Fællesskaber med stor betydning. Hyltoft overser det religiøse

Som borgere i et moderne samfund må vi udvikle et minimum af sociologisk forståelse for hinandens særheder, skriver sociolog Steen Marqvard Rasmussen

Tak til Ole Hyltoft som i sin kronik den 6. februar 2010 åbner for en debat om nationalfølelsen, som er langt mere begavet end den, vi normalt ser blandt kulturkampens krigeriske aktører.

Sociologisk set handler debatten om forholdet mellem de organiske og de konstruerede fællesskaber, som med mellemrum er blevet intenst diskuteret, siden Ferdinand Tönnies i 1887 udgav den nu klassiske bog "Gemeinschaft und Gesellschaft".

Ole Hyltoft beskriver personligt og klart den afgørende betydning, de organiske fællesskaber (Gemeinschaft) har: "Politisk ståsted, arbejdsplads og familie udgjorde de fællesskaber for os, der gav tilværelsen ramme og mening."

Som yderligere eksempler på organiske fællesskaber nævner han med rette fælles uddannelse, godsejernes nedarvede besiddelser, men også "ens modersmål, boligen, hjemegnen og vejrliget. Og så (...) den historie og den kultur, nutiden er vokset ud af."

Besynderligt nok glemmer han den religion, man måtte tilhøre, men pointen er klar nok, og jeg er enig: Sådanne organiske fællesskaber er livsnødvendige, fordi de giver livet fylde og kan stabilisere den enkeltes identitet – og lige så vigtigt: Der findes en lang række muligheder for at indgå i sådanne.

Ole Hyltoft ser også klart, at konstruktioner som EU (Gesellschaft) ikke kan erstatte de organiske fællesskaber, fordi førstnævnte ikke giver nogen følelse af hjemlighed. Desværre ser kronikken bort fra to spørgsmål, som den videre debat er nødt til at arbejde seriøst med:

1) Hvilke organiske fællesskaber er fortsat nogenlunde intakte? Det er givetvis helt forkert, når Ole Hyltoft mere end antyder, at kun det nationale står tilbage: "Af de mange faldne fællesskaber står det nationale stadig oprejst. Men temmelig ubenyttet."

DET ER HELT INDLYSENDE, at den stigende andel af danskerne med lange uddannelser har et stærkt organisk fællesskab baseret på den videnskabelige skoling og tænkemåde, de har tilegnet sig. Ligeledes er religion blandt andet kommet tilbage i samfundsdebatten, fordi der nu findes flere religioner på dansk jord, som har stor identitetsmæssig betydning for forskellige borgere i landet. Det interessante og "irriterende" ved uddannelse og religion som organiske fællesskaber er, at de begge overskrider det nationale.

Når nu de organiske fællesskaber er så vigtige, og når der findes mange forskellige af dem, selv i lille Danmark, så bliver det næste spørgsmål:

2) Hvordan er det muligt at skabe så megen forståelse for hinandens dybtfølte "særheder" skabt af de organiske fællesskaber, at vi kan leve fredeligt og måske berigende sammen med hinanden?

Da Ole Hyltoft tror, at kun det nationale fællesskab står tilbage, får han slet ikke øje på problemet. Han taler, som om Danmark stadig er et stammesamfund, hvor alle organiske fællesskaber fint lægger sig oven på hinanden, dækker hinanden og er uden gnidninger: "Nationalfølelsens værdi nummer et er, at den frigør os fra egoismen. Den rummer denne magiske dobbelthed, at vi er os selv. Men vi er også de andre omkring os."

Sagen er, at alle organiske fællesskaber "frigør os fra egoismen" og tilfører os en gruppeidentitet, som vi har brug for, men det virkelige problem er, at dette kan lede til gruppeegoisme og voldsomme grænsedragninger. Den virkelige udfordring er at undgå dette, samtidig med at vi anerkender de organiske fællesskabers betydning.

I bogen "Religiøse grundfarver" har jeg argumenteret for, at en del af løsningen er, at vi som borgere i et moderne samfund udvikler et minimum af sociologisk forståelse for hinandens særheder: Hvad er det mere præcist, "de andre" får ud af at være anderledes end mig og mine? Den forståelse giver sammenhængskraft på trods af forskelle, men hvordan udvikles denne? Det er udfordringen.

Steen Marqvard Rasmussen,
sociolog,
Stavnsvej 34 A,