Sørine Gotfredsen: DR bør gøre fællessang til en større del af kanalens identitet

”X Factor” overgår efter denne sæson fra DR til TV 2, og mens fænomenet dér utvivlsomt vil få hele armen i dyrkelsen af det unikke, fantastiske individ, kan DR passende gøre højskolesangbog og fællessang til en større del af kanalens identitet, skriver Sørine Gotfredsen

Man kunne da også lige i skyndingen opfordre DR’s nye trosredaktør, Christoffer Emil Bruun, til i planlægningen at opfatte sangskat og fællessang som et centralt anliggende. Ikke fordi fællessang nødvendigvis har med tro at gøre, men fordi det har med sjælen at gøre, skriver Sørine Gotfredsen.
Man kunne da også lige i skyndingen opfordre DR’s nye trosredaktør, Christoffer Emil Bruun, til i planlægningen at opfatte sangskat og fællessang som et centralt anliggende. Ikke fordi fællessang nødvendigvis har med tro at gøre, men fordi det har med sjælen at gøre, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen.

NORMALT ØNSKER MAN sig forårsvejr midt i marts, men det kniber i øjeblikket, og på netop denne lørdag giver det mening at blive indenfor. På grund af kulden og på grund af, at DR vier hele dagen til Højskolesangbogen.

På DR K og P2 vil der i dag være fællessang for fuld musik, da gode kræfter har indset, at dette at synge sammen er noget, der skal værnes om.

Fællessangen vil blive hyldet på tre lokaliteter i landet – i kulturhuset Dokk1 i Aarhus, på Ryslinge Højskole og i Vartov i København – hvilket altså kan følges på både tv og i radio.

DETTE KAN SÅLEDES blive en dag, hvor vi oplever, hvordan det mildner sjælen at synge sammen, hvilket man anede allerede først på ugen, da man i DR’s ”Aftenshowet” varmede op til dagens begivenhed.

En af hovedkræfterne bag arrangementet, chefdirigent for DR’s pigekor Phillip Faber, brød ud i Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen”, hvorefter han med de øvrige i studiet sang ”I Danmark er jeg født”.

ET ØJEBLIK VAR DET, som om de tilstedeværende trådte ud af tiden og tv-studiet og hele den polerede mediestrøm og for en stund udelukkende var fælles om ordene og melodien og den ophøjede virkelighed, der kan indtræffe, når man synger. På ny ligestilles man i verden, og det er jo med Grundtvigs ord netop i fælles lovsang, at sjælen bliver friest i sit åndefang.

Tilmed kan man måske pludselig blive overmandet af kærlighed til sit land og en følelse af dyb forankring, som man muligvis ikke til daglig er så bevidst om. Sang bryder barrierer ned, og via Højskolesangbogen – der siden 1894 er blevet solgt i cirka tre millioner eksemplarer – kan selv en så markant kristen alvorsmand som Jakob Knudsen snige sig ind i DR. Med dagens transmitterede højskolesangbogsmaraton aner man måske en bevægelse i retning af større respekt for sangskatten med alt, hvad hertil hører af tradition, nationalfølelse, kristendom og fællesskab. Ja, hvem ved, om der ligefrem er et lille DR-selvopgør på vej.

FRA SIN PLADS BAG KLAVERET nævnte Phillip Faber forleden, at det er på tide at komme væk fra mig, mig, mig-mentaliteten i ”X Factor”, hvor det mest prestigefyldte er at være sin egen strålende stjerne, og i stedet genopdage det smukke i at synge i flok. ”X Factor” overgår efter denne sæson fra DR til TV 2, og mens fænomenet dér utvivlsomt vil få hele armen i dyrkelsen af det unikke, fantastiske individ, kan DR passende gøre højskolesangbog og fællessang til en større del af kanalens identitet.

Det skyldes ikke, at jeg tror, at en sådan satsning vil samle samme mængde seere, som ”X Factor” gør, selvfølgelig ikke, men det er som bekendt ikke DR’s opgave blot at samle mange seere, men at samle seere om noget af ægte betydning.

Man kunne da også lige i skyndingen opfordre DR’s nye trosredaktør, Christoffer Emil Bruun, til i planlægningen at opfatte sangskat og fællessang som et centralt anliggende. Ikke fordi fællessang nødvendigvis har med tro at gøre, men fordi det har med sjælen at gøre. Og så er vi jo på sporet af noget.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.