som de er. De er dømt til at være her.

Den dom tager vi alle højde for, endda så meget, at vi sammen kigger langt ud over hegnet, helt ud i friheden, mens vi tænker på, hvordan menneskelivet i Horserød kan være med til at skabe en god baggrund for livet i frihed, som venter på alle.

LÆS OGSÅ: Kan man lukke fængslernes svingdør?

VI ER MANGE medarbejdere, som gør, hvad vi kan og lidt mere til for at sluse de indsatte ordentligt ud.

Men vi får også hjælp ind udefra. Fra Exit, som er blevet en integreret og uundværlig del af de indsattes frihedsforberedelse. Exit er uden for ethvert system og færdes frit i Horserød Statsfængsel som sig selv. Exit kan noget, som ingen andre kan: arbejde på de indsattes betingelser, for en del af Exits medarbejdere har haft fængselslivet helt inde bag egne tremmer.

De ved, hvordan det kan være at være indsat. De ved alt om uddannelsen, arbejdet og netværkets betydning og støtter de indsatte, som befinder sig i omegnen af banderne, samtidig med at de skal begynde en tilværelse uden de hurtige penge. Der skal radikale ændringer til. Det er svært, for ikke at sige en kunst at komme ud af den kriminelle verden.

EXITS MEDARBEJDERE ved, hvor meget familielivet betyder. Især når det går totalt og aldeles i stykker. Exit hjælper de indsatte i familieafdelingen med at styre igennem det smadrede familieliv, så alle kommer ud på den anden side med mulighederne i behold.

Hver anden tirsdag kommer Exit til kirken i Horserød. Vi kan kalde det en motivationseftermiddag. Sidste tirsdag var opgaven: gældsrådgivning. Exits frivillige advokat og hans fire jurastuderende havde gang i 20 samtaler. Der blev sat i system, lagt strategier og talt fremtid. Livshæmmende gæld passer ikke til et nyt liv i det fri. Der skal der ryddes op. Næsten et sisyfosarbejde.

De løsladte udsættes for mange bagholdsangreb i det fri. Exits medarbejdere kender dem bedre end nogen andre. De kan hjælpe os med at se dem i øjnene og måske ligefrem forebygge dem.

EXIT GIVER OS LUFT under vingerne. Den sidste torsdag i måneden låner Exit Apostelkirken på Vesterbro: kultureftermiddag for indsatte og løsladte og deres familier. To minibusser med hver sin præst bag rattet suser fra Horserød mod København. Vi har en hel eftermiddag og halv aften sammen. Det er guf for savn og længsler. Børn og forældre liver op og har tid til at se hinanden endda i øjnene.

Fangekorene fra fængslerne synger, så der går glæde i livet. Exits frivillige serverer lækker aftensmad for 80-100 mennesker ved langbordene. Gratis for alle, undtagen for dem med ren straffeattest. De betaler 20 kroner.

Vi bliver mætte. Også af glæde. Og håb. Bare en lille smule. Nok til, at vi tør trodse tilværelsens uforudsigelighed. Bare lidt. Andagten til sidst inde i Apostelkirken slår glæden fast. Med syvtommersøm.

Så kører vi hjem, mens vi taler om, at Exit hjælper os med alt muligt. Især med trygheden. Den er de gode til.

Hanne Storebjerg og Bjarne Lenau Henriksen er fængselspræster ved Horserød Statsfængsel