Døden er et tabu, mener et flertal af danskerne. Og mange voksne taler ikke med børn om døden. Det gør imidlertid sorgen ved at miste endnu sværere at håndtere for dem.
Vi må holde op med at betragte døden som en slags sygdom, der kan helbredes. Derfor har vi brug for en ny offentlig debat om døden, der begraver tavsheden.
Mere end hvert fjerde barn eller ung har inden deres 25-årsfødselsdag haft alvorlig, fysisk sygdom eller død tæt inde på livet.
Det sværeste for de børn og unge, der kommer hos os, er naturligvis, at forældre eller søskende rammes af alvorlig sygdom eller død. Men det næstsværeste er den mur af tavshed, de ofte mødes med fra omgivelserne.
”Omsorgsmålingen - når sorgen rammer”, udarbejdet af Mandag Morgen i 2013, viste, at to ud af tre såkaldt sorgerfarne børn og unge aldrig eller sjældent har talt med nogen om, hvordan de har det.
40 procent af dem synes ikke, at deres klasselærer har været god til at tale med dem om dødsfaldet eller sygdommen.
På ungdomsuddannelserne var det kun otte procent af de unge, der oplevede, at en af deres lærere tog sig af dem.
Jeg oplever, at døden paradoksalt nok er gået hen og blevet et endnu større tabu i de senere år. Der aldrig været så meget fokus på sygdom og død i medierne som i dag.
Men omvendt bliver vi ældre og ældre og lever længere på grund af bedre behandling.
Bagsiden er, at vi fortrænger, ja måske sågar fornægter døden. Døden er blevet lægevidenskabens nederlag.
I en spritny undersøgelse siger 56 procent af danskerne, at der i høj grad eller i nogen grad er et tabu i samfundet omkring døden.
Og 4 ud af 10 danskere mener slet ikke eller i mindre grad, at det er vigtigt at tale med børn om døden. Det gælder over halvdelen af mændene. Det er skræmmende tal. Og det viser, at vi har et fælles ansvar for at bryde tavsheden om døden.
Når børn i sorg møder tavshed og i øvrigt ikke er forberedt på at tale om døden, får det alvorlige konsekvenser for den fjerdedel, der oplever døden tæt på, inden de er fyldt 25 år.
Det går ud over deres skolegang, familieliv, sociale relationer med mere. Og i værste tilfælde ender det med ensomhed, isolation, selvdestruktiv adfærd, kriminalitet, depression med videre. Uden hjælp fra omgivelserne er det meget svært for dem at få et godt og meningsfyldt liv igen.
Det er og bliver vores ansvar.
Derfor har vi brug for en ny åbenhed om døden - både i familierne og i det offentlige rum.
Det kan virke hårdt og meget direkte, fordi det aldrig er let at tale om døden, og slet ikke med børn.
Men jeg mener, at vi har en klar forpligtelse. Det er vigtigt, at vi tager det ansvar på os.
Først når vi som voksne bliver bedre til at acceptere døden, bliver vi bedre til at tale om den og derigennem bedre til at støtte børn og unge, der møder alvorlig sygdom og død i den nærmeste familie.
Preben Engelbrekt er direktør i foreningen Børn, Unge & Sorg