Det tog det halve af en regnvåd efterårsdag at finde den helt rigtige gravsten, som kunne symbolisere vores far og hans liv.
Vi valgte den moderigtige, grønne granitsten fra til fordel for en høj sten med glimtende lilla nuancer, som var min fars yndlingsfarve. Vi havde store visioner for belægningen på graven, som skulle udformes som et hjerte med brosten og ral.
En lille sten med ”far” indgraveret og med en sørgmodig hvid due blev sat i siden, og der blev med store blokbogstaver skrevet ”Altid elsket. Altid Savnet”.
Vi havde som alle andre pårørende store planer for dette gravsted, som skulle være vores kærlighedserklæring til den far, vi havde mistet i en alt for tidlig alder. Det skulle emme af kærlighed, og forbipasserende skulle aldrig være i tvivl om, at her hvilede en mand, som altid var elsket, og altid var savnet.
12 år senere får vi et brev fra graveren, som minder os om, at vi endnu ikke har fjernet vores julegran, som reglerne foreskriver i vinterhalvåret. Min bror og jeg bor ikke længere i byen, hvor min far er begravet, og der bliver længere og længere mellem vores besøg, og mælkebøtterne bliver større og større. Gravstederne flytter desværre ikke med de pårørende, når de pårørende flytter videre.
Graven er forsømt, og således er mindet også om vores elskede far. En samvittighed og et kors, som jeg forestiller mig, at mange pårørende bærer rundt på på de danske kirkegårde.
Det kærlighedsalter, som skulle være vidnesbyrd for vores elskede far, er blevet til en græsjungle, hvor ”Altid Elsket. Altid Savnet” efterhånden er dækket helt til af højtravende vildfarede planter.
På mandag skal vi have møde med graveren. Vi skal gentænke graven, så den bliver nemmere at vedligeholde, og så den igen kan blomstre op – som en hyldest til vores far.
Men prisen for en dårlig samvittighed er en dyr affære. De seneste par år er prisen steget 177 procent for vedligeholdelse af et gravsted. Det gør, at økonomisk trængte danskere er nødsaget til at sløjfe deres familiegravsted, hvis de ikke længere selv magter vedligeholdelsen. Folkekirken vil hellere bruge pengene på de levende end de døde. Selvom mange vil mene, at de dødes have er til for de levendes skyld. Gamle gravsteder har udsigt til at blive sløjfet på stribe, og de aflagte granitsten vil med stor sandsynlighed hobe sig op i udkanten af kirkegårdene, og vidne om, at ikke alle afdøde er ”Altid savnet”.
Samtidig pibler stadig flere digitale kirkegårde og mindesider frem på nettet, hvor man kan mindes sin afdøde via hjemmesider og facebookgrupper, som ikke opkræver vedligeholdelses gebyrer eller prikker til den dårlige samvittighed.
Måske er det sådan en fremtid, vi går i møde, med virtuelle gravsteder, hvor man i ekstrem potens kan købe blomster og tænde lys med optjente bitcoins. Eller værre endnu, så kan gravsteder og kirkegårde risikere kun at være forbeholdt de rige.
Min bror og jeg betaler de penge, det kræver for vedligeholdelsen af min fars grav, men jeg bekymrer mig for de mange andre pårørende, der om lidt får øje på kradsbørstige mælkebøttespirer, og som snart skal forholde sig til, om de vil betale sig fra deres dårlige samvittighed og fremover modtage en rudekuvert, som en påmindelse om, at nogle andre end dig selv nu passer din fars grav.
Men nu ved jeg med god samvittighed, at der er ikke er noget, der skygger for ”Altid Elsket. Altid Savnet”, næste gang jeg er på besøg fra København.
Kathrine Rauff Gyngstrup, Tv-tilrettelægger, Mariendalsvej 52 D, 2. th, Frederiksberg