Der hersker i medierne og i offentligheden vild forvirring om, hvad danskhed er.
Det behøvede der ikke at gøre, hvis man stadig sang de sange, der også i dag er frit tilgængelige i for eksempel Højskolesangbogen.
Alle, der har gået i skole, inden folkeskoleloven af 1975 afskaffede fællessangen i skolen, vil kunne synge med på de danske fædrelandssange, lige fra Laurids Koks ”Danmark, dejligst vang og vænge” fra slutningen af 1600-tallet til Erik Bertelsens ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” fra 1939. I alle disse sange har danske digtere givet udtryk for, hvad det vil sige at være dansk og at bo og leve i Danmark.
Et godt eksempel på, hvordan digterne har beskrevet, hvad det vil sige at være dansk, er Johannes Helms’ grundlovssang fra 1873, ”Jeg elsker de grønne Lunde”.
Denne sang beskriver først det danske landskab og derefter, under indtryk af tabet af Sønderjylland få år tidligere, den danske historie. Enhver, der af hjertet kan synge:
”Mig fryder din ros, din ære,/ mig knuger din sorg, dit savn,/ hver glans, hver plet vil jeg bære,/ som falder på Danmarks navn” er dansker, hvad andre så ellers måtte mene. De, der snubler over sidste strofe, ”Men end er der sang i skoven,/ højt bølger det røde flag,/ Eed er der en Gud foroven,/ der råder for Danmarks sag”, bør huske, at lige så vel som danske jøder uden problemer har kunnet synge med på denne strofe, lige så vel må danske muslimer kunne gøre det.
Den folkelige fællessang har siden de folkelige og kirkelige vækkelsers gennembrud i 1830’erne været det måske stærkeste udtryk for dansk kultur, både den nationale og den kirkelige, men har siden omkring 1960 været under et stadig stærkere pres.
Vil man fremme folkelig dansk kultur, og det er vel et ønske om at gøre det, der ligger bag talen om danskhed og det danske, bør man overveje at genopfinde den folkelige fællessang.
Der er ikke noget, der integrerer en forsamling, stor eller lille, ja et helt folk, som det at synge sammen. Ved at synge lever man sig selv ud, og ved at synge sammen med andre lever man sig ud sammen med dem, man får fælles åndedræt og hjerteslag, bliver så at sige ét med hinanden og med det, man synger om.
Derfor kan man ikke synge hvad som helst med hvem som helst. Til gengæld synger man glad og gerne og med alt, hvad man er, sammen med dem, man deler nationale og/eller kirkelige værdier og sammenhæng med,
Vil man dansk kultur og dansk folkeligt fællesskab, eller sagt på en anden måde: dansk integration, er der ingen vej uden om at genopfinde den folkelige fællessang. Som med alt andet, der skal have folkelig bredde og folkelig styrke, er det nødvendigt nationalt at begynde med skolen, med lærerne og eleverne og deres forældre, og kirkeligt med forældre og børn fra babysalmesang og opefter for at ende med en fuldtonende sang i ældrearbejdet og på plejehjemmene.
Det vil tage sin tid. Til gengæld får man et Danmark, der vil hænge sammen.
Hvis det da ellers er det, man ønsker.
Peter Balslev-Clausen er provst og adjungeret professor emeritus, ph.d.