Prøv avisen

Far var langt væk men alligevel tæt på

Hellmut Seifert Toftdahl, der med sin kronik ”Min allestedsnærværende far” har vundet Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence, har aldrig mødt sin far, Hellmut Seifert. Her sidder han med et fotografi af faderen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

INTERVIEW : 65-årige Hellmut Seifert Toftdahl, der har vundet Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence, kunne godt have været et stakkels tyskerbarn. I stedet er han resultatet af lykkelig, global kærlighed med en stor stolthed over den tyske far, han aldrig har mødt

Ro og ligevægt. Stemningen griber en i samme øjeblik, Hellmut Seifert Toftdahl står i døren og byder indenfor. Han har tændt et par stearinlys, har kaffe på kanden og begynder som den naturligste ting i verden at fortælle sin usædvanlige historie. En historie, han har fortalt rigtig mange gange, og som han er blevet opfordret til at skrive om næsten lige så mange gange.

Men først da Kristeligt Dagblad annoncerede sommerens kronikkonkurrence Alt om min far, var det som om noget blev forløst i hans hoved og derefter nærmest strømmede ud via computerens tastatur.

Jeg tror ikke på det overnaturlige, men alligevel var det som om, jeg nærmest skrev med ført hånd. Kronikken blev skrevet på en halv time, og hele tiden havde jeg fornemmelsen af, at det ikke var mig selv, der skrev, fortæller han, da vi har fået os plantet i hver sin lænestol, og husets 14 år gamle hund har anbragt sig på gulvet foran.

Vi er i landsbyen Ølsted lige nord for Århus, hvor Hellmut Seifert Toftdahl bor sammen med sin kone Bente Ladegaard Toftdahl og deres yngste datter i det, der engang både var brugsforening, forsamlingshus og gymnastiksal til skolen overfor.

Hellmut Seifert Toftdahl har god tid. Den 1. august gik han på pension fra sin stilling som underviser på Århus Akademi. Her har han været hele sit arbejdsliv og kan fremvise både diplom og medalje for 40 års tro tjeneste. Ved siden af det har han blandt andet været medredaktør på bladet Exil om eksistentialistisk debat i 1960erne og fik i 1969 udgivet bogen Kierkegaard først og Grundtvig så.

Igen ro og ligevægt og en grundlæggende tro på egne evner og personlighed.

Jeg var et forkælet barn, men kunne tåle det, siger han med det glimt i øjet, der også er karakteristisk for ham.

Forkælethed er ellers ikke den tanke, der ligger nærmest for, når man læser Hellmut Seifert Toftdahls kronik og hører om hans skæbne. Undfanget i besættelsestidens andet år som resultat af et kærlighedsforhold mellem en fraskilt, enlig mor til fire og en flot 37-årig tysk soldat. Et forhold der blev umuliggjort, da soldaten kort efter blev forflyttet til først Warszawa og senere til Stalingrad og derfor forlængst var over alle bjerge, da lille Hellmut blev født.

Alligevel var soldaten nærværende i huset i Hurup i Thy, hvor Hellmut voksede op sammen med sin mor og fire halvsøstre. Moderen var nemlig ikke en forskræmt tyskertøs og Hellmut ikke et stakkels tyskerbarn. Moderen var tro mod soldaten, der blev hendes livs kærlighed, og hun opdrog Hellmut til at rette ryggen og føle stolthed over sit fædrene ophav. Drengen fik endda sin fars navn, Hellmut Seifert, og det var vel og mærke ikke med nogen fordansket stavemåde. Der kom aldrig nogen ny mand i moderens liv.

Som det fremgår af kronikken har Hellmut Seifert aldrig mødt sin far. Som barn kendte han ham gennem breve, der var skrevet på næsten fejlfrit dansk, og tegninger. Faderen udnyttede sine kunstneriske evner og sendte blandt andet små billeder og tegneserier, der beskrev hans længsel efter sin lille søn i Vestjylland. Et gensyn var utænkeligt, for soldaten, der nu var blevet sendt tilbage til sit civile liv som skuespiller og billedkunstner, befandt sig på den østlige side af jerntæppet, i DDR.

Hellmut besvarede brevene lige til pubertetsårene, hvor han fik behov for at gøre oprør mod den fraværende far. En fortrængning kalder han det selv i dag. Livet gik videre. Gymnasieårene i Thisted og derefter studierne i nordisk litteratur på Århus Universitet og fra 1967 jobbet på Århus Akademi. Først da hans mor døde i 1975 og dødsboet skulle ryddes, rykkede faderen igen helt frem i følelsesregistret. Alle de gemte breve og tegninger talte deres tydelige sprog om forældrenes kærlighed, og den dengang 33 årige Hellmut Seifert Toftdahl fik behov for at se ind i det spejl, hvor hans geners oprindelse lå. Desværre var det for sent. Faderen var død allerede 10 år tidligere.

Til gengæld fik den nu århusianske magister en ny pap-familie i Tyskland. Hans far havde giftet sig i slutningen af 1940erne med en balletdanser fra Schlesien med hvem, han havde fået fem børn.

Heldigvis skrev han aldrig noget om sin tyske familie til min mor. Det er jeg meget taknemmelig over i dag, for det kunne have gjort hende bitter og dermed havde det også haft en negativ indflydelse på mit forhold til min far, siger Hellmut Seifert Toftdahl.

Balletdanseren er nu en 88-årig, frisk og særdeles levende kvinde, der bor i Berlin og som af alle sine børn og børnebørn, inklusive Hellmut og hans børn, slet og ret kaldes Mutti. Planen er nu, at vinderpræmien i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence skal bruges på en tur med Mutti til Firenze. Der har hun nemlig altid ønsket sig at komme hen.

Og faderen han er stadig både fra- og nærværende. På den gode måde.

En fysisk far kan meget nemt komme til at stå i vejen for det billede, man gerne vil have af sin far. Det problem har jeg i hvert fald ikke, siger Hellmut Seifert Toftdahl og tilføjer:

Som eksistentialist tror jeg på, at man aldrig kan give sin sociale og/eller genetiske arv ansvaret for sit liv. Det er mig, der suverænt vælger, hvad jeg vil få ud af den person, jeg nu engang er blevet til.

washuus@kristeligt-dagblad.dk