KRISTELIGT DAGBLAD gennemgik fredag den 13. marts de 21 integrationsplaner, som er blevet fremlagt siden 2000. Effekten heraf har været - lad os bare sige det, som det er - begrænset.
Men kan man forvente andet, når de udfordringer, vi i Danmark står over for, genfindes i hele den vestlige verden?
Der er ikke et eneste europæisk land, der har knækket koden til, hvordan man integrerer indvandrere fra Nordafrika, Mellemøsten og østafrikanske klansamfund succesfuldt.
Derimod ser det ud til at gå langt bedre med integrationen af indvandrere, der ikke stammer fra disse lande. Vietnamesiske børn klarer sig for eksempel i dag bedre i folkeskolen end deres danske kammerater, og samme tendens gør sig tilsyneladende gældende i en række andre europæiske lande for eksempel Tyskland.
Anskuer man kriminalitetshyppighed og beskæftigelsesindeks tegner det samme billede sig. Indvandrere og efterkommere, der har deres oprindelse i Kina, Vietnam, Filippinerne og Thailand, er mindre kriminelle end danskere og arbejder i næsten lige så høj grad som etniske danskere
Tilbage på perronen står indvandrere fra muslimske lande - også fra lande som Tyrkiet og Libanon (oftest statsløse palæstinensere), hvis forældre og bedsteforældre for en hel dels vedkommende kom til Danmark for både 30, 40 og 50 år siden.
I Danmarks Statistiks analyse ”Indvandrere i Danmark 2014” fremgår det, at netop libanesere og tyrkere er de to grupper, der klarer sig absolut ringest i folkeskolen, ringere end somaliske unge.
Man kan spekulere sig blå i hovedet over, hvorfor indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika på alle parametre klarer sig ringere end indvandrere fra andre lande, men man kommer ikke uden om, at kultur spiller en afgørende rolle.
Den kultur, som hersker i de pågældende lande, er mildt sagt ikke særligt omstillingsparat, og samtidig betragter mange muslimer deres kultur og religion som værende mere værd end den materialisme og det skørlevned, som man mener hersker i Vesten. Med andre ord er der altså ikke nogen motivation for at blive integreret, der er tværtimod et ønske om at isolere sig fra det omgivne samfund.
For fem år siden skrev daværende forskningschef i Cepos, Geert Laier Christensen, bogen ”Tørklæder, tillid og tørre tal”. I den plæderede han for en indvandringspolitik, der tog udgangspunkt i det danske samfunds erfaringer med indvandrerne.
Vi skulle sat på spidsen tage imod dem, der ville og kunne noget, og afvise de andre. Problemet er, at vi i Danmark fortsat fører en udlændingepolitik, der betyder, at personer fra lande, som vi notorisk ved for størstedelens vedkommende ikke vil blive integreret i det danske samfund, kommer hertil i stort tal og forvandles til indvandrere. Vi gør altså med andre ord med åbne øjne vores problemer større og større.
Det er ikke en holdbar situation. Vi bliver nødt til at drage lære af de erfaringer, som både vi og en stribe andre europæiske lande har gjort os - nemlig, at det de facto er umuligt at integrere store mængder indvandrere fra den muslimske verden.
Den eneste integrationsplan, der virker, er således en politik, der fører til, at færre udlændinge fra problemlandene kommer til Danmark, så vi undgår at gentage fortidens fejl, og at parallelsamfundene vokser til en helt uhåndterlig størrelse, som vi eksempelvis ser det i Frankrig og Tyskland.
Kenneth Kristensen Berth, Folketingskandidat og regionsrådsmedlem (DF), Nørrebred 3, Vallensbæk