Sognepræst Jens Brun havde tidligere på sommeren et debatindlæg her i Kristeligt Dagblad, hvor han præsenterede en analyse af de aktuelle tilstande i det grundtvigske.
Det var hans opfattelse, at højskolegrundtvigianismen efterhånden havde fortrængt kirkegrundtvigianismen.
For Jens Brun var højskolegrundtvigianismen blevet en humanisme, der i glæde over skabelsens herlige mangfoldighed ikke vil forholde sig kritisk til aktuelle totalitære ideologier, således som de udfolder sig i visse religioner.
Som sådan var den blevet en underafdeling af venstrefløjens og den københavnske kulturradikalismes politiske korrekthed naive dyrkelse af mangfoldighed.
Den kirkelige grundtvigianisme havde over for denne Radikale-Uffe Elbækske total-åbenhedsideologi ikke formået at fastholde den gamles kirkelige syn på mennesket spændt inde mellem syndefald og påskemorgen.
Man kunne nok have forventet, at et så ramsaltet synspunkt fra en tidligere formand for Kirkeligt Samfund (nu Grundtvigsk Forum) ville have lokket en og anden grundtvigianer frem i skoene til en kommentar.
Men nu en måned efter må man konstatere, at Jens Brun er blevet mødt med en larmende tavshed.
I den grundtvigske bevidsthed er der ellers forestillinger nok, der skulle have sat gang i samtalen: Åbenhed, dialog, samtale, møde
. Ord af den slags nærmest falder over hinanden, når de grundtvigske selv skal karakterisere deres egne fortræffeligheder. Erfaringen har imidlertid endnu en gang vist, at grundtvigianerne lider af, hvad man kunne kalde ”falsk bevidsthed”. Det, der i gamle dage hed ”livsløgn”. Åbenheden, frisindet og hjerteligheden er blevet en intern sag. Forbeholdt rygklapperne. Grundtvigianisme er blevet en sekt.
At Jens Brun har ret i sin analyse kan ikke bestrides.
Hvilket vel også er grunden til, at tavsheden er så massiv. Ganske vist findes der stadig en kirkelig grundtvigianisme, men den har imidlertid intet med Grundtvigs kristendomsforståelse at gøre.
Efter min hustrus pensionering som provst meldte vi os ind i den københavnske kirkelige grundtvigianisme, og fik dér grundige erfaringer med de af Jens Brun påpegede problemer: Hver søndag opførtes der i Vartov og Immanuelskirken (Københavns valgmenighed) en seance, der burde efterlade menighederne i dyb undren over misforholdet mellem ritual og salmer på den ene side og prædiken på den anden. Men menighederne vil ikke høre misforholdet, for præsten er så flink og gudstjenesten så køn, siger de.
Hvad betyder gedigen teologi også sammenlignet med hygge og varm selvbekræftelse?
Valgmenighedspræsten Niels Grønkjær præsenterede for nogle år siden en teologi, der set i kristendommens lange perspektiv må siges at være blandt de dårligere, ja, de afsporede. Han opfandt en såkaldt ny Gud, fordi den gamle havde forkludret skabelsen og derved placeret mennesket i en uforskyldt ubehagelig situation.
For Niels Grønkjær måtte skabelsens Gud karakteriseres som inkompetent og desuden præget af en helt uacceptabelt dårlig karakter. For Grønkjær var syndefaldet Guds ansvar og uddrivelsen af Adam og Eva af Paradis hans egoistiske afværgehandling for at skjule eget ansvar. For Grønkjær måtte Jesu liv derfor først og fremmest forstås som et opgør med Gud. I håbet om, at Gud til sidst ville blive klogere.
Vise sig, hvad moderniteten finder er den højeste dyd, omstillingsparat.
At den slags teologi kan forkyndes i Vartov kan kun forklares som falsk bevidsthed i anden potens.
Enhver med bare en minimal fortrolighed med Grundtvig vil vide, hvilken plads skabelsen havde i hans univers. Desuden vil blot et enkelt blik på Bibel og salmebog kunne overbevise en om, at en gudstjeneste med den grønkjærske prædiken havner i disharmoni.
Hvor forvirret bliver man ikke, når salmebogens første skabelsessalme ”O Gud! Hvor er du mer end skøn” skal synges efter, at prædikenen lige har påstået, at skabelsens Gud var mer’ end dum. Men, som sagt, rygklapperiet overdøver alle mislyde.
På det seneste har den grønkjærske teologi så fået skaffet sig en ny platform. Grønkjærs hustru, forfatterinden Ida Jessen, har på Bibelselskabets Forlag, hvis chef nylig kom direkte fra Vartov, fået udgivet en bibelfortælling for børn. Og i den anledning blev hun interviewet i Kristeligt Dagblad.
Hun oplyste, at hun efter grundige studier havde opdaget, at den bibelske fortælling handlede om, at Gud efter en række fejl havde udviklet sig fra at være ikke ret klog til langsomt at blive klogere.
Jeg har ikke fundet det nødvendigt at læse bogen, for interviewet er bare grønkjærsk aftapning af reneste vand. Jeg ved godt, at Bibelselskabet har tradition for at favne bredt, men er der ikke en grænse?
For at vende tilbage til Jens Bruns påstand om den moderne grundtvigianismes udvanding af klassisk kristendom: En Gud, der stilles op til spanking af den kulturradikale politiske korrektheds fade humanisme – hvad skal vi med ham?
Ja, undskyld jeg slutter med spørgsmål, for jeg ved jo godt, at det, en gammel kirkelig grundtvigianer engang kaldte ”grundtvigianismens uhåndgribelige atmosfære af åbenhed, frisind og hjertelighed”, nu kun gælder eftersnakkerne. Kritiske spørgsmål besvares ikke.
Carsten Breengaard er dr.theol.