Prøv avisen
Ugens debat

Falske nyheder, postfaktuel politik – og et eksempel på en falsk ydmygelse

Hele den vestlige civilisation bygger på den græske filosof Platons grundpræmis om, at noget er godt og sandt, og at sandheden sejrer til sidst, skriver Jørgen Carlsen. – Foto: Dimitri Messinis/ AP/ritzau

Takket være den antikke filosof Platon har hele den vesterlandske kultur hvilet på den grundpræmis, at der er noget, der er sandt og godt og skønt, og at sandheden sejrer til sidst. Problemet er bare, at denne figur er kommet i krise, skriver Jørgen Carlsen i ugens debat

Takket være den antikke filosof Platon har hele den vesterlandske kultur hvilet på den grundpræmis, at der er noget, der er sandt og godt og skønt, og at sandheden sejrer til sidst. Folk kan komme med alskens vildfarelser og vildledninger, men bedraget får en ende. Falskheden afsløres til sidst, og verden hænger igen på sine hængsler. Det er den grundfortælling, hele den vestlige civilisation bygger på. Så vidt så godt.

Problemet er bare, at denne narrative figur er kommet i krise. I 1930’ernes nazistiske Tyskland skrev filosoffen Ernst Bloch et essay med titlen ”Sokrates og propagandaen”. Her stiller han spørgsmålet: Hvordan kan vi være så sikre på, at sandheden kommer til sin ret? Og i allernyeste tid taler vi om den postfaktuelle verden med falske nyheder og alternative fakta.

I mandags udkom bogen ”Fake news” skrevet af de to filosoffer Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard. Bogen, der har undertitlen ”Når virkeligheden taber”, er en præcis diagnosticering af sandhedsbegrebets krise i moderne tid. Allerede inden udgivelsen blev bogen omtalt i Berlingske af præsten Kathrine Lilleør, og på udgivelsesdagen bragte blandt andet Kristeligt Dagblad et omfattende interview med de to forfattere.

Ingen tvivl om, at denne bog vil være skelsættende for samfundsdebatten i den kommende tid. Den er oplysende på en aldeles prekær måde. Den fortæller nemlig, at oplysning er nødvendig, men desværre ikke altid tilstrækkelig. Kundskab er magt, siger man. Javel, men desværre er det ikke givet, at den faktisk kommer til magten. Er de seneste begivenheder på den storpolitiske arena udtryk for fornuftens sejr? Nej, vel.

Naturligvis vil mange i den forbindelse have Donald Trump i tankerne. Men problematikken er mere omfattende end personen Trump. Bogen er, med forfatternes ord, en ”bog om de betingelser, der kan forårsage tendenser til et postfaktuelt demokrati, hvor kendsgerninger er sekundære for politisk succes – og hvor borgerne og virkeligheden bliver tabere på længere sigt”.

Til alt held er den danske politiske virkelighed af en noget anden kaliber end den amerikanske. Men selvfølgelig har også den politiske diskussion i Danmark en rem af huden. Politik har altid været et retorisk anliggende. Den hviler på kunsten at overtale eller overbevise med henblik på at vinde vælgernes tilslutning. Sandhed er det, der kan sandsynliggøres som det rigtige. Lige præcis her ligger grunden til, at Platon vender sig mod de omvandrende retorikere eller sofister, som de blev kaldt. Men retorikerne har en pointe.

Der findes ingen sand skattepolitik, udlændingepolitik eller socialpolitik – og hvis der gjorde, levede vi i en totalitær stat. Den politiske diskussion vil altid finde sted på gyngende grund og bero på interesseforskelle og uenigheder. Sådan er det, og sådan skal det være.

Selvfølgelig er der i politik en kamp om definitionsretten i en lang række presserende sager. Men selvom spindoktorerne har holdt deres indtog, kan de dog ikke forvandle løgn til sandhed. Det nærmeste, vi i nyere tid er kommet det post- faktuelle, var Anders Samuelsens (LA) stålsatte blik og hans ufravigelige krav om nedsættelsen af topskatten med fem procent. Stort set alle medier talte om, at Anders Samuelsen havde gjort sig umulig og var kravlet så højt op i træet, at han ikke kunne komme ned igen. Han var en overgang et af de foretrukne mobbeofre i dansk politik. Men han kom jo ned fra træet igen.

Det hele viste sig efter hans eget udsagn at være bluf med henblik på at komme i regering. Og det skete som bekendt. Missionen var lykkedes for ham og LA.

Derfor er der også noget ironisk i, at Anders Samuelsen og LA nu igen bliver mobbet og det af den stik modsatte grund. Nu afstår partiet fra at kravle op i træet og insisterer på at stå med fast grund under fødderne. Man har nemlig fravalgt kravet om en lempelse af topskatten i det fælles regeringsgrundlag.

Det sker ud fra en såre realistisk konstatering af, at forslaget ikke har sin gang på jorden med den nuværende sammensætning af Folketinget. Men her er en række politiske kommentatorer åbenbart enige om, at Anders Samuelsen er blevet ydmyget på det groveste. I Berlingske kan man læse: ”Ydmyget Samuelsen må droppe topskattekrav.” Ekstra-Bladet har en forside med teksten ”Samuelsen TOTALT ydmyget”. Og i netavisen 180grader.dk står der ”Total ydmygelse af Samuelsen.” Hvorfor egentlig?

Er det ydmygende at bøje sig for kendsgerninger? Det har jeg faktisk svært ved at få øje på. Det er ikke altid let eller særligt taknemmeligt at være politiker. Især ikke hvis man hedder Anders Samuelsen. Er han mon hjemsøgt af fake news-mobning

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.

De politiske kommentatorer er enige om, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er blevet ydmyget i sagen om topskat. Men måske er han snarere udsat for fake news-mobning, siger Jørgen Carlsen. – Foto: Peter Hove Olesen/ ritzau
Bogen ”Fake news” af de to filosoffer Vincent F. Hendricks (billedet) og Mads Vestergaard er en præcis diagnosticering af sandhedsbegrebets krise, mener Jørgen Carlsen. - Fotos: Gyldendal.