Farcen om sigøjnerne udstiller europæisk menneskeretscirkus

Tiden arbejder for retfærdighed. Virkeligheden er jo al tings prøve. Sigøjnerfarce til trods, skriver Alex Ahrendtsen (DF)

. Der er mere og mere, der taler for at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lovgivning og opsige de konventioner, som forhindrer os i at skærme Danmark og vore lovlydige borgere, skriver Alex Ahrendtsen.
. Der er mere og mere, der taler for at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lovgivning og opsige de konventioner, som forhindrer os i at skærme Danmark og vore lovlydige borgere, skriver Alex Ahrendtsen. Foto: CASPER HOLMENLUND CHRISTENSEN/Ritzau.

De vise mænd i Højesteret forhindrede for nylig, at Danmark kunne udvise fire kriminelle sigøjnere til Rumænien, fordi – hold nu fast – de rumænske fængselsceller var for små. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor tit jurister farer vild i juraen og glemmer ret og rimelighed.

Hver gang tænker jeg, at nu kan det ikke blive mere vanvittigt, men ak jo, det kan det. Det er ikke kun i FN og EU, at juristerne render rundt og gør sig selv til grin. Det er sørme også i Danmark, og det lader til, at jo højere juridiske embeder man bestrider, jo mere bimmelim bliver det.

Vi taler om fire hårdkogte kriminelle, som blandt andet har drevet menneskehandel, men som vi så ofte før har set, er menneskeretskonventionen i hænderne på agtværdige jurister ikke skabt for at skærme lovlydige borgere, men for at håndhæve juridiske spidsfindigheder in absurdum til fordel for lovbrydere.

I Folketinget har vi dog også vore egne originaler at slås med. Under afslutningsdebatten i onsdags (som i parentes ikke er en afslutning på folketingsarbejdet) gik Enhedslistens Pelle Dragsted på talerstolen for at sammenligne sigøjnernes situation med jødernes i Det Tredje Rige. I 1990’erne ville man i salen have hyldet ham, men tiderne har bare ændret sig, så den slags latterlige sammenligninger giver ikke længere pote. Først brød dele af Folketinget ud i en hånlatter, hvorefter den mere og mere forvirrede Pelle Dragsted måtte strække våben over for ganske få og meget skarpe spørgsmål fra blandt andet Dansk Folkeparti og Venstre.

Men tilbage til de kriminelle sigøjnere. På mange måder skal man egentlig være taknemmelig for sagen, for den viser bare, hvor absurd menneskeretscirkusset er. Der er mere og mere, der taler for at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lovgivning og opsige de konventioner, som forhindrer os i at skærme Danmark og vore lovlydige borgere.

Det er ikke enkelt. Det kræver både et flertal i Folketinget og hår på brystet på folketingsmedlemmerne. Det er der ikke endnu. Men hvem siger, at det ikke kommer med tiden? I fredags blev blasfemiparagraffen afskaffet. Det er 13 år siden, at Dansk Folkepartis daværende folketingsmedlem Jesper Langballe foreslog at fjerne den. Nu er der flertal. Så jeg er ret fortrøstningsfuld. Tiden arbejder for retfærdighed. Virkeligheden er jo al tings prøve. Sigøjnerfarce til trods.