Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Far græd, da tyskerne kom: Christine oplevede husmødrenes had mod børn af fjenden

80 år efter sidder mindet om husmødres had mod et barn af fjenden dybt i mig. Min kærlige mor viste dem heldigvis, hvad retfærdighed er. Jeg ville ønske, at voksnes krige stopper. De går ud over børnene

Tidligere sygeplejerske Christine Charlotte Wandahl er 87 år, men husker alligevel tydeligt, hvor meget Anden Verdenskrig prægede hendes barndom i Sønderborg.
Tidligere sygeplejerske Christine Charlotte Wandahl er 87 år, men husker alligevel tydeligt, hvor meget Anden Verdenskrig prægede hendes barndom i Sønderborg. . Foto: Privatfoto. .

Min far græd den dag i april 1940, da de tyske fly fløj ind over mit barndomshjem i Sønderborg. Endnu en verdenskrig var ubærlig for ham.

Begge mine forældre blev født før Genforeningen som danske i hjertet, men tyske i passene.

Denne artikel er en del af en serie:
Kronik-konkurrence: Min barndom
Gå til seriesiden

Min far nægtede at gå i krig for tyskerne, så da første verdenskrig brød ud, friede han til min mor. Han købte hende en medaljon med et billede af ham i og bad hende vente på ham. Så flygtede han til Østafrika og arbejdede som telegrafmontør.

Medaljonen bærer jeg endnu, og billeder af min far i tropetøj har jeg også.

Men Første Verdenskrig nåede Afrika. Min far blev alligevel tvunget i krig for tyskerne i Østafrika.

Han slap kun ved at spille død på en slagmark. Her lå han, såret i skulderen af stik fra en bajonet, da englænderne fandt ham og tog ham som krigsfange. Han var jo tysk statsborger på papiret.

Første Verdenskrig var længst slut, da jeg blev født som efternøler i 1934.

Min fars liv under krigen i Afrika kendte jeg kun til som en spændende historie, han fortalte min mor og mig om, når vi alle tre sad om bordet og spiste kylling kogt i kokosmælk med ris til efter min fars afrikanske opskrift. Det var meget fremmedartet mad i Sønderborg i 1930'erne.

Om søndagen klædte min mor mig i det fineste tøj, hun havde syet til mig. Så gik jeg tur med min far i Sønderborg. Han var så stolt af mig. Turen endte ofte på beværtning. Min far mødtes med de andre sønderjyske mænd, han flygtede til Afrika med i sin tid. Der sad jeg så på bardisken, mens mændene fortalte mig endnu flere krigsberetninger.

Pludselig var krig ikke længere en historie fra de varme lande.

Jeg var seks år gammel, da jeg så min far græde over en ny krig mod tyskerne. Han slap for at opleve krigen. Han døde kun tre måneder efter besættelsen. Nu blev min mor og jeg for alvor fattige. Min fars pension var længe om at gå i orden efter hans død.

Jeg har spist kilovis af havregryn uden sukker og med skummetmælk. Det var en stor skam for min mor at købe skummetmælk, eller "futmælk", som hun kaldte det. "Futmælk" fodrede man dyr med – ikke børn – men det var billigere end sødmælk.

Min skolemadpakke bestod af to stykker tykt skåret rugbrød med krydderfedt og syltet rødbede. Mærkeligt nok elsker jeg stadig krydderfedt.

Min mor var så ked af "futmælk" og fedtemadder. En morgen bekendtgjorde bager Hansen, at man ved middagstid kunne købe et nybagt franskbrød. Sikke en luksus.

Alle husmødre i gaden gik til bager Hansens butik, også min mor med mig i hånden.

Der var kø. Butiksdøren stod åben til det fri, og snakken gik om rationering, om krigen og lidt sladder om naboerne.

Midt i flokken af husmødre stod der pludselig en dreng på cirka seks år. Han var tysk flygtning. Jeg ser ham tydeligt for mig; i en jakke og med tynde ben i korte bukser og den typiske, tyske kasket på hovedet.

Han knugede nogle kobbermønter i sin ene hånd og rakte dem op over den høje disk til bagerkonen, og så sagde han: "Ich möchte gern ein kuchen kaufen."

Bagerkonen var ellers et sødt menneske, men hun sagde: "Nej, heraus! Vil du se at komme ud. Vi må ikke handle med dig."

Hun var bange for sit renomme. Jeg glemmer aldrig drengens ansigt. To store tårer trillede ned af hans kinder. Så trådte min mor frem. "Fru Hansen, jeg vil gerne købe en kage."

Hun betalte for en kage, og den gav hun til drengen.

Han spænede af sted det bedste, han havde lært. Jeg kunne se ham langt henne ad Finsensgade, da han stoppede ved et plankeværk og proppede hele kagen i munden.

Men nu opstod der lynchstemning i bagerbutikken. Min mor blev hånet for sin gode gerning.

"Han var jo et barn," sagde hun til de tyskerhadske husmødre.

Resolut tog hun mig i hånden og af sted gik det til vores lejlighed overfor bageren.

"Jamen mor, nu fik vi ikke varmt franskbrød," græd jeg.

"Nej," svarede hun, "men hvis vi var blevet, havde vi nok fået bank".

Jeg er stolt af min mor. Hun turde gå imod de andre husmødre. De var så hadefulde mod drengen, men han kunne ikke gøre for, at han var tysk.

Jeg ved ikke, hvad han hed. Men jeg husker, at han boede på Håndværkerskolen, som var inddraget til flygtningecenter. Der var konstant vagter på, så flygtningene ikke stak af.

Der var mange tyske flygtninge i Sønderborg. De var flygtet fra krigen. Hamborg lå i ruiner. I Berlin boede folk i jordhuler. Flygtningene var mest kvinder og børn. De tyske mænd var jo sendt i krig.

Nogle af mændene kom i min skole, når de blev såret i kamp. Jeg skulle have begyndt Ahlmanns Skole på Kongevejen kort efter krigens udbrud, men min skole blev annekteret af tyskerne til lazaret for sårede, tyske soldater.

I mange år bar jeg mine bøger og mine fedtemadder med syltede rødbeder til skolegang først i præstens kælder, senere i frimurernes loge, og så på politistationen, da politiet var taget.

Der gik lang tid efter krigen, før jeg endelig kom i Ahlmanns Skole. Den skulle først afluses og desinficeres, fordi der havde været både tyfus og tuberkolose blandt de indlagte tyskere.

Mange af dem døde.

Det var slemt som barn at gå på Kongevejen og se pastor Jürgensen, det tyske mindretals præst, gå bag en lastvogn fyldt med kister til kirkegården.

Jeg husker også krigsskibene i Sønderborg Havn. Der var endnu flere flygtninge ombord, både kvinder og børn ligesom drengen hos bageren.

Flygtninge på skibene i havnen døde også. Jeg har set, hvordan de døde blev smidt overbord.

Først langt op i 1950'erne måtte man igen bade i Flensborg Fjord. Før var det forbudt på grund af sundhedsfare som følge af de mange lig.

Min barndom under Anden Verdenskrig har efterladt skarpe, skræmmende minder.

Jeg glemmer aldrig lyden af sirenerne, når jeg blev revet ud af sengen midt om natten for at løbe i beskyttelsesrum.

Jeg glemmer aldrig lyden af bombeflyene over vores hoveder og frygten for, at vi blev ramt.

Der har været krig i verden siden. Ligesom min far græd over tyskernes besættelse, græd jeg af frygt, da præsident Kennedy blev skudt. Jeg var højgravid med vores første barn og græd af angst for en ny krig. Vores børn er vokset op under den kolde krig til lyden af de voksnes frygt for en ny krig med atombombernes rædsler.

Nu sidder frygten der igen og tanken om alle de børn, der ligesom jeg skal stå en dag som 87-årige og have hovederne fyldte af grusomme krigsbilleder fra Putins bomber.

Det er forfærdeligt. De er jo bare børn.