Gymnasieelever ville skrive bedre, hvis skriftlig dansk fokuserede mindre på vanskelige analyseopgaver og mere på faktisk at formulere sig ordentligt.
I løbet af de tre gymnasieår analyserer man primært argumentation eller litteratur – opgaver, der kan være så svære, at der ikke bliver meget tid til sagens kerne, nemlig at lære at skrive.
Naturligvis bliver de danske stile rettet, men de røde markeringer angår i lige så høj grad analysen som sproget. Og som de fleste dansk‑lærere vil vide, er det tvivlsomt, hvor mange elever der faktisk læser rettelserne. Noget andet stjæler opmærksomheden, nemlig karakteren, og man kan sagtens få en pæn karakter på trods af svagt sprog, blot opgaven og dermed analysen er løst tilfredsstillende.
Skal skriftlig dansk lære gymnasieelever at sætte argumenter fra debattekster på formel eller lære dem at skrive? Skal de kunne analysere og fortolke en folkevise til bunds eller lære at formulere sig korrekt? Hvor er den del af danskfaget, som aktivt og obligatorisk arbejder med at styrke elevernes sproglige klarhed, variation, kommatering, sætningsopbygning, kort sagt, deres sprog?
Man arbejder med faste stileopgaver i gymnasiet og bliver trænet intensivt i genrerne i løbet af de tre år. Lad os prøve at kigge nærmere på de tre stilegenrer.
”Kronikken” består i at redegøre for det væsentlige i en debattekst og analysere sig frem til hovedpåstand og belæg. Dernæst skal man analysere retorikkens karakter, og hvornår der bliver appelleret til følelserne eller fornuften. Man skal belyse argumenttyper og endelig diskutere, hvor holdbar hele argumentationen er. Det er ikke så lidt, der kræves her.
”Den litterære artikel” består af analyse og fortolkning af en novelle eller et digt. Det gælder komposition, fortællerrolle, karakteranalyse, motiv, tema, pointer og perspektiver til samfund eller litterær periode. Alt sammen spændende, men ikke noget, der i sig selv styrker elevernes sprog.
Tredje og sidste stilegenre er ”essayet”, som nok er en mindre opgavebunden genre, men stadig med klare regler. Man skal tage udgangspunkt i en given tekst og altså først analysere sig frem til det centrale i teksten. Man skal udtrykke en intelligent undren over emnet og bevæge sig fra det konkrete og personlige til det abstrakte og generelle. Enhver konklusion er bandlyst, og ens undren skal helst forplante sig videre hos læseren.
Ja, gymnasieelever er på opgavearbejde, når de skriver danske stile. Og i en sådan grad, at der ikke er meget tid til selve formen, for indholdet kræver rigeligt arbejde. Det er ikke sådan, man lærer at skrive, det er sådan, man lærer at foretage analyser.
Men skal gymnasieelever ikke lære at lave de svære analyser? Jo, og det gør de også i fagets mundtlige del, hvor litteraturen bliver fortolket, og debatindlæg analyseret, diskuteret og reflekteret over. At skriftligheden i så høj grad skal handle om analyse, bliver på bekostning af selve skrivekunsten.
Den nye gymnasiereform har faktisk fokus på øget skriftlighed i dansk, og det er godt. Men det giver ingen mening, hvis der blot kommer mere af det samme, mere opgaveløsning, mere analyse. I stedet bør man arbejde konsekvent med elevernes evne til faktisk at formulere sig. Man kunne afsætte faste danskmoduler til en form for friskrivning, hvor tekst‑ eksempler fra klassen bliver rettet og redigeret på smartboard. Altså undervisning i korrekt og velformuleret dansk og intet andet.
Det er undertegnedes erfaring som dansklærer, at især elever med sprogproblemer ikke har brug for svære analyse- og fortolkningsopgaver, de har brug for at lære at skrive.
Og det er min erfaring, at der generelt er mange sprogligt udfordrede elever i gymnasiet. Det er let nok at sige, at unge mennesker burde skrive bedre, men heldigvis er der mulighed for, at de faktisk kunne skrive bedre, hvis skriftligheden i gymnasiet var grebet anderledes an.
Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur og gymnasielærer i dansk