Jesper Balslev, du har selv en baggrund som it-nørd og digital iværksætter. Hvad er årsagen til, at du nu går til angreb på politikernes og uddannelsessystemets ambitioner om en mere digitaliseret undervisning?
”For mig kom vendepunktet, da jeg selv begyndte at undervise. I årene omkring 2000 var jeg meget fascineret af forestillingen om den digitale revolution. Men det gik op for mig, at det i undervisningssammenhæng ikke er nok at pege et eller andet digitalt potentiale ud for en elev eller studerende. Det er langt vigtigere at have som grundlag for sin undervisning, at elever og studerende skal forholde sig kritisk og undrende til verden, også til teknologien.”
Mener du slet ikke, at computere, iPads og smartphones har nogen berettiget plads i skolen eller på de videregående uddannelser?
”Jo, selvfølgelig. Men det bliver brugt for meget og forkert. Jeg mener, det er kolossalt vigtigt, at skolen og uddannelsesverdenen beskæftiger sig med den vilde digitale verden, men jeg så gerne, at it blev set mere som genstand for en undersøgende og kritisk undervisning end som medie for læring. Det meste af den såkaldte læringsteknologi er dårlig og spilder bare børn og unges tid.”
I mange kommuner anser man en computer eller en iPad som et hjælpemiddel, skoleelever har brug for, og som selv børnehavebørn kan lære meget af. Bliver der købt for meget udstyr?
”Ja. Skoler skal have noget udstyr, og et eller andet sted på de højere læreanstalter skal man have de allerbedste computere. Men grundlæggende tror jeg, det er vigtigere at undersøge udstyret end at købe det i hele klassesæt, så hver enkelt har sin maskine.
På mange skoler er man ved helt at afskaffe bøger. Det er en fejl, fordi meget forskning tyder på, at elever bedre husker det, de har læst i en bog, end det, de har set på en skærm. Der er noget ved den visuelle afvikling på en skærm, som virker distraherende, og som ikke er læringsfremmende, så noget går tabt. Hvis lærere tror, at undervisningen skal afvikles via Facebook og Snapchat, er det opskriften på katastrofe.”
Hvad bygger du denne meget negative vurdering på? Der findes andre forskere, der taler for, at it rigtigt anvendt kan tilføre undervisning meget godt.
”Jeg arbejder på en ph.d.-afhandling, hvis materiale er alle de rapporter og dokumenter, der siden 1980’erne er udgået fra Undervisningsministeriet og andre offentlige danske myndigheder om digitalisering af undervisning. Det slår mig, at mens diverse internationale rapporter berører mulige negative effekter, så bliver danske myndigheder ved med ufortrødent at udsende rapport efter rapport, som kun omtaler it som et kæmpe potentiale. For eksempel findes der en rapport fra Europa-Parlamentet, som omtaler, at børn ved overdreven skærmbrug har øget risiko for at komme til at lide af søvnmangel, overvægt og angst. Og vi fortsætter med at investere i nyt udstyr, selvom en rapport fra OECD vurderer, at lande som Danmark ikke får ret meget ud af at anskaffe flere maskiner. Det virker, som om danske beslutningstagere er blevet forelskede i computere.”
Har du et bud på en årsag til, at denne forelskelse skulle være opstået? Som regel er beslutningstagere ikke forelskede i at bruge penge.
”Jeg tror, digitaliseringens succes skyldes, at de digitale systemer er gode til at returnere visuelle beviser på brugen af dem. Computere kan altid opstille grafer, som påviser, at her er sket noget. Men dybest set beviser det ikke, at en læsning, en læring eller en refleksion har fundet sted. Det er en helt overfladisk registrering, men leverer et perfekt alibi for at have investeret her.”
En del teoretikere og politikere har i årenes løb talt om, at tiden er løbet fra gammeldags klasseundervisning, fordi eleverne er på vidt forskellige trin. Derfor skal fremtidens læring foregå individuelt med læreren som konsulent og computeren som hjælpemiddel.
”Det er en kliché, som igennem 40 år er blevet ved med at cirkulere i politiske rapporter som noget nyt. Det repræsenterer et meget elitært barnesyn, hvor eleven er et forskerbarn, som bare skal sættes fri til at lære uden at være tynget af de voksnes nyttetænkning.
Det kan måske fungere for nogle få elever, men i praksis vil der være brug for meget mere voksen struktur og autoritet, hvis vi ikke skal smide flertallet af danske børn ud med badevandet.”
I din bog går du op imod denne fremtidsmusik og griber tilbage til tunge, svære bøger af oplysningsfilosoffen Immanuel Kant. Har det nogen fremtid for sig?
”Der er ved at blive opbygget en stærk forskningsretning, digitale studier, som tager de forandringer, digitaliseringen fører med sig, dybt alvorligt. Det er den vej, jeg håber, at flere vil gå. Når jeg inddrager Kant, er det ikke for at vende tilbage til den sorte skole.
Kants bøger er noget nær det modsatte af et tweet: lange, kloge og så svære, at de næsten er ulæselige. Men de repræsenterer samtidig en kritisk forholden sig til alt. En overvejelse af, hvilket vidensgrundlag beslutninger hviler på, som der er hårdt brug for i dag, og som i 1700-tallet fik kickstartet oplysningstiden.”
Er der ikke også fokus på kritisk tænkning og digital dannelse i de ministerielle rapporter?
”Jo, i princippet ser man gerne, at unge kommer til at tænke kritisk, selvstændigt og kreativt, men det er ikke det, borgmestre opnår, når de bruger alle pengene på at købe iPads.
Jeg mener ikke, det er muligt at finde nogen som helst påviselig sammenhæng mellem digitalisering og kritisk tænkning. Min erfaring er, at unge i dag er sindssygt understimulerede i kritisk tænkning.
Der er overdrevet meget fokus på, at de skal lære at lære, og at stoffet skal være indbydende og ikke for svært. Og der er alt for lidt fokus på, at den elev, som finder en information på Snapchat, bør tænke: Hvor kommer det her fra?”.