Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Google-buddhisme præger "Herrens Veje"

Da ”Herrens Veje” blev lanceret udtalte manuskriptforfatteren Adam Price, at der var behov for en ny måde at tale om tingene på, men alt er ved det gamle, skriver sognepræst Jesper Bacher. Foto: Linda Johansen, Polfoto/ritzau

Hvor ville det være vildt, hvis vi engang så en engleblid, konservativ, mandlig præst, som fremstod mindst lige så klog og ligevægtig som buddhistiske munke og tænksomme muslimer, skriver sognepræst Jesper Bacher i dagens mediekommentar

MÅSKE ER DET, fordi jeg ikke har lært at trække vejret ordentligt, at jeg tænker, som jeg gør. Der er ingen buddhistiske åndedrætsøvelser i mit fromhedsliv, og så kan man nemt tabe pusten og hovedet.

Det er i hvert fald det indtryk, man kan få ved at se ”Herrens Veje”. Da serien blev lanceret udtalte manuskriptforfatteren Adam Price til nærværende dagblad, at der var behov for en ny måde at tale om tingene på, ”hvor man ikke insisterer på at have den endegyldige sandhed, men åbner for andre måder til at finde vej til sandheden på”.

En ny måde? Der er da intet nyt over det synspunkt. Det er såmænd lige så trivielt, som det er konventionelt i dagens Danmark. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt det fremført. Ofte som en særlig dyb og nuanceret indsigt med det behagelige biprodukt, at man ikke træder nogen over tæerne og selv kan fremstå som et tolerant og åbent menneske.

Hvordan man så kan vide, om man er på vej til sandheden eller på afvej mod løgnen, har tankegangen straks sværere ved at redegøre for. I hvor mange åndelige retninger kan man gå og nå det samme mål? Alle veje fører faktisk ikke til Rom eller sandheden. Det kunne også gå for at være et nuanceret synspunkt.

Man må sige, at buddhismen får god presse i ”herrens veje”, hvor Østen milde visdom dæmper vreden hos præstesønnen Christian. I de kristne rækker er der derimod magt -og pillemisbrug, en ustyrlig provstepatriark, en deprimeret og rådvild bror og en præstefrue, som gør oprør ved at kaste sig ud i hedensk havepisseri og lesbisk sex.

I ALLE DRAMAER KAN MAN FRISTES af stereotyper, og hvilken stereotyp er det ikke, at konservative præster – for så vidt Johannes Krogh er sådan en – har skeletter i skabet og traumer fra barndommen? Kan man være en mand af faste holdninger uden at være et familiært magtmenneske, lastefuld og udsvævende bag facaden?

I det seneste afsnit kunne man forstå, at den problematiske faderfigurer går igen i præsteslægten Krogh. Som den alviste Christian siger, så prædiker hans familie ”Det Nye Testamente, men bebor Det Gamle Testamente”. For som vi alle ved, er Gud en vred mand i Det Gamle Testamente, mens han er mild og blød som smør, for ikke at sige nærmest buddhistisk, i Det Nye Testamente, eller gør vi? Hvor ville det være vildt, hvis vi engang så en engleblid, konservativ, mandlig præst, som fremstod mindst lige så klog og ligevægtig som buddhistiske munke og tænksomme muslimer.

Det var Morten Thomsen Højsgaard, som i sin tid prægede udtrykket ”google-buddhisme”, hvor det handler om at ”søge sin egen mening, få sin egen kontakt til tilværelsens store energikilder og slippe fri af uro og lidelse”. Det passer kun alt for godt til ”Herrens Veje”.

Og så alligevel: Der er sprækker i Christians sjælefred, Johannes Krogh holder en smuk palmesøndagsprædiken, og fristeren viser sig i skikkelse af den nye graver. Der er stadig håb for ”Herrens Veje”, men det kræver, at man forlader de slagne veje.

Jesper Bacher er sognepræst