Prøv avisen

Får lavere kontanthjælp folk i arbejde?

Mads Lundby Hansen er cheføkonom i den borgerlige tænketank CEPOS. Majbrit Berlau er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Jeg har svært ved at anerkende, at tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere ikke kan arbejde, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos. Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau mener derimod, at den nye lovgivning rammer en stor gruppe, som ikke har mulighed for at tage et arbejde

JA,

mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom og vicedirektør i den borgerlige tænketank Cepos

Får lavere kontanthjælp folk i arbejde?

Ja. Det er meget veldokumenteret, at lavere offentlige ydelser øger beskæftigelsen. Det gælder også kontanthjælpen. Når man sænker den, bliver forskellen mellem at være i arbejde og være på kontanthjælp større, og det betyder, at modtageren i større omfang tager nogle af de mange ledige jobs, der er i dansk økonomi. For eksempel skar Mette Frederiksen (S) kraftigt i kontanthjælpen for de unge, da hun var beskæftigelsesminister, og det har vismændene siden vurderet har haft en effekt på beskæftigelsen.

Omkring 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne er vurderet til ikke at kunne tage et job. Hvad gør man, hvis kontanthjælpsmodtagerne ikke har ressourcerne til at få et arbejde?

Jeg har et håb om, at alle kontanthjælpsmodtagere kan komme i arbejde. Jeg tror, at det vil være rigtig godt for mange handicappede og også nogle af dem, der har psykiske problemer, at de kommer i job og får den tilfredsstillelse at kunne forsørge sig selv, være påskønnet på en arbejdsplads og lave noget konstruktivt hver dag. Selvfølgelig er der en førtidspensionsordning til dem, der er tilstrækkeligt syge og handicappede. Men jeg har svært ved at anerkende, at tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere ikke kan arbejde. Man kan også gøre mennesker en bjørnetjeneste ved ikke at stille forventninger til dem.

Men hvordan skal det hjælpe dem, der i forvejen er pressede økonomisk og måske også socialt, at man skærer yderligere i deres kontanthjælp?

Rockwool Fonden har konkluderet, at kontanthjælpen i Danmark er godt 50 procent større end i Sverige. Det viser for mig, at man stadigvæk kan og bør sænke kontanthjælpen for at motivere modtagerne til at tage de mange ledige jobs. Før reformen var vi i den situation, at nogle kontanthjælpsmodtagere kun havde en gevinst på godt 1000 kroner om måneden ved at tage et job. Det svarer til en 50’er hver dag. Man skal tænke på, at hvis gevinsten kun er en 50’er ved at tage et job i Fakta eller på det lokale savværk, vil nogle vælge at blive i lejligheden. Ikke alle, men nogle. Nu er gevinsten ved at tage et lavtlønsjob blevet større, og derfor vil det trække flere i arbejde.

Hvorfor er det lige økonomiske incitamenter, der skal få folk i arbejde? Hvorfor ikke også uddannelse eller psykologhjælp for eksempel?

Der er mange jobs derude, som ikke kræver så meget uddannelse. I landbruget, på hoteller, i restaurationsbranchen. Der er masser af ledige jobs til ufaglærte. En stor del af jobbene tager østeuropæere, og det er for så vidt fint nok, men jeg så gerne, at langt flere kontanthjælpsmodtagere meldte sig på banen til de jobs. Jeg mener, at man gør dem en bjørnetjeneste ved at stille forventninger om, at de bare skal på uddannelsesbænken. Det kan blive en sovepude – nej, de skal ud og tage de ledige jobs.

Eksperter peger på, at det kan være stressende og betyde mindre livskvalitet for et menneske, der har kræft eller en hjerneskade, at skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet. Lader man dem ikke i stikken ved at presse dem ud på arbejdsmarkedet?

Det er et dilemma. Der, hvor snittet er i dag, er skævt. At tre ud af fire er kategoriseret som uarbejdsdygtige, har jeg svært ved at anerkende. Hvis man er alvorligt syg, skal man have førtidspension, det er helt legitimt. Men jeg så også gerne, at vi fik et mere rummeligt arbejdsmarked. Jeg har anbefalet, at man indfører indslusningsløn til flygtninge. Men i princippet bør det også udbredes til danskere, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Hvis de på indslusningsløn for eksempel kan arbejde til 80 kroner i timen, vil det samtidig kræve lavere kontanthjælp. Ellers får man mere på kontanthjælp end i et lavtlønsjob. Gevinsten ved indslusningsløn vil være, at umiddelbart svagere og mindre produktive grupper kommer ind på jobmarkedet og kan bevæge sig opad derfra.

NEJ,

mener Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening

I marts indførte regeringen et kontanthjælpsloft og gjorde dermed kontanthjælpsydelserne lavere. Men får det folk i arbejde at skære i ydelserne?

Det er sådan med økonomiske incitamenter, at hvis folk har mulighed for at reagere, handler de. Den store udfordring er, at det netop rammer en stor gruppe, som ikke har mulighed for at tage et arbejde, fordi de har svære sociale og sundhedsmæssige problemer, og dermed har de ikke mulighed for at flytte sig. Når du går til læge, kommer lægen med en diagnose og iværksætter en kur. I kontanthjælpssystemet kender vi diagnosen, men iværksætter en forkert kur. Vi skal arbejde målrettet og længere tid på at afhjælpe problemerne, det er ikke nok med et økonomisk incitament.

Hvad er det for en gruppe, du taler om her?

Det er de omkring 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der er vurderet aktivitetsparate – et lidt kringlet udtryk for, at de ikke har en arbejdsevne, der gør, at de kan gå ud og tage et job i morgen. De har andre problemer end ledighed. Generaliserer vi, har de enten ingen eller en kort uddannelse, og ofte har de problemer af enten social- eller sundhedsmæssig karakter. Vi foretog en stikprøvekontrol i foråret, som viste, at ud af 1000 kontanthjælpssager spillede helbredet hos 90 procent en rolle for ikke at være på arbejdsmarkedet, og ud af dem var det for 75 procent en afgørende grund til, at de ikke var på arbejdsmarkedet.

Men er det ikke vigtigt, at også denne gruppe mennesker får en tilknytning til arbejdsmarkedet og fællesskabet i samfundet?

Jo. Men jeg har altså aldrig mødt en kontanthjælpsmodtager, der ikke ville have et job. De drømmer om at blive det, de selv kalder normale og gå på arbejde. Så jo, alle vil gerne være en del af arbejdsmarkedet, det er godt at være i beskæftigelse og være selvforsørgende, og vi har også nogle gode ordninger som fleksjob for folk, der er syge og godt kan rumme at arbejde lidt. Men så ér der bare nogle mennesker, der aldrig bliver en del af arbejdsmarkedet, måske på grund af handicap i krop eller sind. Og for dem giver det ikke mening at turnere dem rundt i arbejdsprøvninger. I øjeblikket tipper det, ved at man forsøger at skabe en tilknytning til arbejdsmarkedet for en gruppe, der ikke kan magte det.

Hvad skal man så gøre?

Man bør arbejde mere i en helhedsorientering. Hvad har det enkelte menneske faktisk brug for? Ofte bringer de tilbud, folk får, dem ikke videre, for måske har de i virkeligheden brug for en social- eller sundhedsfaglig indsats. Hvis man er syg, har et misbrug eller kommer fra en kaotisk baggrund med eksempelvis vold og svigt, har man brug for at få dét håndteret, gerne parallelt med en beskæftigelsesindsats. Jeg vil også sige, at det er vigtigt, at vi får et mere rummeligt arbejdsmarked. Før i tiden fik folk et job med at gå og feje på stationen eller sætte varer på hylderne i Brugsen. Den type jobs har vi ikke længere, og derfor er vi nødt til at udvikle det rummelige arbejdsmarked for at tilgodese dem, der ikke kan have et job på ordinære vilkår.

Udgifterne til kontanthjælp koster staten omkring 1,9 milliarder kroner årligt. Er det ikke netop derfor nødvendigt at give dem et incitament for at arbejde?

Faktisk er antallet af folk på forsørgelse de senere år faldet. Det skyldes blandt andet, at man har flyttet en del fra sygedagpenge og førtidspension over i kontanthjælpssystemet, for det er en billigere ydelse, og alle kan ikke modtage den, hvis man for eksempel kan lade sig forsørge af en ægtefælle. Man kan så diskutere, om det er rimeligt. Men det er meget dyrt for os som samfund, hvis vi gør kontanthjælpsmodtagerne så fattige, at de bliver mere syge og dårlige. Så ender de med at blive dyrere i form af flere sundhedsudgifter, sociale tilbud, og deres børn får det ringere på sigt, når forældrene ikke kan betale for deres medicin, for eksempel. På den måde tager vi reelt et skridt tilbage, når vi forringer kontanthjælpen.

egebo@k.dk