Siden 2010 er angst, depression og selvskade blandt børn og unge steget voldsomt – sammen med fysisk inaktivitet og ensomhed. Andelen af børn med en diagnose i en almindelig skoleklasse er fordoblet. Ifølge Sundhedsprofilen er det i dag ydermere sådan, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16 og 24 år har det så skidt, at der er tale om decideret dårlig mental sundhed. Og tallet stiger år for år med bekymrende hast. Kun en mindre del af stigningen skyldes det, der kan kaldes øget opmærksomhed på problemerne.
Vi taler om, at årsagerne kan være digitalisering, sociale medier og præstationspres. Vi taler om manglende fællesskaber – og at corona kan have gjort det værre. Og om at uddannelserne måske er for teoretiske.
Men vi glemmer måske det allervigtigste: hvordan børnene og de unge starter deres liv. Hvordan deres følelsesmæssige beredskab er blevet dannet. Eller ikke dannet. Hvordan de er blevet det, som i nogle fagkredse kaldes ”glasbørn” – børn, der nemt går i stykker.
Aldrig har deres forældre været så veluddannede, så samvittighedsfulde, så ivrige efter at være gode forældre. Og alligevel stiger mistrivselen. Hvorfor?
Man siger populært, at et barn fødes ”som halvfabrikata”. Et lille barn fødes rent fysisk så aldeles smukt og færdigt, men følelsesmæssigt og kognitivt er barnet ikke færdigt. Det færdigudvikles i det første år eller to, hvor barnet er fuldstændig afhængigt af, hvilken type kontakt det får. Det er de helt grundlæggende følelsesmæssige og kognitive mønstre og træk, der i et samspil med barnets medfødte anlæg dannes hér i starten af livet.
De fleste kender eksemplet med de små børn på rumænske børnehjem, der nok fik mad og drikke, men døde af mangel på omsorg. Vi kender også abeeksperimentet, der fortæller, hvordan en os nært beslægtet art reagerer, når de mangler tæt følelsesmæssig kontakt i starten af livet. De små abeunger foretrækker en blød surrogatmor, der kan kramme dem, frem for ståltrådsmoderen, der giver dem mad og drikke.
Små børns behov er på samme måde egentlig simple, men til gengæld essentielle:
Der skal være et trygt skød, trygge arme og kendte og kærlige ansigter, der smiler og kommunikerer med barnet, for at barnet kan udvikle sig normalt følelsesmæssigt. Der skal være nære og kærlige relationer, som barnet kan søge tryghed hos, når noget er svært.
Et lille barn lærer ikke sprog af andre småbørn – men af at en voksen med ansigt, stemme, øjne, opmærksomhed og indlevelse kommer barnet i møde. Selv empati – at kunne forstå andre mennesker og deres reaktioner – lærer barnet i starten i samspil med voksne.
Alt dette foregår de første cirka to år af barnets liv. De fleste danske børn i dag, 90 procent, tilbringer i sit andet leveår omkring syv-otte timer hver dag i vuggestuen.
Siden slutningen af 1980’erne, hvor man indførte pasningsgarantien og antal børn pr. voksen derfor begyndte at stige år for år, har vuggestuer og børnehaver forandret sig. Oprindeligt var de berømmede som gode pædagogiske tilbud for det lille barns udvikling. I dag er de primært pasningstilbud, hvis formål i bund og grund er, at 90 procent af alle forældre kan komme tilbage på fuld kraft på arbejdsmarkedet senest et år efter fødslen.
Imens har vuggestuernes personale lært at løbe hurtigere og hurtigere – og at gemme frustrationerne, sorgen og skammen over ikke at kunne give den rigtige omsorg. Den, de har lært, er den bedste.
Vuggestuerne, som vi kender dem i dag, kan ikke tage vare på et lille barns følelsesmæssige udvikling. Det blev rigeligt dokumenteret for et par år siden på TV 2 og DR, blandt andet i programmet ”Hvem passer vores børn”, som skabte en kæmpe protestbølge blandt forældre. Samfundskontrakten, hvor forældre går trygt på arbejde, fordi dygtige pædagoger passer vores børn, var brudt.
Det pædagogiske personale gør alt hvad de kan – og mere til. Men generelt kan vi ikke længere sige, at en vuggestue er et godt tilbud om omsorg, tryghed og udvikling til et lille etårigt eller toårigt barn.
Alt for mange småbørn mangler hver dag den øjenkontakt, omsorg, sproglige kontakt og hjælp til at håndtere tristhed, ensomhed og vrede, som er afgørende for, at et helt almindeligt barn kan udvikle sig sundt og normalt.
Derfor er det afgørende, at Magnus Heunicke og regeringen, som gerne vil tænke helhedsorienteret, også kigger på de helt små børns opvækstvilkår. Uden dette får vi ikke knækket kurven af mistrivsel blandt børn og unge.
Karen Lumholt er talsperson for Familiepolitisk Netværk.