Vi mangler fængselsbetjente, sygeplejersker og lærere. Men vi kan stadig nå at undgå katastrofen

I fremtiden vil samfundet mangle endnu flere lærere, sygeplejersker, fængselsbetjente og pædagoger end nu. Erfaringer fra vores nærmeste naboer viser både, hvor galt det kan gå, og hvad en løsning kan være

Fængselsbetjente er blot en af de faggrupper, der allerede nu mangler kolleger. Arkivfoto.
Fængselsbetjente er blot en af de faggrupper, der allerede nu mangler kolleger. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Lærer-, pædagog- og sygeplejerskemanglen vokser. Fængselsvæsenet og forsvaret har desperat brug for mere personale. Og mange af de nyuddannede professionsbachelorer vil slet ikke ud og have de job, de ellers lige har kvalificeret sig til.

Illusionen om, at digitalisering, automatisering, kunstig intelligens og robotter kan klare problemerne er bristet. Også den højteknologiske sektor mangler folk, og jo mere vi automatiserer og digitaliserer, jo mere efterspørger vi også veluddannede teknologi- og it-specialister.

Samtidig er vi ramt af et voksende demografisk problem: De kommende år bliver der flere ældre på plejehjem og hospitaler og samtidig færre yngre til at tage sig af dem. Og paradoksalt nok, midt i miseren, er næsten 700.000 danskere i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet.

Det er et katastrofalt højt tal. Hvis ikke der gøres noget, vil der om få år ikke være kvalificeret personale til at behandle de syge på hospitalerne, ingen til at pleje de ældre på plejehjemmene, ikke være nok pædagoger og lærere til at tage sig af og undervise børnene i institutioner og skoler og ikke it-folk, ingeniører og teknikere til at sørge for internetforbindelser, elforsyning, vandrør og alle de øvrige net og installationer, der skal holde infrastrukturen og den kolossale grønne omstilling i gang.

Der vil heller ikke være nogen til at resocialisere fangerne i fængslerne og ingen soldater, der kan forsvare os i en mere og mere usikker verden. Hvad kan der gøres ved dette problem? I denne kronik vil jeg komme med en række bud.

Jeg er en del af et europæisk projekt, WATSup (What About Teacher Shortage), der forsker i lærermangel i Danmark, Sverige og Tyskland. Jo mere, jeg dykker ned i området, jo mere kan jeg se, at lærermangel ikke er et afgrænset problem, men i stedet afspejler en gigantisk generel udfordring med personalemangel i samfundets centrale omsorgs-, pleje-, sikkerheds- og undervisningsinstitutioner. Der har de unge nemlig ikke længere lyst til at være.

I Danmark har vi stigende lærermangel. I vores nabolande Sverige og Tyskland er lærermanglen allerede et alvorligt problem. I alle tre lande ser vi, at erfarne lærere forlader jobbet, og nye (uddannede) er ikke til at skaffe. Samtidig er ansøgertallet til læreruddannelsen faldende.

Det meste af undervisningen på nogle tyske og svenske skoler varetages af ikke-uddannede lærere, der ofte slet ikke magter opgaven. Skolekulturen bryder sammen. Dannelsesaspektet forsvinder. Det samme ser vi i horisonten herhjemme.

For nyligt gennemførte vi i en dansk spørgeskemaundersøgelse rettet mod læreruddannede, der ikke længere er i faget. Vi spurgte, hvorfor de har forladt erhvervet. Et hyppigt svar er, at de oplever, at de ikke er uddannet godt nok til at tackle de udfordringer, de møder i praksis. Det handler ikke om, at professionshøjskolerne ikke gør det godt nok. Men de adspurgte oplever bare, at fire år på bachelorniveau ikke er nok.

Vi ser, at noget lignende gør sig gældende på sygeplejerske- og pædagogområderne. "Praksischok" kaldes det også. Det er imidlertid et gammelt fænomen, så hvorfor slår det ekstra hårdt til nu? Måske fordi forventningerne – både hos de nyuddannede, hos forvaltningerne og hos borgerne – er blevet tårnhøje. For nogle nyuddannede opleves gabet mellem forventning og virkelighed som helt uoverstigeligt. De efterspørger derfor mere tid til fordybelse i udfordringerne, hvis de skal have mod og lyst til at tage dem op. Det handler ikke om enten mere akademisering eller mere praktik, men om mere af det hele.

Den finske læreruddannelse, som jeg har studeret i årevis, er baseret på en femårig kandidatuddannelse. I en sammenlignende undersøgelse blandt danske og finske lærerstuderende, som jeg var med til at lave i 2017, udtrykte finnerne, at de var blevet godt klædt på til at kunne klare opgaven som lærere. Helt modsat de danske lærerstuderende. Og i Finland er det meget populært at søge ind på læreruddannelsen og efterfølgende blive lærer i folkeskolen.

Nogle år er der cirka 10 gange så mange ansøgere, som der er studiepladser. Helt omvendt af situationen herhjemme, hvor vi har problemer med at fylde pladserne på læreruddannelsen.

Et andet problem for alle danske professionsuddannede er, at de har meget få muligheder for fleksibelt at bruge og bygge oven på deres uddannelse. Der er kun få karriereveje til rådighed. En professionsuddannelse i Danmark er langt hen ad vejen en blindgyde. Det skal ændres, hvis vi vil have flere unge til at søge ind på professionshøjskolerne. Meriteringsmuligheder, fleksibilitet og mange karrieveje er noget af det, de unge efterspørger, og måske kunne en løsning være at vove springet og lave forsøg herhjemme med professionsuddannelser på kandidatniveau?

Engang var det populært at uddanne sig til og blive ansat som lærer, sygeplejerske, fængselsbetjent og pædagog. Efter endt uddannelse var der kamp om jobbene. Var man først fastansat, var man sikker på en livslang ansættelse med relativt gode løn-, pensions-, ferie- og tjenestetidsforhold. Det var goder, som datidens unge prioriterede højt. Men sådan er det ikke mere. Hvorfor mon?

Svaret handler blandt andet om, at de unge i dag ikke længere er interesserede i at arbejde i fastlåste, topstyrede og gennemregulerede jobs og lukkede karriereforløb. De unge lægger i stedet vægt på, at de kan sætte deres personlige præg på jobbet, at de kan opleve succes med opgaveløsningen, og at de bliver belønnet for at håndtere kerneopgaverne godt. Vi skal altså sørge for, at de professionsuddannede har de redskaber, der skal til for at de kan løse de opgaver, de er ansat til at klare. Og de skal opleve, at de bliver belønnet for god præstation i kerneopgaveløsningen. Måske skal vi derfor genindføre nogle titler à la tidligere tiders "overlærer" og "oversygeplejerske", hvor man opnår nogle goder ved netop at blive i jobbet og løse kerneopgaverne godt?

Mange af de nyuddannede oplever nemlig en helt anden dagsorden ude i institutionerne: Det belønnes at komme væk fra kerneopgaverne og i stedet blive administrator, intern vejleder, konsulent, efteruddanner med videre. Derfor videreuddanner mange af de bedste lærere, pædagoger og sygeplejerske sig helt væk fra kerneopgaverne. Vi mister nogle af de bedste på den konto.

En stor del af de 700.000 danskere i den erhvervsaktive alder, der ikke er i uddannelse eller job, er unge. Der er brug for flere fleksible løsninger, der let kan bringe dem ind i skræddersyede forløb, hvor de kan komme i arbejde/uddannelse eksempelvis i institutioner, der mangler personale. Toårige merituddannelser er en løsning, men det er etårige assistentuddannelser også.

For godt 10 år siden havde vi i Danmark forsøg med brug af lærerassistenter i skolen. Jeg var selv med til evalueringen. Den viste, at lærerne havde stor gavn af assistenterne, der ikke var læreruddannede, men ofte var unge, der ofte havde pædagogisk erfaring fra idræts-, spejder- og klubområderne. På trods af de gode erfaringer med forsøgsordningerne blev de hurtigt glemt. 

Den danske forsøgsordning hentede inspiration fra Finlands lærerassistentordning. En finsk lærerassistent har taget en étårig assistentuddannelse, og de leverer fleksible og anerkendte bidrag til skolernes arbejde med eksempelvis integration og inklusion – felter, der ofte stresser lærerne.

Mange finske assistenter går efter nogle år i gang med professionsuddannelser. De danske forsøg antydede noget tilsvarende og viste samtidig, at lærerne følte større arbejdsglæde og i det hele taget oplevede mere succes med deres arbejde, når assistenterne deltog. Dette er en afgørende pointe i forhold til førnævnte beskrivelse af de "nye unges" forventninger til arbejdet, og dermed et godt argument for at genbesøge de ti år gamle danske forsøgsordninger.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.