For nylig beskrev jegi en kronik, hvordan min fætter Basil kom i kløerne på de salafistiske moskéer på Nørrebro. Hvordan hans manglende tilknytning til Danmark, dansk kulturforståelse og og det danske samfund var med til, at han i teenageårene blev sårbar og til sidst endte der, hvor han endte. Det er i teenageårene, man begynder at forme sin identitet, og i en tid med tiltagende bandekonflikter og radikalisering er det helt afgørende, at vi bliver bedre til at forstå nogle af de mekanismer, som er på spil i de år blandt folk med minoritetsbaggrund.
For mit eget vedkommende havde jeg i sidste halvdel af 1990’erne en meget stabil periode i mine teenageår. Det på trods af at vi levede for få penge og hverken havde vaskemaskine eller telefon. Min far var i lange perioder arbejdsløs, og vores naboer var etniske danskere, som var kriminelle. De lånte penge af min far for at få råd til deres stofmisbrug. Han fik altid pengene tilbage igen, men dagen efter lånte de igen af ham for at få deres misbrug til at køre rundt.
Alligevel havde jeg en god barndom og teenageår, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg gik med aviser for at tjene penge til mig selv og spillede lotto i håb om at komme ud af de økonomiske problemer, vi havde.
Kammeratskabet betød enormt meget for mig, alle de varme dage i midten af 1990’erne, hvor vi kravlede op i kirsebærtræerne og bagefter tog til min kammerats hjem, hvor moderen lavede kirsebærgrød med fløde. Vi så film sammen, spillede Nintendo-spil, og jeg dannede mig en forståelse af de danske værdier og det fællesskab, som jeg var blevet en del af. Jeg gik til boksning, og her fik jeg gode venner og kom ind i fællesskabet, og min boksetræner havde enorm indflydelse på mig.
Det var ikke altid nemt at gætte, hvordan andre tænkte i forhold til mig og den kultur, jeg kom fra, for den danske kultur er anderledes, men jeg sugede alt til mig, og de dage, hvor jeg tog i sommerhus med mine danske venner, var jeg indstillet på at lære så meget af dem som muligt.
Jeg gik i en skole, hvor lærerne også var gode og tog sig af eleverne, når der var problemer. I den klasse, jeg gik i, var der kun danske børn bortset fra mig og en anden vietnameser. Jeg havde især en kammerat, som hed Casper. Casper var en af min gode venner og er det den dag i dag.
Hans familie lærte mig en masse ting, og jeg kom tæt på dem på mange måder. Den bedste måde at blive assimileret i samfundet på er at komme tæt på danskerne, lære den danske kulturforståelse at kende og blive en del af det kammeratskab og dets værdier.
Det er ikke, fordi danske værdier er bedre end vores, men de er anderledes og bygget på et andet fundament. Så længe vi ikke kommer ind på disse værdier og lærer dem at kende, vil vi leve i parallelsamfund, hvor subkulturer og fordomme vil dominere. Børn vokser op uden at få lov til at få de bedste danskkundskaber eller blive en del af det samfund, de lever i.
Når det sker, vil der stå ekstreme kræfter, som vil være klar til at tage over. Vi får ikke forståelse for hinanden og måden, man tænker på. Jeg siger ikke, vi som muslimer skal spise svinekød eller holde op med at bede. Der er ingen danske værdier, der siger, at man ikke må bede og have sin tro, og sådan har det altid været her i Danmark. Men vi er nødt til at finde vores egne ressourcer frem og være indstillet på at vise det, der skal til, for at vi kan blive accepteret som ligeværdige borgere i det danske samfund. Ingen skal få lov til at træde på vores stolthed, og vi vil nå langt, hvis vi står sammen på tværs af alle skel, og derved vil vi blive et bedre og rigere samfund i alle aspekter.
Når min fætter Basil ikke blev integreret i det danske samfund, skyldtes det hans manglende tilknytning til Danmark. Og den bedste måde, man får den tilknytning på, er via kammerater og fællesskab allerede i barneårene. Den kommer fra skolen, fra arbejdet og fritidsaktiviteterne og fritidshjemmet.
Basil havde et forkert syn på det danske samfund og dets værdier, og hans had kom til udtryk ved flere lejligheder. De såkaldte imamer og de ekstremistiske typer i moskéerne havde enormt meget indflydelse på ham. De fik kløerne i ham, og han kom ind i deres fællesskab til trods for alle de gode forudsætninger, han havde for at få et godt liv, blandt andet gennem den sport, han dyrkede.
Man bliver sårbar i mødet med salafisterne i moskéerne. De hjernevasker folk, og så længe børnene ikke kommer ordentlig ind i danskernes hverdag, liv og kulturforståelse og får det kammeratskab, der er her, så vil integrationen aldrig lykkes, og vi vil få flere sammenstød.
Alle har mulighed for at blive til noget i det her land, og vi har så meget her, vi kan være stolte af. Vi har fri uddannelse, sundhedsvæsen og godt sikkerhedsnet, hvis vi skulle blive arbejdsløse. Den sociale ulighed er intet argument for den forfejlede integration.
Men den manglende forståelse for hinanden og måden, vi lever på, skaber et røgslør mellem os og dem. Vi har et problem med den måde, vi tænker på over for andre, som ikke har den samme religion som os. Vi hæver os over andre på grund af religionen, og fordi mange desværre stadig ser ned på danskerne, som de stadig anser som hedninge og vantro.
Omvendt er der radikale højreekstreme danskere, som mener det samme om muslimer. Og så længe vi ikke kommer tæt på danskerne, landets værdifundament og kammeratskab, så kommer vi ikke videre. Derfor må vi også have styr på indvandringen og udvise alle kriminelle indvandrere, kriminelle indvandrerbander og alle de udlændinge, som kommer her for enten at stjæle eller udnytte det danske velfærdssystem og dermed skader vores samfund og undertrykker vores frihed og værdifællesskabet.
Vi har nogle af de værste imamer i verden. De er alle kommet til Europa, og de står klar til at hverve endnu flere unge til deres fællesskab, hvis der ikke kommer et alternativ. Men alternativet kommer kun fra os selv og fra vores indstilling.
Derfor handler det om at finde sine egne ressourcer frem, og det er vores alle sammens ansvar at række hånden ud.
Chadi Cheikh Hassan er sælger og kunderådgiver.