DET BREDTE SIG som en steppebrand på internettet:
Forargelsen over, at Facebook havde bort‑ censureret det historiske foto af den nøgne, niårige Kim Phuc efter et napalmangreb i Vietnam i 1972. Billedet var lagt på Facebook af den norske forfatter Tom Egeland som et eksempel på, hvordan fotografier kan ændre vores syn på krig. Men i Facebooks bornerte univers fjernes ”frontal nøgenhed” uanset konteksten (napalm har det sociale medie næppe problemer med).
Chefredaktøren for den norske avis Aftenposten kom Egeland til forsvar – og fik bortcensureret billedet fra sin egen Facebook-væg. Det samme overgik Norges statsminister, Erna Solberg. Kim Phuc selv kritiserede censureringen, og protesterne spredte sig – ikke mindst via Facebook, forstås.
Til sidst bøjede det sociale medie sig og tillod billedet. Men de, som havde protesteret, stod tilbage med en ubehagelig erkendelse af, hvor meget magt, vi har lagt i hænderne på Facebook.
”P1 Debat” spurgte en række kommunikationseksperter og politikere, om Facebook er et forsamlingshus eller en bananrepublik.
Alle var enige om faren ved, at medier, politikere, stat og kommuner lægger så stor en del af deres kommunikation i hænderne på en privat, udenlandsk virksomhed. Til gengæld kunne ingen rigtig pege på alternativer. Studieværten bemærkede, at man ofte så politikere være på Facebook i folketingssalen. Ja, indrømmede Ida Auken (R), men det er for at kunne deltage i debatten, der foregår lige så meget på Facebook som i salen. Og, tilføjede hun, i øvrigt fungerer Facebook ofte som et korrektiv til medierne.
Det var for eksempel her, hun selv opdagede, at hjerneforskeren Milena Penkowa ikke var blevet frikendt for forskningsfusk i landsretten, som netaviserne først havde skrevet.
Det var Martin Krasnik (tidligere DR, nu Weekendavisen), der på Facebook gik i rette med blandt andet DR’s ”Aftenshowet” for at lade sig manipulere af Penkowa. ”Sandheden er ganske simpel: Hun er frifundet på grund af forældelse, men landsretten fastslog, at hun er en fusker, løgner, dokumentfalskner og har snydt ‘med en ikke ubetydelig kynisme’,” skrev Krasnik.
En sandhed, som flere medier forsøgte at foreholde Milena Penkowa, der imidlertid havde forberedt dette svar til journalisterne: ”Yakety-yakety-yakety-yak. Frifundet. Kan du stave til det?”. En helt utrolig Facebook-venlig ”soundbite ”, som hurtigt gjorde Penkowa (eller ”The Crazy Ratwoman”, som internet-viddet døbte hende) til en af ugens mest sete personer på det sociale medie. Og mest upopulære. For når de sociale medier finder en skurk, vil alle være med til at tæske. Man savnede næsten, at nogen vil finde det ledige standpunkt og tage Penkowa i forsvar. Det skete ikke.
Til gengæld fik politikere og debattører travlt med at dele sig efter anskuelser, da Morgenavisen Jyllands-Posten i forrige uge bragte historien om Langkaer Gymnasium i Aarhus, hvor rektor har samlet gymnasiets stadigt færre etnisk danske 1. g’ere i tre af gymnasiets syv 1. g-klasser. ”Apartheid i vores Danmark – shame,” skrev Stine Bosse samme dag på Twitter. Andre var knap så skråsikre.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) skrev på Facebook: ”Okay. Jeg går muligvis ud på glødende kul nu. Men jeg forstår ikke helt vreden mod rektoren på Langkaer Gymnasium ved Aarhus?”. Og to ministre landede i første omgang på hver sin side af hegnet, da undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) på sin Facebook skrev, at ”man kan naturligvis ikke opdele elever udelukkende efter kriterier som etnicitet, hår- eller hudfarve”, mens integrationsminister Inger Støjberg (V) på sin Facebook skrev: ”Det har ikke et hak med apartheid at gøre. Det er et spørgsmål om, at danske elever selvfølgelig skal gå i en klasse, hvor man kan have et helt almindeligt dansk ungdomsliv med alt, hvad det indebærer.”
Siden ændrede undervisningsministeren holdning. Efter at have modtaget en redegørelse fra gymnasiet fastslog hun, at det er ”velovervejede pædagogiske begrundelser, der ligger til grund for den beslutning, man har truffet på Langkaer”. Men da var debatten allerede rullet videre. I går kom det frem, at Langkaer Gymnasium har forbudt fællesbøn på gymnasiet – muslimsk såvel som kristen. Og i Politiken fortalte Einar Bang Therkildsen fra Herlev Gymnasium om ensomheden ved at være etnisk dansk mindretalselev i en klasse, hvor flertallet ikke vil danse lanciers, drikke øl, i vandet på skoleudflugten eller på vogntur efter studentereksamen.
Det tog ikke lang tid, før TV 2 rapporterede fra gymnasiet, hvor elever og rektor slet ikke genkendte billedet (man anede konturerne af en ny Karina-sag). ”Hvis Einar savner flere etnisk danske studiekammerater, så kan han jo skifte gymnasium. Det er det letteste i verden,” sagde en af de – ikke-etnisk danske – klassekammerater.
Og det er sagens kerne: Efter en uge er alle enige om, at det er det frie gymnasievalg, der skaber etnisk segregering, fordi de unge søger derhen, hvor flertallet har samme baggrund. Til gengæld kniber det med at pege på alternativer. Ligesom med Facebook.
Ugens debat skrives på skift af journalist Kåre Gade og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard . En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.
